Header

GUDMANN ELMQUIST

Indholdsfortegnelse:

Baggrund 1: Småland
Baggrund 2: Julen i Vestbo omkring år 1840
Om Gudmann Elmquist
1. kone: Anne Kristine Nielsdatter Bloch
2. kone: Margaretha Catharina Henrichsdatter Tordal
3. kone: Mette Marie Sørensdatter Thisted
Hvem var Mette Marie?


Småland'sk Hjemstavn.

Da Alfred Elmquist i julen 1911 skrev forordet til sin "Stamtavle over Gudman Elmquist's Efterkommere, kunne han - efter mange års efterforskning om Gudmanns liv og levned (se 55 11) - kun konstatere, at Gudmann var født ca. 1729 et sted i Sverige. Sporene pegede med rimelig sandsynlighed mod Småland, nærmere bestemt mod ejendommen "Elmhult" i Långaryd sogn (ca. 120 km NØ for Hälsingborg).

Alfred fandt endvidere ud af, at Gudmann må være kommet til Danmark senest 1756, og derefter redegør han med hjælp af kirkebøgernes oplysninger etc. for, hvorledes Gudmann gennem de følgende ca. 50 år slog sig igennem i København som gårdskarl, spækhøker og skomager, indgik ægteskab 3 gange, fik ialt 9 børn og døde 5/7-1814.

Derimod søgte Alfred helt forgæves oplysning i selve familien, både om Gudmanns ungdom i Sverige - og om hvordan hans rent familiære liv havde formet sig i Danmark. Familietraditionen var mærkværdig fattig på dette punkt.

Derfor véd vi så lidt om, under hvilke forhold den danske Elmquist-slægts stamfader voksede op. Og når vi tænker på, i hvor høj grad vor egen livsindstilling og senere virke er blevet præget af barndommens omgivelser og oplevelser - der også er medbestem-mende for, hvad vi søger at videregive til følgende slægtled, kan det for den familieinteresserede føles som et savn, at vi véd så lidt om Gudmanns baggrund.

Men ved en sær skæbnens tilskikkelse kan vi måske alligevel få et overraskende godt indblik i Gudmanns baggrund i hans smålandske hjemstavn. Hør nu her!

Livet på landet var jo førhen så stærkt bundet af gamle skikke og traditioner, at disse, både i Sverige og Danmark, holdt sig næsten uændret fra meget gammel tid og indtil langt op i 1800-tallet.

Nu havde Alfred i 1901, altså 10 år tidligere, giftet sig med Louise Nyberg, der, som svensk au-pair-pige, en tid havde opholdt sig i hans barndomshjem. Louise kunne nu fortælle, at hun netop havde tilbragt en del af sin barndom i Långaryd sogn, fordi hendes stedfader, "farbror Abraham" (Sjögren), der var ud af gammel bondeslægt, boede der. Og så er det tilmed så heldigt, at hvad farbror Abraham fortalte "Lisa" (Louise) om sin egen barndom dér på egnen omkring 1840-50, er bevaret i et lille hæfte: "Julen i Småland för 50 á 100 år sedan", som "Wald. Zachrissons bogtryckeri i Göteborg" udgav i 1905. Og det er altså rimeligt at antage, at forholdene dengang endnu havde været næsten de samme, som i Gudmanns barndom omkring 1730-50.

Da hæftet er trykt med gammel svensk retskrivning, hvori er indflettet mange særlige gloser, der gælder tidligere tiders forhold på landet, og da der endda er anvendt gotiske typer, har vi valgt at oversætte beretningen til nutidigt dansk, selvom en del af dens tidsånd og charme derved sættes over styr.

Før læsning af beretningen kan det være godt at klargøre sig følgende om de ydre forhold i Småland den gang.

Det svenske landskab prægedes da stadigt mere af den i 1600-1700-årene stærkt øgede befolkning, som inddrog stadig nye arealer under driften. Landskabet fremtrådte stedse mere lys-åbent, efterhånden som skov blev nedhugget og og størstedelen af disse arealer ("ängen") blev inddraget i den daglige drift ved den årlige hugst af gærdselsmateriale, høsten af kviste, der tørredes og anvendtes til vinterfoder, den egentlige høhøst osv. Derved skaffedes det nødvendige grundlag for kreaturholdet - og kreaturernes gødning var den nødvendige forudsætning for de arealmæssigt meget beskedne marker (der i Småland højst kunne andrage ca. 1/5 af äng-arealet: "Äng är åkers moder"). Markerne blev i muligt omfang ryddet for flest mulige sten, der henkastedes løst i de ret brede markskel, hvor røn, hæg, vildæble, bærbærende buske og mange urter fandt en vokse-plads - og de få svin derfor kunne finde lidt føde. Den pløjede jord tilsåedes først og fremmest med korn til brød og den øvrige husholdning. I forårstiden steg røgen op fra nye skovrydninger, hvor man i asken såede rug og roer, der gav langt bedre udbytte end markerne, men kun et år eller to.

I et forsøg på at fordele jorden retfærdigt mellem landsbyens beboere, var den enkelte bondes jorder fordelt som små lapper ind mellem de andre bønders. Derfor måtte jordernes drift ske i vidtgående fællesskab, styret af bylavet. Godsejerne - og de unge blandt bønderne - kunne se det gamle fæstebrugs svagheder, men de nye driftsformer, hvor den enkelte kunne få sine jorder udlagt mere samlet og dermed til friere rådighed, mødte stærk uvilje, bl.a. fordi landsbyens sociale samvær derved blev brudt op.

For den, der måtte have lyst til at indleve sig lidt nærmere i det smålandske landskab og dets historie, kan der henvises til Gunnar Brusewitz gode lille bog: "Resa i tid och rum", side 18 ff (paperback-udgave 1984.)


Var Gudmann mon en sådan ung bondeknøs, der søgte bort for at finde andre veje og tage allehånde udfordringer op ? I sit senere liv i København viste han i hvert fald, at han ikke var bange for at binde an med nye muligheder til at skaffe sig og sin familie en levevej.

Og var da forskellen mellem de smålandske landlige forhold omkring 1730 - og forholdene i Kongens København omkring 1800 - så stor, at Gudmann er veget tilbage for at fortælle sin 3.die hustru og deres børn ret meget om sin barndoms (måske lykke-ligere erindrede) forhold og drømme ? - Måske har vemoden og bristede drømme også spillet ind ? - Måske var tiden til sådan fortællen også vel knap dertil, thi en almindelig smårborger måtte dengang slide i det fra tidlig morgen til sen aften for at klare til dagen og vejen - og Mette og børnene for optaget af øjeblikket og fremtiden.

K.E.

"Julen i Vestbo omkring år 1840."

"Omkring 1850 var jeg en opløben knægt, der sammen med mine forældre og søskende boede på en lille bondegård dybt inde i Småland.

På den ene side af vort rødmalede stuehus lå et vidstrakt, indhegnet og småbakket græsningsareal ("hage"), og her voksede der også en del gamle ege-træer. Til den anden side bredte den store skov sig, mørk og tillokkende.

Vi børn måtte tidligt begynde at hjælpe vore forældre med alle deres mange gøremål, og vi havde travle dage. Så når arbejdet syntes at vokse os over hove-det og vi længtes efter rigtigt at kunne lege og tumle os, trøstede vi hin-anden med, at til jul kunne vi få lov til at more os lige så meget vi ville.

Både store og små længtes efter julen; naturligvis dels for dens religiøse indhold, men må-ske endnu mere, fordi vi så kunne hvile dejligt ud efter alt det meget arbejde og få rigtig god og meget julemad - i stedet for de sild, kartofler og brød bagt på havremel, som resten af året var vor vigtigste føde.

Jeg synes også, at det er helt naturligt, at vi alle længtes efter julens hvile og fornøjelser, når jeg tænker på alt, som vi ellers havde for. Hør nu her!

Om foråret var der alle markerne, der skulle pløjes, harves og tilsås.

Og om sommeren skulle man høste alle frugterne af forårets arbejde, og da var arbejdsdagene var både lange og varme, thi vi var på færde lige fra solop-gang til solnedgang, ja somme tider endda endnu, når stjernene begyndte at lyse, for den gang talte man ikke om 10 eller 8 timers arbejdsdag.

Når så tyttebærrene i sensommeren lyste rødt ude i bakkerne, tog mor os børn med sig, så at vi kunne hjælpe hende med at plukke bær, der lavedes til mos (Tyttebær kan holde sig i rå tilstand, dækket med vand eller mosede næsten uden sukkertilsætning. Red.) - eller vi samlede enebær (Enebær, der er tre år om at modne, har en kraftig aroma og smager både sødt og bittert. Bærrene kan f.eks. tørres, knuses, opblødes, sis, koges med humle, sødes, gæres og tappes. Anvendes til grød m.v. og medicinsk mod vattersot, maveonder, luftrørskatar, og som urindrivende, nyrestimulerende; øger mælkeproduktionen. Red.), som brugtes til enebær-sirup og enebær-saft, der anvendtes hele året.

