EDVARD ELMQUIST

1851-1900


     Edvard Emanuel Elmquist blev født de 6. februar 1851 i Randers som yngste søn af justitsraad, byfoged i Randers, Edvard Julius Elmquist og Emma Mathilde Schwartzen.
     Jeg har desværre ikke kendt min farfar, og min far (Aage Elmquist) var kun 12 år, da hans far døde, men min far og faster Gerda har i min barndom fortalt mig meget om ham. Han døde kun 49 år gammel, men nåede at udrette utrolig meget, sin tidlige død til trods.
     For at give et fyldestgørende billede af min farfar har jeg valgt at bruge den lille bog, som hedder "Familien Elmquist" som kilde. Den er skrevet af Alfred G.J.Elmquist og er fundamentet for vores stamtavle.
     Edvard Elmquist blev cand.jur. i 1874 (laudabilis). 1875 blev han ansat som kasserer i Aalborg Diskontobank, mens han samtidig var fuldmægtig hos den kendte politiker og tidligere folketingsmand, prokurator A. Bentzen, og 3 år senere blev han kompagnon i dette sagførerfirma.
     Han besad stor arbejdskraft og virkelyst og havde særligt opmærksomheden fæstet på husmandsstanden, hvis økonomiske kår han følte sig kaldet til at forbedre. Han fattede da planen til sit livs store værk, "Husmandskreditforeningen", og indbød i marts 1879 folketingets medlemmer til et møde i København, hvor han udviklede sin plan for dem. Her slog hans tanker hurtigt an, og med utrættelig iver og energi søgte han indpas for sine ideer i regerings- og politiske kredse, således at husmandsloven gik glat igennem og udkom 28. maj 1880. Den 29. juni s.å. holdtes den konstituerende generalforsamling, hvor han som 29-årig valgtes til direktør. Foreningen talte år 1900 over 35.000 medlemmer og havde da udlånt 40 millioner til jyske husmænd.
     I sin stamtavle skrev A.G.J. Elmquist om ham: "Dette var hans største bedrift; den vil sikre ham et anset og æret navn for efterverdenen langt ud over husmændenes kreds". For mig at se lidt svulstige ord, når det betænkes, at Edvard, på tidspunktet for Husmandskreditforeningens 50-års jubilæum ikke fandtes omtalt offentlig nogen steder, hverken i bøger eller i leksika, men kun i Aalborg-bladenes nekrologer ved hans død - så kun 30 år efter hans død, var han glemt. Dog blev der rådet lidt bod på det, da man i 1950'erne gav det ca. 100 m stykke af Boulevarden, hvor Kreditforeningen ligger, navnet Elmquist Boulevard. (Kreditforeningen bruger ikke gadenavnet, men adressen Boulevarden 43.) -

     Iøvrigt stiftede han i 1893 "Kreditforeningen for ejendomme uden avlsbrug", hvori han var direktør, og desuden var han administrerende direktør for "Livsforsikringsselskabet Fremtiden" og havde mange andre tillidshverv.
     Han deltog også i det politiske liv. Min farmor fortalte, hvilken rædsel den unge juridiske kandidat - 23 år gammel - vakte i det gode konservative borgerskab med sine radikale venstreideer. Ja, disse ideer, som han i sin ungdommelige begejstring serverede, hvor det kunne lade sig gøre, var så oprørte og uanstændige, at min farmors morbror, kæmner Michael Herskind, fik besked af sin fætter, den gamle Obel (tobaks-firmaets grundlægger), at han ikke ønskede at blive bedt sammen med slig ung uopdragen revolutionær laban. Iøvrigt gik det min farfar, som det gennem tiderne er gået med mange unge radikale, at han endte som god moderat venstre- mand.
     Allerede i 1877 udgav han et par politiske pjecer under navnet "Neither-Nor". De vakte megen opsigt. Den ansete politiker, Thomas Nielsen, mente, at pjecerne sikkert måtte stamme fra en gammel og erfaren politiker, da de røbede så megen modenhed og myndighed.
     I 1892 var han opstillet i Vejle som folketingskandidat for Venstre og i 1898 i Aarhus. Han opnåede anselige stemmetal (i Vejle manglede han kun 28 stemmer), men blev dog aldrig valgt ind i Rigsdagen. Alle hans andre engagementer hindrede ham i at gå fuldhjertet ind i politik.
      I Århus præsenterede han sig for sine vælgere med bl.a. følgende udtalelse:

