Header

ADOLPH FRIEDERICH ELMQUIST

1788-1868


Adolph Friedrich og H.C. Andersen

Adolph Friederich blev født d. 19. sept. 1788 som 5-ældste barn af skomager Gudmann E., København, og som ældste barn af dennes 3.die hustru, Mette Marie, født Sørensdatter (Thiested).

Adolph Friederich underskrev sig: Adolph Friderik Elmquist (eller Frederik), A.F.Elmquist eller blot Elmquist. Vi véd ikke, om han i familiens kreds blev kaldt ved begge fornavne eller blot det ene.

A.F.E.'s 80-årige liv faldt i en periode af Danmarks historie, der var fuld af en voldsom udvikling både indadtil og udadtil og derfor stillede befolkningen på meget hårde prøver, vel især i perioderne 1790-1815 (Napoleon), 1848-50 (Tre-årskrigen) og årene omkring 1864.

For den læser, der måtte føle sin parat-viden herom beskeden - og måske ikke mindst vedrørende de for hele landet yderst betydningsfulde krigsår 1801-14 ("Englands-krigene"), der jo falder sammen med A.F.E.'s barne- og ungdomsår - er der i fodnote 1) søgt givet en kort oversigt herover.

Adolph Frederik havde lige fra barndommen vist sig som en livlig og opvakt dreng, og det bestemtes derfor, at han skulle studere. Han blev sendt i Petri tyske realskole, og hans dér erhvervede sproglige kundskaber kom ham senere meget til gode, men forældrenes små kår viste sig utilstrækkelige til at holde ham ved bogen, og han måtte forlade den betrådte vej.

I stedet fik han så stilling som skriver i Rentekammeret, datidens finansministerium og finanshovedkasse.

Som 13-årig havde han oplevet slaget på Rheden 2. april 1801, og en gnist af den patriotiske begejstringsflamme, der den dag tændtes i Københavnernes bryst, har sikkert også fænget hos ham, thi da Englænderne 1807 kom igen, og farerne trak endnu tættere sammen om staden, følte den nu 19-årige skriver det som sin pligt at melde sig under fanerne. Temmelig ung har han vel været til at optages i livjægerkorpset, men de ekstraordinære forhold har begunstiget hans ønske, og han opnåede at deltage i Livjægernes raske, men forøvrigt ret betydningsløse udfald d. 31. aug. i Classens Have N for Østerport.

Den danske general Peymann måtte kapitulere, og Englænderne sejlede af sted med en stor del af vor flåde - til hele folkets forbitrelse og sorg.

A.F.E. vendte tilbage til sit arbejde i Rentekammeret, og allerede i 1808 fik han tilbud om fast ansættelse. Men i mellemtiden havde han forlovet sig, og nu syntes embedsvejen ham altfor trang og langsom. Den lyst til at sysle med bøger og litterære sager, som siden fulgte ham gennem hele livet, gjorde sig allerede stærkt gældende, og han gik derfor i boghandlerlære hos Schoubothe i Børsen nr. 5.

Det har vistnok i hine dage ikke været så indviklet en sag at dygtiggøre sig til at handle med litteraturens frembringelser; men alligevel gjaldt det for en vordende boghandler, måske dengang endnu mere end nu, om at etablere sig på det, med henblik på fremtiden, rigtigste sted.

A.F.E. har været klar herover og indset, at det måtte være bedre at være den første i en provinsby fremfor den sidste i hovedstaden, og han udså sig derfor det dengang lille Århus, hvis indbyggerantal da kun var 4-5000 (lidt mindre end Randers!) mod hovedstadens ca. 100.000.


Den 17. april 1811 holdt A.F.E. så bryllup i København med

HELENE AMBROSIA FOLANDT

1790-1862

 

Helene var født d. 29. sept. 1790 som ældste barn af "fri murermester" (han havde ikke gjort mesterstykke) i København, Johannes Folandt og Johanne Christiane, f. Mortensen, begge født 1756.

I det Folandt'ske ægteskab var der 4 børn, og Helenes ene, 10 år yngre, søster Anne Marie giftede sig i 1820 med A.F.E.'s, 5 år yngre bror, Gert Hardius Larsenius, (stamtavle nr. 7).

Det gamle murermesterpar har således en solid andel i den nuværende Elmquist-slægts arvelige anlæg. Se fodnote 2)

Det unge brudepars rejse til Århus skete med skib fra Kalundborg - iøvrigt med fare for at blive antastet af engelske krydsere.

Lidt tidligere, måske allerede i 1810, men i hvert fald i første halvdel af 1811, havde A.F.E. oprettet den første egentlige boghandel i Århus, (der havde tidligere været en "kommissionsboghandel"), - "i Kjøbmand Jordans Gaard imellem begge Torvene", og i juli 1811 annoncerede A.F.E. i "Aarhuus Stiftstidende" med, at han, foruden bøger, tilbød "Kobbere, Musikalier, Skriv- og Velinpapir, Lak, Oblater, Blyanter, Farvelader, linierede og ulinierede Skrivebøger m.m."

I tilknytning til boghandlen startede A.F.E. et Lejebibliotek, der allerede fra begyndelsen var på ca. 2500 bind og senere udvidedes til mere end 5000 bind, omfattende bl.a. danske, tyske og franske bøger.

Straks efter at han i 1811 bosatte sig i Århus, gik han iøvrigt ind i borgervæbningen, hvor han hurtigt avancerede til premierløjtnant og senere opnåede kaptajns-rang. Det var A.F.E.'s virksomhed på dette felt, der ved borgervæbningens afgang i 1826 skaffede ham titel af Overkrigskommisær.

Samme efterår (1811) indtrådte A.F.E. så i redaktionen af den avis, som kgl. privilegeret bogtrykker Niels Lund selv havde startet i 1794 og fortsat ejede, og kort efter optrådte A.F.E. som ene redaktør og bestyrer af trykkeriet, for så - fra d. 1. jan. 1812 - ved kontrakt at overtage Niels Lunds hele virksomhed for 5000 Rdl. samt en årlig "aftægts"-ydelse. A.F.E. blev senere universalarving.

På mindre end ét år var A.F.E. således både blevet gift, havde stiftet hjem i en ham hidtil ukendt by, oprettet en alsidig boghandel med et tilknyttet stort leje-bibliotek samt købt avisen (egl. "Aarhuus Adressecomptoirs Efterretninger", senere "Aarhuus Stiftstidende") og det dertil knyttede trykkeri.