Min bror og jeg måtte også hjælpe med at gøre markerne iorden til vinteren og med at grave tørv op, samle lyngris og hugge brænde. Vi skulle desuden hugge gran- og enebær-kviste i småstykker, som siden hen skulle bruges som strøelse i kostalden og hos hestene.

Vi havde også en del at gøre med kreaturene, der skulle passes omhyggeligt, for deres trivsel gik ofte forud for menneskenes. Den, der blev passet aller bedst, var grisen, som skulle nå at blive rigtig trind og fed i god tid før jul, når den skulle slagtes.

I november blev det så tid at tærske. Dér skulle jeg være med, så snart jeg havde nået den respektable alder af 12 år. Det var jeg ikke ligefrem glad for. Thi allerede kl. 4 morgen skulle vi, med plejlen klar i hænderne, stå parate til at begynde arbejdet ude på loen. For ikke at blive ansét som doven - og det ville man jo under ingen omstændigheder - måtte man straks smide trøjen, og der var koldt, så fingrene var helt stive og ikke til at styre. Derfor gjaldt det bare om at tage rask fat - så det var ikke mærkeligt, at man var blev dygtig træt, førend vi holdt inde med arbejdet kl. 9 aften.

Så var det rarere, når vinteren begyndte og alle gårdens folk hen under aften samledes inde i stuen rundt om ilden, der blussede på arnen. Mor og mine æl-dre søstre satte sig da til at spinde og væve, mens mine yngre søstre kartede uld. Vi drenge hjalp, da vi blev lidt ældre, far med at snitte og snedkerere.

De mindste af os skulle "lyse" - dvs. holde lange, tyndt udkløvede og brændende kæppe af tørt træ - for dem, der arbejdede. Det skete jævnligt, at de små lysbærere, efterhånden som aftenen skred frem, blev slemt søvnige. Så kunne det hænde, at de ældre fortalte eventyr om nisser og spøgelser, og så kan det nok være, at vi lyttede åndeløst spændte, også selv om vi havde hørt den samme historie mange gange før. Men ellers kunne det godt ske, at søvnen tog magten fra os, og da kunne en håndgribelig tilrettevisning rigtignok gøre os lysvågne på et øjeblik. For at undgå sådant, fandt vi en dag på at klemme små pinde fast mellem øjenlågene, og på den måde kunne vi bedre holde Ole Lukøje på afstand.

I god tid begyndte vi at tælle dagene indtil jul, og jo færre de blev, desto travlere blev arbejdet. Når så den dag kom, da sognets skrædder og dets sko-ma- ger med alle deres lærlinge kom for at gøre os fine til den store højtid, da følte vi, at nu stod den for alvor for døren. Så toges det klæde frem, som mor og vore søstre havde spundet og vævet af ulden fra vore egne får og af den hør, som far havde dyrket. Og der blev en syen, som varede til langt ud på natten, thi skrædder og skomager havde travlt, så det forslog. Det var jo i alle hjem, at man ville have nyt til julen, og mester skulle nå hele vejen rundt og ikke glemme nogen. Han ankom i ilmarch med alenmålet under armen og hele ræk-ken af læredrenge efter sig; den yngste kom som den sidste, slæbende på presse-jernet. Den lille stakkel frembød et pudsigt syn, som han anstrengte sig for at følge med de andre og endda havde den tungeste byrde. Og når så far, mor og vi børn hver især havde fået nyt tøj, skyndte mester sig med sine mange hjæl-pere videre til næste gård.

Omkring 14 dage før jul skulle der slagtes, og den stakkels gris, som nu var vel opfedet, måtte lade livet. Vi mandfolk, der ellers ikke brød os om at deltage i kvindearbejde, nedlod os nu til at hakke pølsekøddet i stykker, vel vidende, at vi nok til gengæld ville få en lille smagsprøve. Mor og vore søstre var i fint humør, mens de tilberedte den dejlige pølse under iagttagelse af flere spøgefulde trylleformler, som ansås nødvendige, hvis slagtningen skulle lykkes. For at pølsen ikke skulle revne, slog de den til sidst tre gange mod murværket ved ildstedet, idet de sagde: "Hvis du vover at revne, skal vi os frygtelig hævne" (Om du spricker itu, skall du få för sju) eller "Kom af gryden li'så tyk og stor som selveste vor mor".

Når der bagtes og bryggedes anvendte mor også flere mystiske ceremonier. Og mor lavede meget øl og bagte meget brød, for at vi kunne have nok deraf til langt efter jul, somme tider helt til påske og pinse. Det ansås nemlig, at brød og øl, der havde været gemt julenatten over, var bedre og drøjere end ellers, og jo flere julenætter desto bedre. Ja, det hændte endog, at forældre lagde en hel tønde juleøl til side, hvis der i årets løb var født et barn - og siden gemte øllet helt til barnets bryllupsdag. Det holdt sig udmærket, blot det ikke kom i be-røring med luften.

Jeg har også kendt gamle koner, der i deres kistegemmer havde brød, som de selv havde bagt i deres ungdom. Sådant brød var nemlig meget værdifuldt og brugtes som lægemiddel for både mennesker og dyr.

Det var en stor fornøjelse at se på, når mor bagte de flotte "hane-" og "putte-høne"-kager, som skulle ligge øverst på vore "jule-stakke". Hver af os børn og medhjælpere fik nemlig sådan en stabel af rugbrød, sigtebrød, vörtbrød (brød tilsat øl-urt) og hvedebrød, og øverst lå så en hane- eller puttehøne-kage.

Det var også morsomt, når mor støbte de tykke julelys, som skulle lyse jule-aften. Der støbtes mange andre lys samtidigt, thi det sagdes, at lys, der havde ligget færdig støbte julenatten over, var langt bedre end andre.

Julen kom jo nærmere og nærmere, og så kom tiden for den store rengøring. Så samlede vore søstre alle skeer, fade og andre sager af træ for at koge dem i enebær-lage og bagefter skure dem helt rene. Skåle og potter af metal blev pole-rede, så de strålede "som solen i Karlstad". Og når så vægge, lofter og gulve også havde nydt godt af rengøringen, begyndte det at se festligt ud i huset, men så var det også blevet dagen før juleaften.

Nu skulle vi "klæde julestue", og alle husets beboere samledes om aftenen for at hjælpe med. Da havde vi børn også et ord med at sige. De gamle jule-duge og -ark, der kun kom frem ved juletid, blev fundet frem fra deres gemme-steder.

Dugene bestod af firkantede stykker stof, hvorpå man i gammel tid havde malet situationer fra bibelhistorien. De bibelske personer var malede iført kraftigt farvede kapper og knæbukser og med rund-klippede frisurer, ligesom bønderne selv; hestene var malet lyse i klart røde og blå farver. Der var én bestemt dug, som ikke måtte savnes, hvis den rette julestemning skulle sikres, og det var den, der forestillede brylluppet i Kana.

På denne dug så man brudeparret, men her var de klædt på efter smålandsk skik, og præsten havde også kjole og krave. Gæsterne sad rundt om bordet, og der var dækket med knive og gafler. Og midt på bordet så man et fad med en stegt gris og med teksten: "Skær og spis". Man tænkte ikke på, at jøderne ikke måtte spise flæsk. Der var også vist en spillemand, som strøg fiolen flittigt, alt mens han med foden stampede takten for at indbyde unge og gamle til dans.

Julearkene havde oftest skæmtende motiver. Vi havde f.eks. et ark, som forestillede kærligheds-træet. Det var et stort og løvrigt træ, i hvis krone nogle unge mænd var krøbet op og drilsk kiggede ned på de unge piger, der stod ne-den under. Pigerne kiggede fra deres side længselfuldt op i træet, og nogle af dem prøvede at få fat i en mand. Der var en "däka" (giftelysten pige), der klatrede op ad en stige, og en anden pige kastede med sten efter de drilske fyre, og til sidst gjorde pigerne kort proces ved at save træet omkuld.

Alle dugene og arkene blev sat op på væggen, så den var helt dækket med dem, og op under loftet spændte vi hvide, hulsømsprydede linnedduge; til disse fæstnede vi de fineste sjaler eller silkestof, som fandtes i huset. Ned fra midten af sjalet hang yderligere enten en halm-krone eller et rødt æble. På hylderne strålede alle husets nypudsede tinkopper og messingskåle; på den øverste hylde strålede sølvbægre og sølvkrus og langs hyldens kant hang mors sølvkæder og smykker. Til sidst fandt Mor og vore søstre alt, hvad de havde af fine duge, forklæder og handsker frem og hængte dem op over nogle stænger - mens far og vi drenge intet sådant havde at vise frem, for dengang var det ikke på mode for os at bruge halsbind.