"Jeg stiller mig som en bestemt modstander af socialismen, der, gennemført, ville tilintetgøre det sidste århundredes arbejde for at hævde individets frihed, og som modstander af den agitation, der spreder bitterhed og ophidselse og derved hindrer det samarbejde mellem store og små, hvoraf netop disse sidste ville høste fordel. Ingen kan mere oprigtigt og varmt end jeg ønske at gavne de små i samfundet; at hæve så mange som muligt op til at leve på lykkeligere vilkår; men jeg mener, at dette arbejde kan og må gøres på det bestående samfunds grund, ikke ved at omvælte det."

     Dette var ikke mundsvejr fra hans side; hans livs gerning beviste, at han satte sine bedste kræfter ind på at gavne de små i samfundet.

     Mennesket bag denne dynamiske udstråling har jeg nedenfor prøvet at samle et billede af, dels ud fra, hvad jeg er blevet fortalt af min far og dels ud fra en artikel i "Fra Himmerland og Kær herreder", 1947, s. 78-95, (skrevet af P. Lauritsen):
     Hans politiske syn var båret af frisind, ærlig overbevisning og mod til at stå ved den, og den røde tråd gennem alt hans virke var at gavne de små i samfundet. Ved hjælp af en veludviklet forhandlingsevne og en oratorisk begavelse formåede han ofte at samle de forskellige politiske partier på saglig grund. Ved brug af de rette argumenter og en ukuelig vilje forstod han at rejse stemningen til fordel for det, der lå ham på hjerte, og bringe sagen til afgørelse. Både hans ydre kraftige skikkelse og hans intellektuelle personlighed gav ham noget af det høvdingepræg, som uvilkårligt påvirkede hans omgivelser. Alt groede i ham og om ham.
     I det daglige liv var han dog ofte upraktisk og mærkelig, hvad der fortaltes mange morsomme historier om, men dem kender jeg desværre ikke. Min farmor Louise har her været en stor støtte for ham. Han var altid med, hvor livet rørte sig, hans tale tumlede let med alle emner, hans muntre vid spillede på mange strenge; men selv om han var så underholdende, var han ikke nogen stor ynder af selskabelighed. Trods hans frejdige og hjertevindende væsen var han ikke, dybest set, nogen særlig udadvendt karakter, hvis fortrolighed det var let at få adgang til. Den var forbeholdt den nære vennekreds. Trods sit altfavnende virke var han nok lykkeligst i sit hjem med sin kone og sin børneflok på 9.
     Han var meget religiøs og var med i ledelsen af den grundtvigske menighed. Det virkede voldsomt, når han hver søndag mødte til gudstjeneste hos sin nære ven, pastor Johan Clausen, og kom op ad kirkegulvet efterfulgt af sin kone og en hale af børn - og det gjorde det ikke mindre opsigtsvækkende, at han altid kom for sent. En bekendt spurgte ham engang: "Hvorfor slæber de alle deres børn med i kirke hver søndag? Bliver det ikke bare en vane?" Svaret kom prompte: "Vi har så mange dårlige vaner, så der sker vel ikke noget ved, at ens børn får en enkelt god".
     I selskab kunne han med urokkelig alvor spørge sin kone tværs over bordet: "Louise, vil du tage noget med hjem til børnene, eller skal jer?". Intet under at de tilstedeværende vred sig af latter, da han ved et selskab tog et lommetørklæde frem, og der samtidigt trillede to kandiserede frugter hen ad gulvet. (Værtinden havde faktisk givet ham dem, hvad gæsterne ikke vidste.)