A.F.E. måtte naturligvis optage lån i betydeligt omfang. I juni 1812 lånte han således 8000 Rdl. D.C. mod 1. prioritet i den af ham samtidigt købte gård nr. 158 B på Studsgade, og "på mit ærlige ansigt" opnåede han et lån på yder-ligere 4000 Rdl. D.C. hos stiftamtmand, baron Güldencrone til Vilhelmsborg.

Selv under stabile prisforhold ville alt dette være en stor mundfuld, og under den forrygende inflation, der året efter (1813) førte til statsbankerot, kunne det umiddelbart synes at have været et meget voveligt foretagende for en mand uden særlig finansiel baggrund. Alligevel indlader A.F.E sig imidlertid allerede i 1814 på nye ejendomshandler, idet han nu køber den - mod gaden 14 fag store -2 etages ejendom (med grund ned til stranden): Mejlgade nr. 48, men samtidigt sælger han dog nr. 158 B Studsgade - samt en ejendom i Vestergade. I denne forbindelse optager han yderligere lån på ialt 7100 Rdl. Man må næsten antage, at A.F.E. har "spekuleret" i, at inflationen ville fortsætte endnu nogle år efter bankerotten.

Selve avis- og bogtrykkeriets teknik har næppe interesseret A.F.E. så meget, og dets standard, der allerede ved overtagelsen havde et mådeligt renommé, lod han i de første år og under de herskende økonomiske forhold lide en del ved manglende vedligehold/fornyelse. Og under indtryk af de netop da stærkt stigende priser på papir, anvendte han de første år papir af yderst ringe kvalitet.

I 1819 ansatte A.F.E. dog en meget dygtig typograf, S. Warberg, som fik rettet meget op på disse forhold, og A.F.E. slog sig indtil videre til ro hermed, måske også ud fra den betragtning, at han var fri for konkurrenter.

Da sådanne senere - fra 1840 og fremover - meldte sig hos myndighederne med ansøgninger om tilladelse til at etablere sig - og bl.a. henviste til, hvad de betegnede som A.F.E.'s uvilje til at udføre arbejde for andre forlæggere samt urimeligt høje takster for sådant såvel som for annoncer, strittede A.F.E. længst muligt imod, men anskaffede så i 1841 nye typer, og da den første konkurrent i dec. 1846 kunne åbne sit bogtrykkeri, anskaffede A.F.E. et års tid senere en "Hurtigpresse" - og bevarede således føringen! Boghandlen og lejebiblioteket videreførtes i en årrække, men trådte gradvis i baggrunden for det øvrige virke.

Til den nye virksomhed som redaktør viste A.F.E. sig meget vel skikket, og med energi og livsmod tog han fat. Den gang var der næppe noget, som kunne kaldes journalistik; man redigerede med rød blyant og saks. Man har senere fundet gamle årgange af Illustreret Tidende, hvor store stykker af artiklerne er indstregede, åbenbart i den hensigt, at de uforandrede kunne indgå i Stiftstidendes spalter.

Bladet var stiftets eneste, og blev endog citeret af den københavnske presse.

A.F.E. undlod så vidt muligt at tilkendegive en bestemt politisk farve, men lod altid avisen fremtræde yderligt loyal og royalistisk. Senere sluttede den sig dog til det yderste højre, hvilket standpunkt siden blev fastholdt, så længe avisen var i slægtens eje.

A.F.E. åbnede iøvrigt gerne bladets spalter for polemiske indlæg fra læser-kredsen, men han undgik også her så vidt muligt at tage parti i sådanne sager.

Avisen stod også åben for poetiske bidrag.


I 1818 begyndte A.F.E. udgivelsen af

"Læsefrugter samlede på Litteraturens Mark". Det blev en stor succés - med over 500 abonnenter. I årene 1818-33 og påny 1839-40 udkom ialt 66 bind, hvert på 3-400 sider.

Navnet var en kombination af det tyske "Lesefrüchte" (samlede frugter) og det danske "læse".

Indholdet var bl.a. oversatte historiske romaner og noveller af en række udenlandske forfattere såsom Byron, Castelli, Clauren, Goethe, Herder, Hoffmann, Kleist, Lafontain, Jean Paul, Schopenhauer, Steffens, van der Welde m.fl. Napoleon og hans krigere spillede iøvrigt ofte en væsentlig rolle i mange af de deri indeholdte frygtelige mordhistorier og kriminalberetninger, som dengang var på mode.

Men også mange danske forfattere optrådte med bidrag i Læsefrugternes spalter, bl.a. H.C.Andersen, Sneedorff Birch, Blache, St.St.Blicher, Bødtcher, Frederikke Bruun, I.K.Høst, Ingemann, Hanna Irgens, Schaldemose og Oehlenschläger.

Særlig kendt er det blevet, at St.St.Blicher - som allerede mens han boede i Randlev havde fået optaget polemiske indlæg - i årene 1814 og -17 fik trykt 2 bind digte hos A.F.E. Gennem en årrække derefter var Blicher fast leverandør til "Læsefrugterne", dels med oversættelser og dels med egne arbejder, hvoraf vel særlig hans: "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" (i bind 23 B 1824) bidrog til at gøre både ham og "Læsefrugterne" litterært kendte.

Samarbejdet fortsatte til ind i 1820erne, da Blicher (1823) begyndte at klage over for små honorarer: 5 Rdl. pr. ark for B.' originale arbejder og 3 Rdl for oversatte, og forbindelsen ophørte helt omkring 1825.

Forholdet ml. Blicher og A.F.E. er senere, ca 1900, af Jeppe Aakjær gjort til genstand for en meget énsidig bedømmelse. Med støtte i nogle af Blichers mere eller mindre privat fremsatte bemærkninger, anklager Aakjær A.F.E. for at have været utidig påholdende og uden forståelse for Blichers litterære kvaliteter og personlige vanskeligheder - påstande, som familietraditionen og senere uvildige undersøgelser imidlertid må afkræfte. (Se nærmere herom bl.a. i den af A.G.J. Elmquist udarbejdede stamtavle samt i Emanuel Sejr's bog om Stiftsbogtrykkeriets historie (1937).)