Nu var julestuen blevet så fin, at det var en lyst at se, og nu manglede vi blot at strø julehalm ud over gulvene, stille julebordet med 2 klapper op og lægge en stor hvid dug på det. På den sattes julelysene og julefadene.

Langt om længe kunne vi så komme i seng, men hvilen blev ikke lang, for før daggry skulle far være langt ude i skoven for at hugge et stort knippe gran-grene og slæbe det hjem ad den vej, som køerne fulgte om sommeren - for hvis han gjorde det, ville de til sommer komme hjem af sig selv om aftenen.

Om formiddagen på juleaftensdag havde far og vi drenge travlt med at fjerne alle redskaber og vogne fra gårdspladsen og gøre den fint i orden. I lo og lade, som vi i forvejen havde rengjorte, strøede vi enebærris, og bagefter bar vi så meget vand ind, at køerne i flere dage ikke behøvede at gå ud for at drikke - og for at de skulle forstå, at det var jul, fik de rigelig med grut-vælling og det allerbedste hø. Vi satte også et kornneg ud til fuglene. Vi bar vand og brænde ind i køkkenet til flere dage og lagde fint, tørt bøgebrænde frem til juleilden, for sådant brænde varmede og lyste bedst op. Nu gjaldt det blot om at være fær-dige til kl. 12, for da blev der ringet til højtid fra kirketårnet, og derefter måtte man ikke udføre noget tungt arbejde.

Ved 2-tiden spiste man julemiddagen. Det var et øjeblik. man havde længtes efter i måneder, uger og dage. Nu skulle der "dyppes i gryden".

Så snart vi kom ind i stuen, nød vi synet af den store gryde med kød-suppe, som stod på det åbne ildsted. Henne ved bordet stod far ved fadene, der var fyldte med dampende kød, flæsk og pølse - og store stabler med tykke brød-skiver. Efter bordbønnen tog alle hver en brødskive, som man dyppede ned i kødsuppen og spiste sammen med kød, flæsk og pølse. Åh, hvor smagte den "dopp-middagen" dejligt i de tomme maver, som ikke havde sat ret meget til livs i de seneste travle dage. Nu kunne vi spise - og det gjorde vi også, så det forslog, for nu var det jul!

Efter maden sad vi en stund og hvilede os og beundrede den smukt pyntede julestue. Juleilden kastede sit varme lys over alle de fine juleduge, såvel som på bordet med julefadene og julelysene, og det fik skålene og krusene på hylderne til at stråle og glinse. Der var vel nok dejligt derinde!

Men før vi vidste af det, skulle vi ud i badstuen. Vi skulle alle have et bad, først kvinderne og derefter mændene. Der var ordenlig varmt inde i badstuen, og det varede ikke længe, før vi blev så varme, at det dampede af os. Vi blev siddende derinde i varmen lige så længe, vi kunne holde det ud - og så løb vi hjem i det bare undertøj. Hverdagsklæderne holdt vi i favnen. På grund af brandfaren lå badstuen langt væk fra de andre bygninger, og det hændte, at sne-en var så dyb, at vi måtte vade knædybt igennem den, så egentlig kunne vi være blevet grundigt forkølede, men det hændte aldrig, thi bålet på det åbne ildsted og dét inde i os selv (efter det kraftige måltid) jog den ubudne gæst på flugt.

Nu klædte vi os rigtig fint på, og rene og velplejede gik vi ind i julestuen for i ro og mag at fejre juleaften. Derinde småboblede det i grødgryden, der stod ved siden af ilden. Grøden var færdigkogt og parat til at spises.

De af os, som havde lyst og mod til at "gå års-gangen", tog fat i grydens ophæng, og så løftede vi under dyb tavshed gryden af. Ophængene løsnedes, og idet vi holdt fast i selve gryden, gik vi ud og 3 gange rundt om huset med den. Når det var gjort, gik vi ud på de veje og stier, det nu faldt os ind, men stadigt tavse. Dét var "års-gangen", og på dén tur ville det, som skulle ske i det kom-mende år, åbenbares for os. Hvis du syntes, at du ude over markerne så høsten stå rig og gylden, og at du så høstfolk, der var travlt beskæftiget med at meje og køre kornet ind, så betød det, at det ville blive et godt år. I modsat fald ville du se, at arbejdet gik trægt og at kornlæssene var små. Du kunne også opleve at møde lig-tog og glade bryllups-optog. Men alt, hvad man så, skulle man holde for sig selv, og ingen, der havde deres liv kært, turde tale om, hvad de havde set. Man hørte heller aldrig nogen tale om deres syner, men det kunne jo skyldes, at de ingenting havde set!

På denne tur ud over markerne hændte det også, at vi kiggede indenfor i en eller anden nabogård. Vi lindede bare lidt på døren og kastede en eller anden julegave ind - og så forsvandt vi straks, lydløse som ånder. Folkene i gården foer naturligvis op og forsøgte at få fat i gavegiverne, så vi måtte bogstavelig talt tage benene på ryggen for ikke at blive fangede, thi sådant ville føles som en skam.

Når vi så kom hjem, var julebordet dækket til aftensmad. Midt på bordet havde mor sat et stort fad med oksekød, oksefødder, flæsk og alle mulige slags pålægsmad (evt. grønsager). Det store Fad stod dér som en konge, med de andre og mindre fade rundt om sig. På den ene side lyste en stor nykærnet og pynte-ligt tildannet klump smør og på den anden side tronede juleosten, fed og rund. Den var lavet allerede ved midsommertid, da mælken er bedst og var derfor af fineste kvalitet. Langs bordkanten var der sat lange rækker tallerkener med hver sin kniv og ske, af træ eller horn, og en "julestak" og et forgrenet lys stod foran hver tallerken. Også ølkanden stod dér, parat til at gå på rundtur.

Men inden vi satte os til bords for at nyde disse lækkerier, skulle vi først sørge for kreaturerne og for nissen. Derfor gik vi en tur over i den pyntede stald for at fodre og fortælle dyrene, at det var juleaften. Nissen måtte vi under ingen omstændigheder glemme. Selvom han egentlig ansås for at høre til de onde ånde-magter, tilgodeså man ham alligevel godt. Han kunne jo både finde på at komme til en gård og forlade den igen, og det gjaldt om, at han hellere kom end gik. Hver juleaften lagde mor derfor egenhændigt alle slags pålæg og julegrød med en smørklat i midten ned i en skål, som hun stillede ude på loen. Efter nogle dage fandt vi skålen tømt, og derfor kunne ingen jo tvivle om nissens nærvær. At katte og rotter skulle turde røre nissens mad, det faldt os aldrig ind.

Ved 8-tiden tændtes julelysene, og vi satte os i bestemt orden rundt om julebordet. Siddende oplæste far alle katekismens "Bønner før måltidet", og vi lyttede andægtigt. Derefter bød far os alle velkomne til bords - og det lod vi os ikke sige to gange. Vi skubbede forsigtigt vore "jule-stakke" og julelys til side, så vi bedre kunne få overblik over den lækre anretning. Far trak det store pålægsfad hen til sig og tog selv en rigtig god portion, og derefter delte han ud til alle os andre. Ølkanden gik også rundt. Med stor alvor tømte vi det ene fad efter det andet. Efter kødet fulgte klipfisken, der var rigeligt strøet med stærk, stødt peber. Så fulgte der blodpølse og grynpølse, og så kom turen til højtids-retten: den hvide grød med smørklatten i midten, som alles skeer søgte ind imod.

Denne grundige aftensmad sluttede med "koldskål", som var lavet af juleøl, maltudtræk kogt med humle, og brødterninger. Til sidst læste far bordbønnen og ønskede, at maden måtte bekomme os godt, hvorefter vi i kor svarede: "Stor tak, hæder og ære for maden".

Nu indtrådte et nyt højtideligt øjeblik. Far gik ud af stuen, mens vi andre blev siddende på vore pladser. Og udefra kiggede far så ind gennem vinduet,som hverken var forsynet med rullegardin eller persienne, og han så nøje på alle de tilstedeværende. Hvis en af dem skulle dø i årets løb, ville denne nu ses med hovedet under armen. Husbonden måtte hverken med ord, minespil eller noget som helst andet tegn forråde, hvad han havde set, for hvis han gjorde det, måtte han træde i den udpegedes sted og selv gå døden imøde. Inden man derefter gik fra bordet, læstes sluttelig juledagens epistel og evan-gelium, og man sang nogle julesalmer. Til sidst skubbede mor asken på det åbne ildsted sammen i en bunke og lukkede for træk-spjældet. Fra nu af måtte asken ikke røres, før man kom hjem fra froprædiken ("jul-ottan") - thi til den tid ville man kunne læse visse hemmeligheder i den.