Selv bidrog A.F.E. kun i mindre udstrækning; dog findes der bl.a. en for-tælling med hans navn, nemlig "Mølleren i Gyrstinge" (bind 40-41), bygget på nogle interessante notitser, som han fandt på en rejse til sin fætter, pastor Thisted, i Gyrstinge og Flinterups kirkebøger - samt på prosa optegnelser om nogle polakkers begravelse i Århus (bind 42).

Digte findes der mange af. Enhver fødselsdag eller lignende i kongehuset, f.eks. en af de kongeliges ankomst til Århus, fremkaldte stedse et loyalt digt, og (i bind 33) lod han trykke sin: "Vuggevise for mit blinde barn" - barnet var Laura (den senere generalinde v. Freiesleben), og hendes syn blev heldigvis reddet. Digtet blev senere sat i toner af domkirkens organist Kabell.

Senere udgav A.F.E. (sammen med sønnen Harald) fra 1850-54 et lignende tidsskrift: "Cimbria" og dets fortsættelse: "Almuevennen Cimbria".


Under krigen 1848-50 arbejdede A.F.E. på at skaffe hæren bøger og fortsatte hermed gennem en årrække og blev i 1860 derfor udnævnt til Ridder af Dannebroge.

A.F.E. redigerede personlig og så godt som ene Stiftstidende i 58 år, og dens abonnenttal steg i denne tid fra 400 til 3000. I en årrække havde han dog en værdifuld støtte i byrådsmedlem og folketingsmand, konsul I.M.Mørch, som skrev gode ledende artikler om politiske og kommunale spørgsmål.

A.F.E.'s eneherredømme i redaktionen var naturligvis kun mulig under forudsætning af datidens primitive journalistik; han betragtede sig vistnok altid som "et Slags Mester" i forhold til sine undergivne, der - ligesom andre svende og drenge - var på kost hos ham og spiste ved hans bord.

A.F.E. var også meget længe næsten enerådende i Jylland som forlægger, og med avisens meget store opland sad han i det hele taget i en nøgleposition.

Han og hans kone opbyggede sig da også både en meget stor bekendtskabskreds og en særdeles vel funderet økonomi - selvom A.F.E. ved sin lyst til ejendomsspekulationer og byggeri flere gange i sine yngre dage måtte se sig reduceret til den samme uformuenhed, hvormed han var begyndt.

Sammen deltog de ivrigt i byens kulturelle liv og viste her bl.a. stor interesse for skuespil. På "Apotekerens Loft" (Løveapothekets) og senere i klubben "Polyhymnia" stod den smukke, livlige mand og hans skønne hustru i spidsen for "Det dramatiske Selskab", (hvortil han bl.a. oversatte og forfattede skuespil og selv agerede som første elsker som Axel i "Axel og Valborg"); Selskabet kom til at virke meget vækkende og det åbnede bl.a. for A.F.E.'s ven, Chr. Nieman Rosenkilde, en glimrende bane som skuespiller. A.F.E. var også for Klubben en stor økonomisk støtte, idet han både lånte og skænkede den penge.

Hjemmet var i mange år en slags litterær salon i Århus og det første og sikreste tilflugtsted for fremmede, der kom hertil. De kongelige skuespillere, som gennem et par årtier næsten hver sommer berejste de vigtigste provinsbyer, Rosenkilde, Nielsen, Liebe, Kirchheiner, Holst m.fl. var jævnlige gæster, og digtere som H.C.Andersen, Ingemann, Blicher, Overskou m.fl. søgte også det Elmquist'ske hjem, når deres vej førte dem til Århus.

I disse årtier, da byen udviklede sig fra at være den lille landlige by ved "Mindet" til at blive "Jyllands Hovedstad", hørte navnet Elmquist således til mellem "Byens Fædre".

Da A.F.E. i 1862 kunne fejre sit 50-års jubilæum som redaktør og ejer af trykkeriet, skrev han en leder, hvori han med sit valgsprog, "Gud alene Æren", som overskrift ser tilbage på de mange år. Herfra skal følgende citeres:


» Jeg ser den lange Række af Avisens Aargange staae for mig. Men hvor ere Aarene blevne af - og hvor (?) Mængden af dem, med hvem jeg begyndte min Løbebane eller som jeg traf på vejen i hjertelig Forståelse. ... Jeg nedskriver disse linier som den ældste Redacteur i Landet.

... Der gives dem, som have meent og mene, at jeg ikke er fulgt med Tiden - og jeg indrømmer villigt, at mine Kræfter kun have været svage til at fyldestgjøre Tidens stedse tiltagende Fordringer, ... mens dog min Interesse for Sagen er forbleven usvækket indtil denne Dag. Men ... det er min Mening, at Provindsbladene ikke ... just skal lede den offentlige Mening; ej heller har jeg nogensinde kunnet beqvemme mig til at gjøre Aarhuus Stiftstidende til et Partiblad, men stedse holdt paa, at forskjel-lige, ja modsatte Anskuelser og meninger kunde faae Adgang til déri at udtale sig.

... Hvor have ikke alle Ting omkring mig forandret sig, siden jeg begyndte min Løbebane som Stiftstidendes Redacteur! Først denne kjære Aarhuus By!

Da jeg i Foråret 1811 kom hertil fra Kjøbenhavn, fandt jeg en smudsig gammel by med skjæve, foroverludende Huse, med slet brolagte Gader, hvor Køerne vraltede frem og tilbage under den opmuntrende Lyd af Hyrdens Horn, og som kun svagt belystes med nogle faa hist og her anbragte Tranlygter... en lille verden for sig selv, med smaalige Forhold og vistnok i mange Henseender indskrænket Synskreds.

Dog havde hiin Tid ogsaa sine store Goder, ja, hvad Mere er, sine Fortrin, navnlig udmærkede den sig ved en Gemytlighed og et Sammenhold, som vi Gamle ofte med Beklagelse maae savne i den nuværende. ... Til hvilken Grad af Lethed og Overflødighed har ikke Samqvemmet i disse halvtredsindstyve Aar udviklet sig, saavel i det materielle som det aandelige! Dampskibe krydse Sundene i alle Retninger; Paa Chausseer, saa jævne som Stuegulve, fare Posterne frem og tilbage, og Jernbaner ere anlagte eller projecterede fra den ene Ende af Landet til den anden. For fire Skilling flyver et Brev hele Landet igjennem, og hvo som ikke finder denne Meddelelsemaade expedit nok, kan ved Hjælp af Telegraphen i eet Nu give sine Tanker og Følelser Luft paa et Sted, som er hundrede Mile fjernet.