Ved 10-tiden gik de, der ville med til froprædiken i kirken, til ro. Så mange som muligt burde og ville med, og derfor blev kun nogle få hjemme for at passe på huset. Og de, der skulle blive hjemme, måtte våge hele natten, dels for at passe på julelysene og dels for at kunne vække de sovende om morgenen.

Julelysene skulle være tændte, lige indtil man kunne regne med, at fropræ-dikenen i kirken var begyndt. Lysene måtte ikke snydes eller vægen klippes en eneste gang og de måtte ikke flyttes fra deres plads fra det øjeblik de var blevet tændte, thi så kunne de ikke danse. Man forestillede sig nemlig, at vor Frelser blev født ved midnat, og at lysene til minde herom netop da ville "danse", dvs. at flammerne ville flakke heftigt til alle sider. De kloge forklarede ganske vist, at julelysenes dans skyldtes, at visse gasser havde samlet sig inde i lysene under den tykke lys-skorpe, men den forklaring anså almuen som en åbenbar forhånel-se. Nej, når lysene dansede, så vidste man, at nu var klokken 12, og derefter stillede man så sine ure. Man havde jo dengang ikke jernbanens alarmklokker ved vej-overskæringerne at rette sig efter, og derfor stillede man normalt urene efter solopgangen og almanakken.

Men i adventstiden havde man ikke kunnet se, når solen stod op, og så var det godt nu at have julelysene at rette sig efter.

De sovende blev vækkede i god tid, for "julottan" begyndte allerede kl. 4, og vi havde meget langt til kirke. Men tanken på julottan gød liv i vore trætte kroppe, og før vi vidste af det, var vi på vej sammen med en mængde af folkene fra de omliggende gårde. Nogle af mændende bar spruttende tjærefakler, som lyste kraftigt på den hvide sne og således spredte mørket.

Det var en dejlig vandretur i den stille, højtidsfyldte nat. Overalt lå den blændende hvide sne, der knirkede så sært under vore fødder, og den gnistrede og blinkede i fakkelskæret. Inde i skoven stod grantræerne tavse og alvorlige; kun en ganske sagte susen bevægede grenene nu og da. Over vore hoveder blinkede stjernevrimlen, og fra alle gårde lyste venlige lys. Flere og flere men-nesker kom til, alle med fakler - så da vi nærmede os kirken, oplystes himlen ligesom af et hav af ild. I en bestemt lavning et stykke fra kirken kastedes dog alle faklerne, der endnu en tid lå spruttende og flammende.

Da så klokkerne begyndte at ringe fra kirketårnet, åbnedes dørene til den oplyste kirke, og menigheden vandrede i et højtideligt optog og til orglets toner ind i Herrens hus.

Inden man satte sig, plejede man med hånden at stryge hen over bænkens sæde for at mærke, om dér mon lå lidt jord - i så fald vidste man, at også de døde i nattens løb havde holdt gudstjeneste derinde i kirken. Og hvis nogen skulle have tvivlet herpå, blev vedkommende straks overbevist, thi man tænkte ikke over, at der, i forbindelse med at man få dage forinden havde fejet i kirken, havde lagt sig en del støv på bænkesæderne.

Snart genlød julesalmerne under kirkens hvælvinger, og så lød fra prædike-stolen det gamle og dog evigt nye evangelium om Gudsbarnet, der lod sig føde her på jorden til frelse for os mennesker.

Umiddelbart efter ottesangen fulgte højmessen, og tilsammen varede de to gudstjenester omkring 4 timer - så der blev både varmt og tung luft i kirke-rummet af de mange osende tællelys og den store skare af mennesker! Både derfor og fordi man havde siddet stille så længe, men da også på grund af at vores naturlige træthed efter de foregående dages slid, blev det for meget for mange, og den ene efter den anden faldt hen i et blund. Kvinderne holdt sig lidt bedre vågne, takket være de små, fine æsker, der var fyldte med ingefær, annis og sukkerbidder, og som de flittigt stak tungespidsen ned i. Æskerne vandrede også frem og tilbage fra den ene til den anden, der sad i samme bænk. På samme måde vandrede mændenes snus-æsker, men det hjalp nu ikke lige så godt mod søvnen. Og da der i vort sogn ikke fandtes en særlig kirkevagt, der gik omkring og dunkede i gulvet for at vække de sovende, måtte præsten selv for-søge at holde menigheden vågen, dels ved at tale så højt han kunne og dels ved ind imellem at slå i prædikestolen - dette nu ikke så meget for at vække de sovende, som for ikke selv at blive overdøvet af menighedens snorken.

Så var da begge gudstjenester endelig slut, og vi skulle hjem. Og nu hastede man ud, og der begyndte et ligefrem kapløb mellem dem, der havde omtrent li-ge langt hjem. Den, som kom først, ville nemlig sidenhen blive den, som først fik bjærget sin høst. Vi unge mente, at det her var ramme alvor, og mangen ung knægt og pige fik i det kapløb lagt grunden til senere sygdom.

Det første man nu gjorde, når man kom hjem, var at undersøge aske-hoben på ildstedet. Hvis man i den mente at kunne finde et spor, som pegede udad, så betød det, at nogen af sønnerne eller døtrene i årets løb skulle rejse hjem-mefra for at blive gift - men hvis sporene syntes at pege indad, skulle man tage imod en svigersøn eller -datter i hjemmet.

Naturligvis var vi meget nysgerrige efter at lede efter disse spor. Og hvis der virkelig fandtes sådanne, fik far og mor travlt med at tale med de unge. Mor samlede vore søstre omkring sig, for det var nemlig hende, der skulle af-gøre, om pigerne nu også var giftefærdige, og far trak os drenge til side for at drøfte sagen med os. Den gang talte man ikke så meget om, hvorvidt børnene var gamle nok til at blive gift, men mere om de var tilstrækkelig arbejdsduelige til at kunne stifte eget hjem. Hvis forældrene ikke mente det, så hjalp hverken bønner eller gråd. Og fordringerne dertil var dengang slet ikke små.

Efter at vore forældre således havde forklaret os, hvad der fordredes af os, før vi kunne gifte os, fjernedes den profetiske aske, og der tændtes ny ild op, og mor gav i hast os sultne kirkegængere morgenmad. Juledagens middagsmad spi- tes tidligt, og den bestod udelukkende af rester fra dagen før. Forresten stod julebordet til stadighed dækket under hele julehøjtiden, så at vi, når som helst vi havde lyst, kunne forsyne os. Efter middagsmaden oplæstes en eller anden af Luthers prædikener til dagens tekst, nogle salmer blev sunget, og man talte sam-men om indholdet i de prædikener, man havde hørt om morgenen. Siden tog de ældre sig en velfortjent lur, mens vi unge og mere livskraftige gik ud i det frie. Sammen med de unge fra nabogårdene samledes vi så til kælkning og til at løbe på skøjter. Da havde vi det rigtignok sjovt ude i bakkerne, som vi strøg ned ad i hvinende fart - og ude på isen var det ikke mindre fornøjeligt. Kulden kneb os i kinder og næse, så vi blev helt røde, men takket være farten og motionen frøs vi ikke, tværtimod blev vi så varme, så varme.

Når det begyndte at mørkne, måtte vi hjem for at passe dyrene, og så spiste vi en tidlig aftensmad for snarest muligt at kunne gå i seng og få hvilet ordentlig ud ovenpå alle strabadserne. Det blev en dejlig søvn.

2. juledags morgen blev vi vækket af mor, som trakterede os på sengen med sylte, brød og juleøl. Hun havde allerede tændt en kraftig ild på arnen. Og efter at vi havde fået en slurk af ølkruset, var vi rigtig oplagte til at sætte os op og smage på alle de andre gode sager. Bagefter stod man op, mens bålet spredte sin dejlige varme i hele stuen.

Denne dag anstrengte mor og vore søstre sig ganske særligt med påklæd-ningen, idet de iklædte sig alle de bedste og fineste klædningsstykker de havde -tillige med, hvad de måtte have fået i julegave. Det var nu, at silkedugene og smykkerne fra farmors og farfars tid kom frem til ære og værdighed. I det hele taget klædte vi os alle i vort bedste tøj til kirkegangen.

Denne dag begyndte gudstjenesten først kl. 10. Og man havde ikke, som da-gen før, travlt med at komme hjem. Nu gjaldt det om at vise al sin stads frem og se, hvad fint de andre havde på. Efter gudstjenesten samledes man derfor en tid lang på kirkebakken, hvor mændene bød hinanden på smagsprøver af lomme-lærkerne, alt mens de drøftede allehånde emner - og kvinderne så på hinandens fine klæder og viste hinanden, hvad slags mad de havde svøbt ind i deres duge. Vi unge samledes i et hjørne og skændtes lidt om, hvem der var kommet først hjem igår, og talte også om, hvad vi havde oplevet på kælke-turene og under skøjteløbet, og aftalte måske til sidst flere sådanne ture. Tilsidst gik alle hjem i ro og mag og i større flokke.

Når vi var kommet hjem, lagde mor og vore søstre straks højtidsklæderne til side og tog hverdagstøjet på. De fine klæder kom først frem igen ved kirkegang nytårsdag og til Hellig Tre Konger, hvor man påny viste stadsen.

Denne eftermiddag sad man ellers inden døre i fred og ro inde i stuen og glædede sig over julearkene og juledugene, som altid syntes os lige nye, selvom vi havde set dem år efter år. Så blev der læst en prædiken højt. Og så snart juleilden var brændt ned og mennesker og dyr havde fået deres mad, gik man i seng, thi man havde endnu ikke fået hvilet rigtig ud efter alle de foregående anstrengelser. Så sov man dybt og drømte dejligt lige til den lyse dag.

Derefter fulgte hverdagene med alle deres vældige julegilder. Alt arbejde var bandlyst, og man gik fra det ene gilde til det andet. Det gik flot til ved disse julegilder. Der var mad og drikke i overflod. Værtsfolket bød rundt og nødede, og man måtte spise alt det man orkede, for ellers blev man anset for at være "højtidelig". Men man måtte ikke reagere straks på den første nødning og heller ikke på den næste, men lade sig nøde ordentligt og bogstavelig talt lade sig slæbe hen til bordet. Hvis man skulle gøre det rigtig godt, smuttede man ud i bræn-dehu- set og gemte sig dér eller et andet sted, så at værtsfolket måtte gå rundt og lede efter en og med venskabelig skubben og puffen få en hen til bordet. Og så blev der iøvrigt leget - og bagefter danset, og spillemanden måtte stryge violinen den hele nat lige til det lysnede i Øst.

Sådan gik det dag efter dag hele julen igennem lige til Hellig Tre Kongers dag, da det sidste julegilde blev holdt hjemme hos os selv.

Først derefter kom den grå hverdag påny med masser af alt slags arbejde og med den daglige, mere magre kost.

Men vi kunne i lang tid leve på minderne om julen - og senere hen kunne man jo begynde at se frem til den næste jul.

          Således fortalte farbror Abraham for Lisa. --"



GUDMANN ELMQUIST

ca. 1729 - 1814

I sin "Stamtavle over Gudman Elmquist's Efterkommere" fremlægger A.G.J. Elmquist i 1911 de af ham indsamlede oplysninger om Gudmann. Disse oplys-ninger gengives nedenfor med den originale retskrivning, men - for at lette læseligheden - med mindre redaktionelle ændringer :

"Gudmann Elmqvist var født i Sverige ca. 1729, men hvor hans vugge har staaet, er ikke oplyst i de københavnske Papirer og Protokoller, hvori han omtales.

Rimeligvis var han en fattig Karl af Almuen, hvem Lyst til Eventyr eller hjemlig Nød har drevet til Udvandring, og nogle og tyve Aar gammel, formo-dentlig 1755 eller 56 - i hvert Fald ikke senere, er han kommet til København.

At han ikke har været nogen boglærd Person, ikke har kunnet skrive - maaske knap læse - se af Skifteprotokollen; 1787 skriver han med ført Pen sit Navn: Gudmand Ellemqvist.

Navnets Stavemaade har været ham nogenlunde ligegyldigt: I Nicolaj Kirkebog 1797 staar der Gudmand Ellemqvist, men her ere l og e omhyggeligt udstregede; 1784, 19. Juli, staar der i Nicolaj Kirkebog: Gustman Ellemqvist; 1790 sammesteds: Gudmund Elmquist, og i 1795 i Trinitatis Kirkebog: Gudmann Elmqvist.


Man faar det indtryk af ham, at han ganske vist maaske oprindeligt hjemme-fra har lært noget af Skomagerprofessionen, men han har dog ikke været mere udelukkende Skomager, end at han har været parat til at tage fat på "Hvadsom- helst".

Første Gang han optræder i Arkiverne, er han nemlig Gaardskarl i Køben-havn, men kaldes Skomagersvend. Maaske er det i den første Tid efter An-komsten til den fremmede By, at han vælger denne mere indifferente Stilling, fremfor at løbe Mestrene paa Døren om Svendeplads; det er i Aaret 1757. Nogle Aar senere er han gift og forsøger da at ernære sig og Familien ved Professionen; han kaldes Skomagersvend og Skoflikker (1759-1764), boende i Store Regnegade i Nicolaj Sogn.

1768, d. 22. Februar, tager han pludseligt Borgerskab som Spækhøker, men han synes ikke at have haft Held med sig i denne Stilling, thi allerede Aaret efter, 1769, d. 17. Juni, omtales han igen, i Nicolaj Kirkes Begravelsesprotokol, som Skoflikker i Store Regnegade, og i 1774, d. 13. Januar, nævnes han i samme Bog som Skoflikker i Hellig Geiststræde.

1776, d. 18. November, nævnes han - i Hof- og Stadsrettens Forseglingspro- tokol Nr. 5 - som Skoflikker, boende "til Leje i Kælderen under Fru Dumreichers Gaard Nr. 212 i Adelgaden".

Muligvis har han arbejdet sig noget tilvejrs, thi 1778, d. 16. Marts, melder Skomagerlaugets Mesterskabsprotokol: "gjorde Gudmand Elmqvist Mesterstykke og betalte 8 Rigsdaler til Lavet".

Han er altså nu Skomagermester, er godt 50 Aar, og kan indskrive sin Søn i Lære: 1782, d. 18. Oktober, lod Mester Gudmand Elmqvist sin Søn Michael "en- og udskrive efter udstandene Lære for Svend Frie og Løsgiven", siger Skomagernes Drengeprotokol.

Skomager er han nu også Resten af sit lange Liv, i smaa Kaar, og kæmpende med Sygdom og Kreditorer.


Han flytter ofte:

1787, 1. Juli er der Folketælling; Købmager Kvarter, Antonistræde 315, beboes af 2 Familier, og 2den Familie er: Gudman Ellemqvist, hosbonde, 55 Aar, gift i 3die Ægteskab, Skomagermester; Mette Marie Thisted, hans Kone, 25 Aar gl., gift i 1ste Ægteskab, Caspar Petersen, 23 Aar gl. ugift, Skomagersvend; Jens Hørsted, Læredreng, 18 Aar gl., ugift. Børnene af 1ste Ægteskab omtales ikke, de har vel været døde eller har boet uden for Hjemmet. Gudmanns Alder, 55 Aar, som opgives, er ikke paalidelig, thi herefter skulde han være født 1732, og efter anden Opgivelse er Fødselsaaret 1729.

1790 boede de i Silkegade, ligesaa i 1793;
1794 boede de atter i Antonistræde.
1801, 1. februar, er der atter Folketælling: Købmager Kvarter, 12te Afd. Antonistræde 324-25 beboedes da af 8 Familier, og 8de Familie er : Gudman Elmqvist, Husbonde, (66 Aar) [altså født 1735 !?], gift 2den Gang [?!], Skomagermester; Mette Manck (!), hans Kone (37 Aar gl.), gift 1ste Gang, Adolph Friederich (12 Aar), Gerthardus (7 Aar), Jacob Claudius (3 Aar), deres Sønner. Marie Elisabeth (10 Aar), Anne Kirstine (5 Aar), deres Døtre. Niels Westergreen, logerende (46 Aar), Enkemand efter 1ste Ægteskab, Skomagersvend; Peter Westergreen, hans Søn (12 Aar).
1814 boede Gudmann på Christianshavn i Prinsensgade 380, og her døde han "af Alderdom d. 5. Juli 1814", og blev begravet i Staden 9. Juli s.A. Jorden kostede 75 Rigsdaler (Trinitatis Begravelsesbog).


Gudmann var 3 Gange gift:

1ste Gang med

ANNE KRISTINE NIELSDATTER BLOCH

ca. 1725 - 1774

Allerede 1757 faar Gaardskarl Gudmann Ellemqvist en Datter, Marie Elisabeth, døbt; rimeligvis er Anne Nielsdatter Moderen, med hvem han saa indgaar Ægteskab 2 Aar senere. Datteren opholder sig i Hjemmet og nævnes mellem de andre Børn uden Antydning af, at hun ikke er deres Helsøster.

Anne Nielsdatter er 4-5 år ældre end Manden, og hun er allerede en gammel pige, over 30 år, da hun lærer ham at kende. Forholdet fæstnede sig ved et Barns Fødsel og førte senere til Giftermålet. 1759, 26. Januar, viedes de i den Herre Zebaoths Kirke (Garnisons), efter at han d. 24, Januar havde betalt 1 Rigsdaler til Byen (Københavns Raadstues Ægteskabsprotokol).

I dette Ægteskab fødtes 2 Børn, en Datter og en Søn.