... Da jeg overtog Redactionen af nærværende Tidende var det det eneste Blad i Aarhuus Stift, - nu udkomme der sex. ... Og i Boglitteraturen, navnlig den saakaldte skjønne, hersker der nu sammenligningsviis en sand Oversvømmelse af Frembringelser.

Da jeg i sin Tid udgav mine "Læsefrugter" med et Bifald, hvorom jeg endnu bevarer en glad Erindring, stod jeg dermed saa godt som ene i vor Literatur. Nu vilde et saadant lidet Hefte Morskabslæsning kun lidt forslaa til at fyldestgjøre Tidens Fordringer. Men det læsende Publikum var dengang uden Sammenligning mere nøisomt.

... Af mine Forældre bestemt til Studeringer, men ved deres Uformuenhed hindret i at fortsætte dem, maatte jeg bryde mig en ny Livsbane ... og mine første Velgjørere til at fremme dette mit Foretagende ere mig endnu i frisk Erindring .. og det er min Trang at nævne dem her for at hædre deres Minde. ... Da jeg overtog Officinet, forefandt jeg kun nogle faa Kasser med halvudslidte Typer og en gammel brøstfældig Træpresse... For Tiden kan ikke mindre end en Hurtigpresse og et Par Jernpresser forslaae, og mens dengang det hele Arbejde kunde udføres af et Par Mennesker, behøves der nu, trods de mange mechaniske Forbedringer, ikke færre end en halv Snees.

Og nu selve Avisen! Dengang udkom den tre Gange ugentlig med 8 smaae Spalter (3- á 400 linier). Nu udkommer den 6 Gange ugentlig, med 12 store Spalter (11- á 1200 Linier), foruden Følgeblade. Prisen er alligevel bleven uforandret. I Aaret 1812 havde Avisen 400 Abonnenter, mest i Byen og Nabobyerne; nu udgaaer den i ca. 3000 Exemplarer, hvoraf endog adskillige gaae til Udlandet, navnlig til Norge, til Hamborg og til England.

Disse fremskridt skylder jeg et velvilligt og overbærende Publikum. Det er altsaa til dette, jeg i disse Linier har at henvende min hjertelige Tak. En saadan bringer jeg herved de gode Indvaanere af Aarhuus By, hvor jeg i en saa lang Aarrække har fundet et lykkeligt Hjem, venlig Deltagelse og en kjær Virkekreds, ... og dernæst mit dyrebare Fædreland, gamle Danmark, hvis Frihed og Velvære jeg priser mig lykkelig ved at have seet fremblomstre, og hvis Borger jeg føler mig stolt af at være.


Gud velsigne Danmark!«


-----

HELENE AMBROSIA fulgte trofast sin mand gennem de mange år og fødte ham i årene 1812-25 otte børn.

I 1814 flyttede de til den 14 fags og 2-etages ejendom, Mejlgade nr. 48 (købt for 3000+ 666 2/3 rbdr sølvværdi), som foruden deres hjem skulle rumme bogtrykkeri, lejebibliotek og boghandel. Her kom Helene altså til i næsten 50 år at leve som den ansvarlige husmoder - indtil sin død den 23. maj 1862.

Der var meget at se til. Eksempelvis havde hun i 1834, foruden sin egen familie: tre tjenestefolk, fem typografer og to lærlinge, der daglig skulle have kost og logi. Og som nævnt kom der mange og krævende gæster i hjemmet, ligesom hun udadtil repræsentativt og selskabeligt skulle stå ved sin mands side -og dertil, efter datidens skik, hjælpe nødlidende, hvor det var hende muligt. I A.G.J.E.'s stamtavle fremhæves hendes gudsfrygt og menneskekærlighed: ...» fredselskende og godgørende var hun i høj Grad. Mange fattige eller lidende eller på anden måde ulykkeligt stillede Mennesker søgte til hende og fandt ikke blot Understøttelse, men også værdifuld Trøst og Opmuntring, sunde og gode Raad. Derhos var hun spøgefuld og humoristisk og gav derved store Bidrag til Hjemmets Hygge; hun holdt særdeles meget af Børn og kunde mange gamle Fortællinger og Viser, hvormed hun glædede de smaa. Hun var som yngre meget smuk, som ældre statelig. I hendes unge Aar skrev Jørgen Thisted engang et Digt til hende i Anledning af hendes Fødselsdag:


Hvad der hører Himlen til
skues ej hernede,
hvis det ej sig svøbe vil
i et jordisk Klæde,
Kærlighed i Kindens Ild,
Tro i Øjets Blikke,
og i læbens klare Smil
Haab som brister ikke.

Hun var i høj Grad elsket og agtet af alle, som kendte hende. I hendes ældre Aar var der noget meget ærværdigt og patriarkalsk over hende. (Det var derfor ikke underligt, at nogle af Børnebørnene talte med hinanden om, "at Abraham maa vistnok have set saadan ud som Bedstemoder").«

Det gamle pars guldbryllup i 1861 formede sig næsten som en byfest. Straks om morgenen opvartedes parret af borgermusikken og kanonsalut. Kl. 10 var der gudstjeneste og altergang i hjemmet, og fra kl. 12 til 4 gik der en stadig strøm af gratulanter og deputationer igennem huset. Kl. 4½ var der middag på hotel Royal, hvortil man kørte gennem festligt smykkede gader. Senere var hjemmet illumineret, og der bragtes et fakkeltog af byens sangforening. Festen sluttede med kanonsalut.

Året efter døde Helene Ambrosia, og med den tiltagende alder og de stadig stigende fordringer fra publikums side til journalistikken modnedes A.F.E.'s beslutning om at trække sig tilbage. 1867 købte han i København en villa på hjørnet af Bülowsvej og Helenevej; efter sin hustru gav han villaen navnet "Helenes-minde". Her blev han plejet af døtrene, indtil han den 10. okt. 1868 døde af koldbrand, 80 år gammel.

Ifølge hans testamentariske bestemmelse stiftedes 1872 et legat for ugifte kvinder og enker i Århus (5000 Rdl.) Derimod blev hans testamentariske ønske om, at avisen stedse skulle forblive i familiens eje, senere tilsidesat.

Deres Søn Alfred Hjalmar E. (55) har i sine egne erindringer fortalt lidt om sit barndomshjem; se herom hans biografi. På dette sted vælger vi i stedet at lytte til, hvad dennes ældste søn, Thorvald, mindes derfra.

Thorvald E. (551), der blev født i 1847, havde nemlig sit barndomshjem i en af de ejendomme, som A.F.E. i årenes løb havde købt: "Den lille hvide gård på Mejlgade lige overfor Bangs Oliemølle" - altså næsten lige overfor det gamle Elmquist-hjem, hvor Thorvald derfor ofte kom over, og hvor han, (da hans far i 1864 fik præstekald i Virring-Essenbæk øst for Randers) af hensyn til sin skolegang, ligefrem boede, indtil han blev student i 1866. Hans (vistnok i 1890erne) nedskrevne "Minder fra mine Bedsteforældres Gaard i Aarhus", hvoraf følgende er et uddrag, giver et indtryk af livet i det gamle hjem i Mejlgade 48.

»Der er en Gaard, i Århus By den knejser,
mod Haven Kattegattes Bølger slå!
Og ud fra den saa mange "Blade" rejser
med Nyt til store og med Bud til smaa.
De rappe Hjul sig rundt i "Pressen" svinge,
bag Muren virker Trofasthed og Flid!
Dér løfted Sjælen først sin Barnevinge,
og derfor glemmer jeg den ingen Tid.

Gik man ind i Porten paa den velholdte to Etages Ejendom, mødte Øjet i Gaarden en række smukke Lindetræer. Man gik altid til daglig ind ad Porten forbi "Kælderskuret" for at komme ind i Lejligheden. Over Kæl-derskuret kunne man gennem Vinduet se min Bedstefader, den flittige og virksomme Mand, siddende ved sit Skrivebord med sit Redaktionsarbejde - mærkeligt nok med Lyset fra Højre Side.... Fra hans Vindue kunne man tværs over Gaarden se Typograferne arbejde i Sætteriet.

Gennem et par noget mørke Entreer, i den inderste af hvilke der stod et smukt, stort bornholmsk Stueur, kom man ind i Stuerne. I Midten laa "Mellemstuen" (ud til Gaden), møbleret med solide, smukke Møbler i Empirestil. Navnlig var der et overordentlig smukt Skrivebord med Messingforsiringer. Her stod "den medicæiske Venus", en Statue i Ala-bast, og flere andre smukke Ting. Ved Indervæggen stod Fortepianoet, hvor Tante Louise (53) i Mørkningen spillede sine smukke gammeldags Musikstykker, medens i det fjerne Oliemøllens og Bogtrykkerpressens Maskiner dannede et dæmpet Akkompagnement, og Spurvene kvidrede i de smukke gamle Lindetræer..

Herfra kom man ind i min Bedstefaders oplyste Arbejdsværelse, hvor alle Væggene var bedækkede med små Billeder i Ramme af berømte Mænd og Kvinder. Et anseligt og godt Haandbibliotek var der ogsaa, men ellers var Møblementet efter de Tiders Skik tarveligt. Dog var der derfor alligevel stilfuldt ... Her sad han selv - en temmelig lille Mand, lidt foroverbøjet, med smukke, regelmæssige Træk og graat Haar. Jeg tænkte mig altid i min Barndom "Vorherre" under Bedstefaders Skikkelse. Han var en meget livlig, stundom noget hidsig Mand, iøvrigt i et og alt en Sangviniker og meget fredselskende, med en udpræget Sans for det skønne (en smuk ung Mand og en køn ung Pige kunne næsten altid være sikker paa at faa hans Ja til dette eller hint).

Han elskede Litteratur, Musik og Poesi, men da han i sin Ungdom ikke havde faaet nogen omhyggelig Uddannelse, var dén, som han selv havde erhvervet, noget mangelfuld, på flere Punkter noget overfladisk og ukritisk. Som yngre skrev han Smaadigte og deltog gerne i Dilettantkomedie.

Kom der Digtere og Kunstnere til Aarhus, var de sikre på at finde et gæstfrit Hjem i Mejlgade. Jeg erindrer fra min barndom de kgl. Skuespillere C.N.Rosenkilde og Nielsen, og Digteren H.C.Andersen har i min Bedstefaders Hus taget mig på Skødet og fortalt mig Eventyr.

Bedstefader ville ikke have passet til nutidens Redaktørtyper. Han redigerede sin Avis for en stor Del "med Saksen", idet han benyttede Meddelelser fra de store Blade og kun sjældent skrev en selvstændig Redaktionsartikel. Men altsom Tiden gik frem, fulgte han dog med, navnlig ved at skaffe sig gode Korrespondenter fra København. - Det mere anekdote-agtige og underholdende Stof samlede han til Lørdagsavisen, hvorfor Aarhusianerne lavede den Vittighed, at det nok var hans datter Louise, der redigerede Lørdagsnummeret.


... Inden for Mellemstuen var det største Værelse (ligeledes til Gaden), alm. kaldet "den store Stue", en meget smuk Sal, hvis Empiremøbler var betrukne med fint gult Damask, og i hvis Loft der hang en stor Lysekrone med Glasprismer. Denne Stue var smykket med ret kostbare, store Kobberstik af den romerske og franske Historie. og Stuen brugtes kun ved højtidelige Lejligheder og om Søndagen, da et l'hombre eller Whist-parti ofte om Aftenen arrangeredes dér.

Til den anden Side af Mellemstuen var Spisestuen (også til Gaden), der til daglig brugtes som Dagligstue. Her var Forhøjninger ved Vinduerne, som man dengang brugte det, hvor Familiens kvindelige Medlemmer sad med deres Arbejder, og tillige et stort Reflektionsspejl uden for Ruderne, som satte én i Stand til at betragte Gaden til begge Sider.

Bag ved denne Stue var et lille Kammer, som alt i Huset rigt prydet med Billeder. Her erindrer vi, at Bedstemoder, en smuk, statelig Kone, tog os ind, naar hun havde et alvorligt Ord at tale med os, enten om dårlige Karakterer i Skolen eller anden Uskikkelighed. Jeg erindrer endnu hendes milde, alvorlige Blik, når hun kærligt og indtrængende talte til vor Samvittighed.