Anne Nielsdatter synes ikke at have fristet sin yngre Bejler ved "opsparede Midler", thi han ernærer sin Familie som Skoflikker. Naar de 1768 forsøger sig som Spækhøkerfolk, er det altsaa næppe en Forretning, der grundes paa Med-giften. Forretningen gik daarligt, og snart slog de sig atter paa Skoflikkeriet.

Aaret efter hjemsøgtes Hjemmet af Kopper, og den ovenomtalte Datter, Marie Elisabeth, nu 12 Aar gammel., faldt som et Offer for Soten. Datteren Ingeborg, 10 Aar gl., og Sønnen Michael, 5 Aar gl., har maaske ogsaa haft Syg-dommen, men begge har i saa Fald overstaaet den, skønt Vakcination dengang ikke var indført.

Snart efter angribes Anne Nielsdatter, "Skoeflikker i Hellig-Geiststræde Gudmand Ellemqvists Hustru" af "en tærende Sygdom", hvoraf hun dør, knap 50 Aar gl, efterladende Mand og 2 Børn. Hun blev begravet paa Assistens Kirkegaard 1774, d. 13. Januar.

Nogle Aar har Enkemanden hensiddet i uskiftet Bo. Først 1776, d. 18. No-vember, melder Hof- og Stadsrettens Forseglingsprotokol (Kl.V), holdtes der Skifte efter "Anne Kristine Nielsdatter hos Enkemanden Gudmund Ellemqvist, Skoflikker, i hans tillejeboende kælder, under Fru Dumreichers Gaard Nr. 212, beliggende i Adelgaden". Enkemanden erklærede, at hans for omtrent 3 Aar si-den afdøde Hustru med ham efterlod 2 Børn, Sønnen Michael, 13 Aar gl., og en Datter Ingeborg, 17 Aar gl., paa hvis Vegne mødte Skomager Gotfried Wis- ner.

Boet registreredes og vurderedes som følger:

Adskilligt:

1 lidet Bord og 4 adskil. Stole 1 Rdlr. o Mrk. o Sk.
1 gl. Fürre Dragkiste 1 - o - o -
1 do. Madskab, 1 hænge do., 1 lidet Skriin og 1 Pyramide o - 4 - o -
1 Himmelseng med trycket Lærreds omhæng 1 - o - o -
3 adsk. Dyner, 3 Puder og 1 Par lagener 4 - o - o -
1 liden Kaaber-thekiedel, 1 Ildtang, 1 Rist og en træefod o - 5 - o -
1 hackebrætt og 1 Spand o - 2 - o -
noget adskiel. Skomagerværktøj for o - 2 - 8 -
9 Rdlr. 1 Mrk. 8 Sk.

Videre erklærede Enkemanden ikke at være ejende, men derimod anmeldte han at være skyldig til en og anden i alt den Summa 25. Rdlr. 2 Mrk. 8 Sk., hvorfor han begærede sig Boets registrerede Effekter udlagte og Skiftet sluttet; da den saaledes anmeldte Gæld meget oversteg Boets vurderede Ejendele, saa blev det med Tilsynsværgens Samtykke ham extraderet.

Underskrift:
Gudmund G.E.Ellenqvist.

Navnet er her skrevet med Protokolførerens Haand. G.E. er kun en Gentagelse af Forbogstaverne; thi naar Folk ikke kunde skrive deres eget Navn, plejede man at lade dem tegne i romersk Majuskelskrift Forbogstaverne til deres Navn mellem deres af en anden skrevne For- og Efternavne. Dette har Skriveren her anset for en overflødig Ceremoni og har skrevet alt selv uden en Gang at tilføje: m.f.P.

Dette Skifte er uden Tvivl foretaget paa Grund af Enkemandens Hensigt at indgaa nyt Ægteskab; dette er imidlertid næppe indgået i København, da den 2den Hustrus Daab og Vielse forgæves er eftersøgt i Stadens Kirkebøger.


2den Gang gift med

MARGARETHA CATHARINA HENRICHSDATTER TORDAL

ca. 1740 - 1784

Hendes Herkomst er, som sagt, ukendt og Vielsesattesten ubestemt; men antager man, at Skifteforretningen er foretagen i Anledning af det nye Ægteskab, må dette formodentlig have fundet Sted i begyndelsen af 1777 eller tidligst i Slutningen af 1776.

Det fremgår af Skifteprotokollen, at det var et fattigt Hjem, Margaretha Tordal gik ind til, men , skønt der intet vides om, hvorvidt hun har tilført Boet enten nogle Sparepenge eller økonomisk Dygtighed, saa synes de Aar, i hvilke hun styrede Hjemmet, at medføre en Forbedring af Forholdene: Gudmann Elm- qvist bliver 1778 Mester og lader 1782 sin Søn udskrive af Drengeprotokollen som Svend.

Ægteskabet var længe barnløst; i Hjemmet var formodentlig kun de to Børn af hans første Ægteskab, men 1784, i Juli Maaned, kom Margaretha i Barselseng og døde. Barnet maa ikke have levet ret længe, thi det omtales ikke i Nicolaj Kirkebog, hverken som født eller begravet; maaske har det været dødfødt - og da der 1787, d. 18. januar, holdtes Skifte efter "Gudmand Ellemqvistes for 2½ Aar siden afdøde Hustru", erklærede han, at den afdøde ingen Børn efterlod sig, samt at hendes Udarvinger vare ham ubekendte. Et Tegn paa, at Familiens Økonomi var kommen på en noget bedre Fod, er ogsaa Registreringen over Boets Effekter, der lyder saaledes:

Nr. 1. en Fin The Potte og 6 Spise Skeer o Rdlr. 1 Mrk. 8 Sk.
2. 1 Kobber Kaffe Kiedel o - 2 - o -
3. 2 gl. Jærngryder o - 2 - o -
4. 1 Tiær (?) Foed
5. 1 Ildtang o - 1 - 8 -
6. 1 gl. Stand.sæng med gl. Dyner og 5 Puder 4 - o - o -
7. 2 Par gl. Lagener á 3 Mrk.Parret 1 - o -
8. 1 Slag-Bænk o - 4 - o -
9. 1 Bord og 3 Stole 1 - o - o -
10. 1 gl. Speil og 4 adskillig støcker o - 3 - o -
11. 1 Værksted Bord og 2 Stole, samt noget Smaat Værktøy 1 - o - o -
12. 1 Caffe Kande, 1 Kruus med Tin Laag,
4 Par kopper og noget beskadiget Sten Tøy
1 - o - o -
13. 30 Stk gl. Læster o - 1 - o -
14. 1 gl. Lehne Stoel o - 4 - o -
11 Rdlr 1 Mrk. 8 Sk.
Da Enkemanden angav at skylde Værten for ½ Aars Husleje 12 Rdlr. og Geheimeraad Rosenkrantz's Fuldmægtig, Hr. Humle, for bekommet Læder 40 Rdlr., hvorved Boets Gæld kom til at overstige dets Indtægt med 40 Rdlr. 4 Mrk. 8 Sk., udleverede dette til ham.

Også denne Gang har Skiftet været holdt paa Grund af nyt Giftermaal. Enkemanden var nu nær de 60, Børnene af 1ste Ægteskab var voksne, 28 og 23 Aar, og havde maaske forladt Hjemmet, og han tager sig en ung kone midt i 20'erne.

3die gang gift med

METTE MARIE SØRENSDATTER (THIESTED)

1763 - 1823

Den 28. Februar 1787 trolovedes hos Holmens Provst: Skomager Gudman Ellemqvist, nu Enkemand og boende i Hummergaden, og Pigen Mette Marie Sørensdatter (Thiested). Vielsen fandt Sted den 13. April. Brudgommens Forlover var: Johan Christian Nielsen, Maler-Frimester, og Brudens: Gotfried Wiisner, Skomagermester, en gl. ven af E. (se Skiftet 1776). (Holmens Kirkes Vielsesprotokol).

Først ved den yngste Søns Daab kaldes hun Mette Marie Thisted.

Mette opgives død 1823, d. 27. Juli, 60 Aar gl. (altsaa født 1763), og hun er muligvis identisk med en Mette Marie, der 1766, d. 22 Juli, døbtes i Vor Frue Kirke, og som var Datter af Skibstømmermester Søren Nielsen og Maren Pedersdatter. At Alderen ikke derved kommer til at stemme, spiller ingen stor Rolle, da Opgivelserne ved Dødsfald ofte viste sig meget upaalidelige.

Hendes Broder var Søren Thisted, "Podemester", 1813-14 Lieutenant ved Københavns Infanteri Regiment, som med sin Hustru, Anna Christensen, havde en Søn, Jørgen Overgaard Thisted, der blev Præst og gift med Mette Maries Datter Marie Elisabeth.