... Oven paa var Soveværelserne, efter at Lejligheden dér var blevet ledig ved Bortflytning. I Tante Louises to smaa Værelser ud til Gården boede min Broder og jeg, da Fader og Moder (1864) var flyttet til Virring. Og jeg erindrer endnu, hvorledes jeg dér på Vinteraftner laa i Sengen og hørte Havets Brusen og Domkirkeurets alvorlige Slag.

I Sidebygningen var Køkkenet, Fadeburet og Spisekammeret, hvor Tante Caroline (53) residerede, samt Pigernes Værelse og en slags Folkestue, hvor der spistes; længere henne Stalden, Karlekammeret og Vognporten (Bedstefader holdt Heste og Vogn). - Over gaarden var Trykkerie, hvor vi Børn havde vore Venner blandt Typograferne: Blanck, Andersen, Lind, Lund.

Bag denne Bygning var Haven, vor Barndoms Eldorado. Den var kun lille, i to Terrasser, og gik ned til Havet, det dejlige Hav med Udsigt til Mols og Hels (Helgenæs). Her legede vi prægtigt med Sabler af Irisliljer, Vandkalve i Beholderen, der stod i Hjørnet og meget andet. Og herfra gik vi i Vandet gennem Udgangen under "Altanen", og tumlede os i Bølgerne.

I Enden af Trykkeribygningen var en Havestue, hvor man levede om Sommeren med aabne Døre ud til Haven og Stranden. Og oven over denne Stue var et ligesaa stort Værelse, der mest stod ubeboet, men dog var hyggeligt møbleret. Her var Udsigten over Havet endnu bedre. Her "repeterede" vi til Eksamen og så Lynene slå ned i Havet i Tordenvejr. Og her stod et gammelt Klaver, hvor vi skulle øve os.

Bedstefader blev en rig Mand. Dette var for ham, der var opfødt i smaa Kaar i København og som en fattig ung Mand var kommen til Aarhus i 1811, noget, der faldt helt uvant. Selv var han i høj Grad nøjsom, og da hans Formue voksede fra Aar til Aar, tror jeg egentlig slet ikke, at han havde nogen rigtig Forestilling om, hvor rig en Mand han var.

Dette var Grunden til den Paaholdenhed, som nogle har følt sig stødt af og udlagt som Gerrighed, og som stundom gjorde det vanskeligt at faa penge af ham. Grunden var dog aldeles ikke Gerrighed; det hele var kun et Udslag af, at han bestandig følte sig som den, der maatte være flittig og nøjeregnende for at kunne komme igennem. Alt var da ogsaa rigeligt og rundeligt i Huset, saa der var ingen Smalhans.

At reducerede Eksistenser som Fr. Snedorff-Birch og tildels Steen Blicher, om de end paa Grund af deres uomtvistelige Begavelse altid mødte Gæstfrihed i den gamle Gaard, ikke kunne faa Bedstefader til stadigt at forstrække dem med Penge, er ikke underligt, men er dog blevet udlagt paa en perfid Maade af Folk som Jeppe Aakjær og andre.

Vanskelighed ved istundom at faa penge fra Bedstefader gjorde, at Bedstemoder tit maatte træffe sine Dispositioner paa egen Haand og skjule et og andet for ham, hvad der jo ikke var heldigt og undertiden udviklede et Hemmelighedskræmmeri mellem Bedstemoder og Tante Caroline, der burde være undgaaet. Langt mere end sin Mand havde hun sans for det komiske og humoristiske.

Min Bedstemoder var meget smuk, en junonisk Skikkelse, dog meget svær på sine ældre Dage. Hun var ligesom min Bedstefader overordentlig livlig, elskværdig og gæstfri. Intet under derfor, at Huset blev et Hjem for mange yngre og ældre. Min Bedstemoder gav sig mere af med Børn end min Bedstefader. Navnlig kunne hun fortælle os Historier, Barndomserindringer fra Slaget på Rheden 1801, Bombardementet 1807 - og Eventyr.

En ægte dansk Kvinde var hun, elsket af alle.

Da hun pludselig bortkaldtes ved et Hjerteslag d. 29. maj 1862, var der Mange, der sørgede over Tabet ... «


-----


A. F. Elmquist og H. C. Andersen

H.C.Andersen besøgte i juni 1830 Århus og besøgte da A.F.E., som viste sin gæst byens seværdigheder. Siden lod A.F.E. H.C. Andersen befordre videre til Randers i sin private stadsvogn. Bagefter sendte H.C.Andersen flere bidrag til Elmquist's tidsskrift "Læsefrugter".

De første digte af Andersen heri var: "Skizze efter Naturen" og "Børnene og den graae Morlille" (i Andersens nedenstående brev kaldet "Phantasier") , der blev optaget heri, findes i bind 48, side 125-28 og gengives her i faksimile.


H. C. Andersens brev

Et brev fra H.C.Andersen til Adolf Frederik Elmquist.

Carl Johan Elmquist (55 32 2) skrev i "Dagens Nyheder" d. 29. marts 1930, følgende (udsendt til slægtsamfundets medlemmer v. Advent 1974) :

I maj måned 1831 begav H.C. Andersen - nylig fyldt 26 år - sig ud på sit livs første udenlandsrejse, den rejse, hvis litterære udbytte blev rejsebogen med den lange titel "Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc.etc. i Sommeren 1831." Andersens forfatterskab var dengang endnu af et beskedent omfang, og bortset fra "Det døende Barn" og enkelte andre digte rummede det intet af de arbejder, vi idag regner for hans mesterværker. Ikke desto mindre havde han allerede vundet et vist ry og regnede sig, med rette, for en virkelig digter.

Ved at spinke og spare havde han samlet en sum penge, som burde være tilstrækkelig til den forholdsvis korte rejse, men alligevel var han ængstelig for, at pengene ikke ville slå til, og han udnyttede alle muligheder for at hente forstærkning. Dette er baggrunden for et langt brev, som han den 14. april sendte min tipoldefar, Hr. Krigskommisair Elmquist i Aarhus. Af brevets første ord synes det at fremgå, at Andersen også tidligere har skrevet til Læsefrugternes udgiver, som han besøgte under sin Jyllandsrejse i 1830. Måske har han senere skrevet til ham, men det brev, der her skal gengives in extenso, er, så vidt jeg véd, det eneste bevarede, og at det efter at have vandret gennem generationer er havnet hos mig, betragter jeg som en stor lykke.