Den relative Velstand, som Skiftet efter Elmquist's 2den Hustru vidner om, synes efterhånden at være gaaet til Grunde, og her kan anføres, hvad en Over-levering vil vide, at alt, hvad de ejede, gik tabt under Københavns Bombarde-ment 1807.

Maaske er det dog allerede tidligere begyndt at gaa ned ad Bakke for dem, thi det berettes, at den ældste Søn af det 3 die Ægteskab, Adolph Friederich, paa Grund af sine gode evner var bestemt for Studeringerne, men at han, da de ikke havde Raad dertil, maatte nøjes med en Skriverplads i Rentekammeret. Denne Søn var, kun 19 aar gl., med blandt Livjægerne i Classens Have 1807.

Skønt det altså tidligere maa være gaaet tilbage for Familien, kan den natur-ligvis godt have tabt alt under Bombardementet.

Et Fingerpeg med Hensyn til Familiens sociale Stilling kan man maaske ogsaa faa ved at efterse Navnene paa de Personer, der har fungeret som Faddere ved de forskellige Lejligheder.

I 1759 (ved Ingeborg Christines Daab) var det: Nicolaj Pedersen, Albrecht Schmidt, Joh. Raa, Cathrine Skifters og Agnete Widewelts, og deraf kan man ikke forestille sig synderligt, det har vel været Fattigfolk som Værtsfolket selv.

I 1764 (ved Michael Daab - og fire Aar før de forsøger sig som Spækhøkere) var der tale om: Brændevinshandler Weilbye i Chr. Bernikowstræde, Skomager Rosenberg i Slippen, Skomagersvend Lemche, Skomagerkone Ane Kathrine Funck fra Gl. Mønt og Tømmermesterdatter Birte Kierstine Swane i Aabenraa. Det lyder ganske anderledes oplysende, og man kan tænke sig dem som nogen-lunde velsituerede Folk.

I 1788 (ved Adolph Friederichs Daab) var det Skomager Kronberg i L. Kongensgade, Colding, Portner paa Regensen, Skræder Bass i Hummergaden, Kaptajn Kircksteens Kone og Broderdatter.

I 1790 (ved Marie Elisabeth Daab) var det Kandestøber Reis i Silkegade, Skrædder Nolin svensk Navn) i Kirkestræde, Skomager Danielsen i Hummergade, Fru Kaptajn Elisabeth Widerøe, Gothersgade, Hattemagerdatter Elisabeth Jansen.

I 1793 (ved Gert Hardius' Daab) var det Brygger Bech i Nørregade, Bymand (?) Thomsen i Laksegade og Peter Rold, Madam Mette Marie Kircksteen og Frøken Kragenskjold (!). Dette sidste Navn imponerer ved sin Hentydning til flotte Forbindelser, og noget lignende er tilfældet i:

1795 (ved Ane Kirstines Daab): Løjtnanterne Restorph, Budde og Brochdorph, Mm. Møller og Frk. van Deurs -- men måske er det blot Skomagerens Debitorer, der her har maattet erlægge et Afdrag paa Gælden. Betydeligt solidere lyder det i:

1797 (ved Jacob Claudius' Daab): Mm. Kirkerup og Mm. Gyllich (se senere!), Prokurator Garp og Boghandler Poulsen.

Mette Marie Sørensdatter, der jo var 35 Aar yngre end sin Mand, kom også til at overleve ham. 1814, d. 5. Juli, døde Gudman Elmqvist af Alderdom, 85 Aar gl., og begravedes d. 9. Juli s. A. Paa Skiftet efter ham nævnes intet om hans Herkomst eller Hjemstavn; Navnene paa de 5 yngste Børn angives, og det meddeles, at Adolph Friederich var myndig og Bogtrykker i Aarhus, og at Gert var Skomagermester i København.

Vurderingen lyder således:

1: 1 Fyrredragkiste 5 Rdlr.
2: 1 Topseng med Omhæng 5 -
3: 2 Dyner, 3 Puder, 1 Par Lagen 10 -
20 Rdlr.

Datteren, Ane, gift Vogelsang, der i Moderens Fravær var tilstede ved Forseglingen og Registreringen, angav, at "Boet ikke var mere ejende". Ved Skiftehandlingen mødte Enken, Marie Thisted, selv og tilkendegav, at hun ingen Udgifter havde haft i Anledning af Begravelsen, da saadant var bekostet af hendes Børn. Derimod anmeldte hun at skylde 25 Rdlr. i Husleje, hvorfor de registrerede Effekter efter hendes Begæring udlagdes hende til Gældens Dæk-ning. Saavel hun som Datteren, Ane, underskrev i Protokollen med ført Pen.

Aaret efter, 1815, blev Marie Elisabeth gift med Pastor Jørgen Thisted, og Mette Marie Elmqvist flyttede over til sin Svigersøn og Brodersøn Thisted i Skindergade. Her døde hun d. 27. Juli 1823 (60 Aar gl.) af "Brystsyge", - hermed forstaas dog næppe Tuberkulose - og blev begravet d. 30. Juli s.A. i fri Jord i Staden.

I Følge Hof- og Stadsrettens Forseglingsprotokol G.S. 377-78 Nr. 1324:

Anno 1823, 28 Juli, indfandt Skiftekommissionen sig i Gaarden Nr. 24 i Skindergaden hos Præsten Hr. Thisted, hos hvem Marie, Enke efter Skomager Elmqvist, har logeret, og i Gaar er død, for at tage under Skiftebehandling, hvad hun maatte have efterladt. Hr. Thisted (Jørgen Overgaard Thisted, gift med Datteren Marie Elisabeth) var tilstede og tilkendegav, at den døde har efterladt 5 Børn, men da hun i flere Aar har nydt alle Livets Nødvendigheder, har hun ingen Ejendom efterladt, som til Skiftebehandling eller Deling kan paavises. Paa Grund af denne Erklæring, da intet var at behandle, blev Forretningen straks sluttet.



Dette var en in extenso gengivelse (med visse redaktionelle ændringer) af, hvad læge A.G.J.Elmquist skrev i den af ham udarbejdede, i 1913 udgivne stamtavle, s. 8-16.


Når man erindrer, at der i familiens kreds slet ikke forelå sikre oplysninger eller minder om Gudmann, er det imponerende, at A.G.J.Elmquist ved sit flittige studium af arkiver og forskellig korrespondance har kunnet give os et så fyldigt og nogenlunde sikkert indtryk af vor stam-faders herkomst, liv og karakter.

Desværre blev oplysningerne om Gudmanns tre hustruer knapt så dækkende. Og da Mette Marie Sørensdatter er stam-moder til hele den i stamtavlen senere nævnte flok, er det naturligt, at man i slægten har følt savnet af nøjere oplysninger om hende.

Hvis vi resumerer de af A.G.J.Elmquist indsamlede oplysninger, får vi dog indtryk af en ret gæv pige, der, selv kun 24 år gammel, gifter sig med den ca. 57-årige enkemand og, fordelt over 10 år, føder ham 3 drenge og 2 piger, der alle bringes godt i vej trods de - som det synes - meget beskedne kår, hvorunder familien levede. Da hun selv er 51 år gammel, dør den ca. 85-årige mand (en dén gang meget høj alder) uden at efterlade hende værdier. Hun bor derefter en lille halv snes år dér, indtil hun dør 60 år gammel.

Når man betænker forskellen mellem det indtryk, vi har fået af Gudmann's tidligere levevilkår og de vilkår, hvorunder hans og Mette Maries børn siden lever - ja så fornemmer man, i hvilken grad Mette Marie må have båret og præ-get hjemmet og børnene - uden selv at stille forventninger eller krav. Men hvem var Mette Marie egentlig ? - og hvorfra stammede hun ?

Mette Marie Sørensdatter (Thiested):

Ved flittig søgen i de københavnske kirkebøger fandt A.G.J.Elmquist frem til, at hun muligvis var datter af den københavnske skibstømmermester Søren Nielsen og Maren Pedersdatter, der 22. juli 1766 fik døbt en datter Mette Marie i Vor Frue kirke. Ganske vist skulle hun i så fald være 3 år yngre end angivet ved hendes død, men en sådan uoverensstemmelse anså A.G.J. for ikke ualmindelig i de tider.

Slægten slog sig til ro dermed. Der var i hvert fald ingen, der tog sig på nærmere at efterprøve denne antagelses ikke urimelige, men dog svageste led: at Mette Marie skulle være født i København! --- thi dette kunne tilsyneladende kun modbevises ved at gennemlede alle kirkebøger udenfor København ! - og ved dér at finde sådanne oplysninger om hende, at det kunne dokumenteres, at hun blev Gudmanns hustru !

A.G.J.Elmquist har dog, uden selv at være klar derover, faktisk selv peget på et spor: Man vidste, at den Mette Marie, som Gudmann giftede sig med, havde en bror, Søren Thisted Podemester, der 1813-14 var Lieutenant i Køben-havns Infanteri Regiment, og som med sin hustru, Anna Christensen, havde en søn, Jørgen Overgaard Thisted, der blev præst og gift med Mette Maries og Gudmanns datter Marie Elisabeth. Men dette spor blev altså ikke fulgt op.

Det blev det imidlertid langt senere og fra anden side, nemlig af et medlem af familien Gyllich.

Efter at min far, organist Gudmund Elmquist, i anden anledning havde haft kontakt med Julie E. Gyllich, der på sine gamle dage arbejdede med sin egen stamtavle, fik jeg i efteråret 1950 nogle breve fra hende.

Af disse breve fremgår det:

- at Mette Marie Thisteds Forældre var Skoleholder Søren Jacobsen Thisted i Solbjerg sogn (ca. 10 km N for Hadsund), død 28-9-1766, 46 år gl., og Anne Lucie Gyllich, født ca. 1727, død 24-9-1801, 74 år gl. Anne Lucie betegnes da som skoleholder Tønnes Andersens hustru, så hun havde altså gift sig påny

- og at hun (Anne Lucie) i sit første ægteskab havde 3 børn:

1) Mette Marie Sørensdatter, døbt 5-6-1763, gift med Gudmand Ellemquist, Skomager i København,
2) Geert Sørensen Gyllich, døbt 15-9-1765; antog sin Mors pigenavn og rejste til St. Croix, Vestindien, hvor han blev plantageejer og Prokurator (Julie Gyllichs Oldefar), og gav arveafkald,
3) Søren Sørensen Thisted, døbt 11-1-1767; bosiddende gartner (podemester) i Aalborg.

Frk. Julie Gyllich slutter med at skrive:

"Jeg tror altså, at det ville være rigtigt, om De slog en Streg over Formodningen (i Elmquiststamtavlen) om, at Skibstømrer Søren Nielsen skulde være Mette Marie Thisteds Far, for jeg synes, at Viborg Landsarkiv har Bevis gennem Protokollen, for at de véd, hvem der var hendes Forældre. - Hvordan kunde Mette Marie Ellemquist ogsaa være i Slægt med Forfatteren til "Breve fra Helvede" -- (Thisted), hvis hun ikke var født Thisted ?. -- "Breve fra Helvede" skal iøvrigt i vore Dage være meget værdsat af Frimurere."


Til yderligere bekræftelse herpå faldt der en dag i 1972 et brev ind gennem dørsprækken hos redaktør Carl Johan Elmquist (55 32 2). Brevet var fra provst T. Rugholm, og da det indeholder yderligere oplysninger om efterkommere af Mette Maries to brødre, skal følgende citeres:

"Emiliehøj 10, Højbjerg, d. 14-7-1972.


Hr. Forfatter, mag.art. C.J.Elmquist.

Som Amatør-Genealog gennemlæser jeg adskillige Slægtsbøger. Og for en Tid siden havde jeg Stamtavlen over Elmquisterne fra 1912 hjemme. Aarsagen var egentlig de mange dygtige Bidrag, som Bjørn Elmquist leve-rer i TV.

I nævnte Slægtsbog oplyses, at man ikke kender Stammoderen Mette Marie Sørensdatter Thisteds Ophav, men kun vidste, at hun døde i 1823, 60 Aar gl., hvorfor hun maa være født ca. 1763.

Saa kom jeg i Tanker om, at jeg i Anledning af slægtshistoriske Undersøgelser i Falk-Jensen og Hjort-Nielsens Værk om Jurister havde set, at en Geert Sørensen Gyllich, som kom til Vestindien som Jurist, var døbt i Solbjerg Sg., Hellum Hrd., som Søn af Skoleholder i Graverhusene Søren Thisted og Anna Lucie Geertsdatter Güllich. Jeg formodede da, at denne Geerts var Broder til Mette Marie. At der blandt Fadderne ved hendes yngste Barns Daab i 1797 var en Madam Güllich, og at der blandt hendes Efterkommere var flere med Navnet Geert, bestyrkede denne Formening. Og ved mit næste Besøg paa Landsarkivet i Viborg blev Formodningen bekræftet, idet jeg i Solbjerg Kirkebog fandt følgende:

"Dom 2.p.Trin - 5. Juni - 1763 havde Skoleholder i Solbjerg Søren Thisted og Hstr. Anne Lucie til Kirke, Mette Marie kaldet".

At Præsten fejlagtigt har skrevet 2.p.Trin. i Stedet for 1.p.Trin. - som dette Aar var 5. Juni - betyder mindre.

Jeg undersøgte ikke, hvilke andre Børn Skoleholderparret havde. I Forvejen vidste jeg, at Mette Marie havde en Broder Søren, som blev Podemester i Aalborg og Fader til præsten og Forfatteren Jørgen Thisted.

Det var forøvrigt sidstnævnte, der 1813-14 var Løjtnant i Kbh.

Derimod kan jeg oplyse, at nævnte Geert Güllich ca. 1792 i St. Croix blev gift med Cathrine Marie Heitmann, der var Enke efter C.F.Kipnasse. I dette Ægteskab fødtes Sønnen Jacob Heitmann Güllich, der blev Major og Chef for Brandkorpset i Frederikssted og gift med Adrienne Meley. I de forskellige Skildringer af Forholdene i Vestindien paa den Tid faar vi et meget sympatisk Billede af Majoren, se f.eks. Thorkild Hansen "Slavernes Øer", S. 407.

I Biografisk Leksikon omtales en Teatermaler Valdemar Güllich (Søn af Fabrikant Frantz Friederich Güllich (1799-1876). Fabrikanten kan efter hans Fødselsaar godt være et Barnebarn af Skoleholderen, og det kan evt. være hans Moder, der i 1797 var Fadder ved Mette Maries yngste Barns Daab.


Venligst Hilsen
Deres forbundne
T. Rugholm


Vi må altså herefter lade den gode skibstømmermester Søren Nielsen og hans kone Maren glide ud af billedet, hvor respektable forfædre de end kunne have været for os.

Til gengæld er der en del andre brikker, der nu naturligt falder på plads.

Det har i slægten, som tidligere nævnt, givet anledning til undren, at Mette Maries og Gudmanns fem børn opnåede en væsentlig anden, man tør måske endnu bruge glosen "højere" placering i samfundet, end de selv havde nået, og jeg tror, at det allerede var ved familiefesten i "Josty" (Kbhvn., d. 20 maj 1939), at det blev nævnt, at et og andet kunne tyde på, at vi, hvis vi ville søge tilbage til kilden, hvorfra alle vore fortrinlige egenskaber stammer, i lige så høj grad skulle søge den hos Mette Marie som hos Gudmann.

Efter det nu oplyste er det i hvert fald nærliggende at antage, at især Mette Marie har ansvaret for, hvad der i børneflokken kom frem af såvel interesse som evne for boglige sysler i videste forstand - som måske også for visse anstrøg af forretningssans og sparsomhed. Og at Mette Marie havde fået i hvert fald en del af de førstnævnte evner i arv fra sin fader, skoleholderen, thi man skulle i de tider nok have vist mere end almindelige evner og interesse for, ligesom Mettes far, at være blevet holdt til bogen.

Det er også værd at bemærke, at 2 af Mette Maries sønner blev bogtrykkerudannet -- mens den tredie efter en tid som velrenommeret skomagermester kan trække sig tilbage som "particulier".

Af døtrene bliver den ældste gift med sin fætter på mødrene side, pastor Jørgen Thisted ("en ejendommelig begavet mand" (A.G.J.Elmquist)), og hun fik sønnen, Valdemar, der skrev flere bøger, der altså var værdsatte i midten af forrige århundrede og efter min mening røber stor indlevelsesevne og sproglig behændighed.

Mette Maries yngste datter giftede sig første gang med, den ganske vist vel foretagsomme, koffardi- og senere kaper-kaptain, Vogelsang - og anden gang med den engelske konsul i Ålborg, købmand Jens Herskind. Hun satte sig som bekendt, dermed et markant spor i Elmquist-slægten, da hendes barne-barn af dette andet ægteskab, Louise (843) i 1875 giftede sig med hendes ældste brors sønne-søn, E.E. Elmquist (513).

Vi har også fået en ret nærliggende forklaring på, at fire af Gudmanns og Mette Maries børn bosatte sig i Jylland, nemlig i Århus og Ålborg. Kan man ikke næsten fornemme, hvorledes Mette Maries forældre på forskellig måde har hjulpet og præget børneflokken i den fattige københavnske Elmquist-familie?

Men lige mærkeligt forbliver det dog, at den samme børneflok, da dens medlemmer blev voksne og selv fik børn, ikke synes at have videregivet eller nedskrevet nogle af deres barndomsminder om Gudmann og Mette Marie og livet i deres beskedne hjem, således at disse minder kunne videregives - til den ellers opvakte og ret så skrivende familie.


K.E.