Gulnet og noget laset er det unægtelig, men den gotiske skrift står endnu tydeligt på papiret. Det er skrevet før frimærkernes og kuverternes tid, foldet omhyggeligt sammen og forseglet med lak, hvoraf endnu en stump sidder tilbage. Ved siden af adressen har Andersen skrevet "frit", hvoraf det fremgår, at afsenderen har betalt portoen. Min far, som var dygtigere end jeg til at læse gotisk håndskrift (og Andersens er ikke let at dechiffrere), har med pertentlig omhu skrevet brevet af, og denne afskrift betjener jeg mig af i det følgende, men jeg tør stå inde for, at ikke en tøddel er forandret.

Til brevets indhold skal kun knyttets en enkelt kommentar: Den roman, der omtales i begyndelsen, blev aldrig skrevet færdig. Det skulle have været en historisk roman i Walter Scotts manér, men andre litterære projekter kom i vejen, først og fremmest rejsebogen, som udkom allerede i efteråret 1831. Man tør vist gå ud fra, at brevet i det mindste delvis har bragt digteren det økonomiske udbytte. Alligevel holdt det hårdt for ham at få pengene til at slå til; for, som dr. Topsøe-Jensen siger i sin efterskrift til "Skyggebilleder", havde han endnu ikke lært at rejse sparsommeligt, en kunst, han siden skulle mestre til fuldkommenhed.


Kjøbenhavn den 14 April

Kjære Hr. Elmquist.

De har nu i en lille Evighed ikke hørt fra mig, men Grunden her til er, at jeg har saa ganske beskjæftiget mig med at samle Materialer til min Roman, saa at jeg i den Tid ikke har kunnet bestille andet. I Dag har jeg ellers den Fornøielse at tilsende Dem to nye Digte, det ene er originalt, det andet derimod en Bearbejdelse af Bellmanns smukke Vuggevise; det vil fornøie mig om De kan benytte dem i Læsefrugterne. - Når Deres Søn nu reiser hjem skal De faae nogle andre Smaasager, som jeg vil gjemme til denne gode Lejlighed. Nu begynder da Vaaren, Træerne springe ud, og jeg føler da ogsaa Trang til at springe med, men denne Gang skal det være en længere Reise end den jydske ifjor; jeg vil besøge Udlandet. Jeg maa ud i Verden lidt; her hjemme sniger der sig formeget Sygeligt ind i min Sjæl, som jo også mine sidste Digte bære Præg af; det vil derfor i mange Henseende være godt for mig at komme lidt ud. Jeg reiser først i Mai, over Hamborg til Hartzen, seer maaske Kassel og Berliin og smukke Stæder der ligge der imellem, og haaber at bringe et stort poetisk Udbytte hjem. Jeg maa selv betale Reisen, altsaa kan jeg ikke blive længe borte. 150 Rdlr vil jeg tage ud af Sparekassen, mere tør jeg ikke, men det bliver da for lidt, hvorfor jeg i disse Dage, seer at trække ind Alt hvad jeg kan faae, fra de Boghandlere der have faaet mine sidste Digte; De vil derfor bevise mig en særdeles stor Tjeneste ved at lade mig faae ved denne Maaneds Slutning, alt hvad De til den Tid har kunnet og kan indbringe (Deres Rabat fradraget) fra "Phantasier og Skizzer". Jeg haaber at De ret overrasker mig med en Slump Penge, thi De er den jeg haaber det meste fra. Til Gjengæld skal De faae et af de bedste Digte jeg skriver i Udlandet, men nu disse, thi Pladsen er ikke stor her. - Hils Deres gode Kone og Børn.!


"Sygt er mit vilde Hjerte."

Ak, Natten er saa lang, saa lang,
Sygt er mit vilde Hjerte,
Jeg trænger til en Vuggesang,
Der dulme kan min Smerte.
Jeg føler mig saa træt, saa træt,
Men Hjertet kan ei blunde,
Det kan ei længer drømme det,
Som Barnet eengang kunde!

Ja drømme, drømme er så smukt,
En Himmel Drømmen bringer,
Naar Søvnen har vort Øje lukt,
Da faae vi Engle-Vinger,
Vi blive atter børn igjen
Med Barnets Fryd og Smerte,
Hvert Menneske er os en Ven,
Og trofast hvert et hjerte.

Alt har jeg Drømme-Himlen tømt,
Seet Livets stærke Strømme,
Ja, jeg har levet, jeg har drømt,
Hvad Hjertet her kan drømme!
Dog bruser det saa mangen Gang,
Sygt er det vilde Hjerte,
Kun Dødens dybe Vuggesang
Kan dulme denne Smerte. - H.C.Andersen

Vuggevise

(frit efter Bellmann)

Sov Barnlille, uden Vee,
Tidsnok vil det ende,
Du vor onde Tid skal see,
Og dens Galde kjende!
Verden er en Sorgens Ø,
Bedst du aander, skal du døe
Blive Muld i Graven.

Saadant er vort Jordliv her
Gid jeg det ei vidste!
Som vi ånde bedst nu der,
Ligge vi i Kiste!
Ja, Barnlille, tænk derpaa,
Når du seer de Blomster smaa
Smykke Mark og Enge.

Eengang flød en Kilde frem
Mellem Skovens Ege,
Og en lille Dreng, med dem,
Sprang i muntre Lege;
Bedst som han sit Billed saae
I de klare Bølger staae,
Var det reent forsvundet.
Visselul, hør du mig,
Giv dig Gud det Bedste!
Naar du vaagner, jeg til dig
Klipper Mænd og Heste!
Bygger Korthus -- Lulle lul!
Derpaa blæser dem omkuld,
Synger smukke Viser.
Moder her til Barnet har
Kirsebær og Blommer,
Og er du en lille rar -,
Præstemanden kommer,
Smukke Navne da du faaer,
Visselulle! Vuggen gaaer,
Sov min søde Unge!
H.C.Andersen.
Jo flere Penge jeg kan indkassere, deslænger syd paa kan jeg komme, derfor haaber jeg at De af Interesse for mit poetiske "jeg", seer at trække ind til mig, hvad der kan erholdes fra de der have Bøgerne i Komission for Dem. - De skulde ellers ikke selv have Lyst at gjøre denne Reise? Vi kunde saa mødes i Hamborg. Dr. Ryge og Overskou reise ogsaa paa denne Tid til Paris, den sidste har faaet Understøttelse til sin. Lev vel. Deres meget forbundne
Andersen."


Note 1)
1792 indtrådte den franske revolution. Danmark-Norge søgte længe at holde sig neutral, men blev til sidst tvunget til at vælge side, og kom herved i strid med England i årene 1801-14.

1801, d. 2. april, angreb en engelsk flåde den del af den danske flåde, der lå i vinterhi i København. Militært set stod vi til at vinde dette slag på Rheden, men kongen veg for Nelsons list og trusler og meldte Danmark ud af Østersømagternes neutralitetsforbund.

1805 besejrede Nelson Napoleons flåde ved Trafalgar.

1807 trak det påny op til et opgør mellem England og Frankrig, og vor store flåde ville da kunne blive et godt kort på hånden for Napoleon. England valgte derfor at komme ham i forkøbet ved at sende krigs- og troppetransportskibe mod København, gøre landgang med ca. 29.000 mand ved Vedbæk og belejre byen både fra land- og søsiden.

2. sept. 1807 begyndte englændernes et bombardement, og det fortsatte de følgende 3 nætter indtil d. 5. ved middagstid; ialt 14000 skud sendtes ind over byen, hvor 1800 dræbtes og ca. 1500 blev såret. Englænderne sejlede væk med de brugbare skibe og ødelagde meget materiel.

På trods af flådetabet gav vi dog ikke op overfor englænderne. I stedet opmuntredes der til at vise privat initiativ ved såkaldt "Kaperkrig" (sørøveri), hvorved man opbragte fjendtlige handels-skibe; da kaperflåden var størst, var den på ca. 600 skibe.

Dernæst byggede vi ialt ca. 220 roede Kanonbåde med 25-65 mands besætning. Disse både kunne i vindstille, med stor fremgang, ros ud til angreb på alle fjendtlige skibe.

Iøvrigt rådede vi stadig over en del skibe, som ikke var faldet i Englændernes hænder - og nye byggedes.

1808 erklærede vi sammen med Frankrig og Rusland krig mod Sverige (der stadig holdt med England). Napoleon sendte i denne forbindelse et fransk/spansk hjælpekorps herop. Ved et mislykket forsøg på at sikre denne styrkes overførsel til Sjælland kom vort linieskib Prins Christian Frederik d. 22.marts ved Sjællands Odde i en ulige kamp med 5 engelske skibe.

Hjælpekorpset indkvarteredes spredt ud over landet og gav anledning til en del ekstra fødsler!. 1809 besatte Englænderne Anholt, og i 1811 mislykkedes et dansk forsøg på tilbageerobring.

Inflation: Samtidigt satte en kraftig inflation ind. I 1808 var rigsdaleren faldet til ½ af dens sølv-værdi, 1810 til 1/5 og 1812 til 1/14 deraf og -

1813, d.5. januar, gik staten bankerot; nye mønter/sedler blev udstedt (bytteforhold ca. 1:10), og al fast ejendom belagt med en 6% bankhæftelse at forrente. Alligevel faldt de nye penges købe-kraft endnu en tid lang.

1812 gik Napoleon mod Rusland, men det hårde vintervejr på de russiske sletter blev katastrofalt for ham. Nu var vi Napoleons eneste forbundsfælle i hans kamp mod England, Rusland, Preussen, Østrig og Sverige!

1813: I august fik derfor et dansk korps på ca. 10.000 mand marchordre mod syd, og det kæmpede en tid lang med betydeligt held. Efter slaget v. Leipzig d. 19. okt. vendte dog krigslykken afgørende, og 10. dec. blev vort korps indesluttet i Rendsborg af svenske styrker, der under kong Karl Johan drog videre nordpå mod Jylland, som lå helt blottet for danske styrker.

1814: Ved fredsslutningen d. 14-15 jan. i Kiel måtte Danmark give afkald på Norge til fordel for Sverige.

I Norge gav man dog ikke op. Dér var Fr.6's fætter statholder og i stedet for at godkende freden i Kiel, indkaldte han til grundlovgivende forsamling i Eidsvoll d. 10. april, hvor loven blev underskrevet 16. maj. Allerede d. 29. maj rykkede Karl Johan så over den norske grænse, men blev mødt med så stor modstand, at han d. 8. aug. 1814 sluttede en våbenhvile, hvorved Norge skulle bevare sin selvstændighed i personal-union med Sverige.

Vinteren 1814-15 holdtes efter Napoleons fald fredskongres i Wien. Marts 1815 vendte Napoleon tilbage til "de 100 dage" - indtil det endelige nederlag ved Waterloo d. 18 juni.

(--- se eventuelt også det let læste og meget smukt illustrerede værk: "De så det ske - Englandskrigene" -ved Lars Lindeberg -, Lademanns forlag 1974.)

Tilbage til teksten


Note 2)
Under bombardementet i 1807 vides denne familiens kvindelige medlemmer at have, ligesom så mange andre i de dage, taget tilflugt til husets kælder, mens murermesteren vel har været ude ifølge sine pligter som borger, d.v.s. medlem af borgervæbningen. En bombe vides at være eksploderet i huset over dem, thi en af døtrene blev derover så forskrækket, at hun slog et fad mælk, som hun stod med, over sit hoved og antog i sin forvirring, at hun var såret af bomben.

Murermester Folandt blev i sin høje alderdom næsten blind, og som følge deraf var han så uheldig at falde på en byggeplads, et ulykkestilfælde, der havde døden til følge 29. aug. 1827. Et halvt år efter, 26. feb. 1828, døde hans enke. Ved skiftet angaves boet at omfatte gården nr. 137 i Gothersgade (solgt v. auktion for 9830 Rdlr. Sølv) og selve det omfattende bo at have en masse på ca.800 Rdlr. Sølv.

(I den gamle stamtavle er på s. 26-27 boet specificeret udførligt).

Tilbage til teksten