     Trist, at dette dejlige menneske skulle blive alvorligt syg i efteråret 1899. Et par måneders kurophold i Karlsbad kunne ikke ændre noget. Efter en afmagringskur ramtes han af tuberkulose, som forårsagede en lungehindebetæn-delse, og trods indlæggelse på en klinik i København kort før påske døde han den 7. juni 1900 - 49 år gammel. Deres sølvbryllup var i maj, på hvilket tidspunkt han kun var en skygge af sig selv, og alle kunne se, hvor det bar hen.
     Denne biografi af Edvard Emanuel er måske blevet lidt lang; men jeg blev så fascineret af hans korte, men meget spændende levnedsløb, og jeg føler en vis stolthed ved at fortælle om min farfar og håber i al ydmyghed, at nogle enkelte af hans gener lever videre i mit afkom.

     Edvard Elmquist giftede sig den 5. maj 1875 med:

LOUISE HERSKIND

1853-1939

    

 Louise Herskind blev født den 6. november 1853 på gården "Frydendal" syd for Ålborg. Hun var datter af landmand Adolf Gudman Herskind og Laura Sahl. Adolf Herskind var søn af Ane Kirstine Elmquist (8), og altså barnebarn af Gudmann Elmquist.
     I sine barndomsår på "Frydendal" oplevede min farmor Jyllands besættelse i 1864. Hun fortalte gribende om den sørgelige begivenhed. Først drog de danske soldater med vajende fane og klingende spil forbi gården ud til Lundby Bakker, hvor de som bekendt faldt i et baghold lagt af de tyske soldater og blev mejet ned, og hvorfra de overlevende sårede og fortvivlede vendte tilbage forbi gården på deres flugt til Aalborg.
     Louises barndomshjem var et gæstfrit hjem, og min far (Aage E. 51-37) fortalte os, hvor dejligt det var at komme på ferie ude på landet.
     Som 22-årig blev hun gift med cand.jur. Edvard Emanuel Elmquist, og de bosatte sig i Aalborg. Børneflokken voksede hurtigt; det blev til 9 ialt, hvoraf 2 piger døde - Laura som 16-årig og Helene som 5-årig - begge af difteritis.
     Der må have været nok at tage vare på, min farfars store udadvendte virke taget i betragtning.
     Men i 1900 ramte sorgen det lykkelige og harmoniske ægteskab særlig hårdt. Louise mistede, som foran omtalt, sin mand en måned efter deres sølvbryllup.
     Der var ingen pension til hende, og min farfar var ikke en velhavende mand, da idealisme jo sjældent skaber formuer. Hun valgte at flytte til København af hensyn til børnenes uddannelsesmuligheder. Her flyttede hun ind i en 1.sal's lejlighed ude på Frederiksberg (på hjørnet af Vesterbrogade og Kochsvej), og ved gode venners hjælp fik kun en klasselotterikollektion, som skulle skaffe hende det daglige brød. Ja, for det var små kår, men et gæstfrit hjem formåede hun at skabe. Om søndagen var dørene altid åbne for de unge, deres venner og familien.
     Trods den "nedtur" det må have været, bevarede hun altid sin værdighed, og der var respekt om hendes person. Jeg husker, at min far fortalte, at hans bror Erik bebrejdede sin mor, at nogen havde set hende komme op ad Vesterbrogade slæbende på et knippe hø til høkassen, men han fik svar på tiltale: - "han skulle ikke bryde sig om at skamme sig over sin mor, fordi hun ikke følte sig for god til at spare 10 øre ved selv at bære høet hjem".
     Alle hendes 7 børn fik gode uddannelser, og som barn husker jeg, at hendes børn nærede en dyb kærlighed og respekt for deres mor til hun døde 85 år gammel.
     For mig at se gjorde hun nok én stor fejl, ved at faster Gerda blev boende sammen med hende til hendes død; men det gjorde ugifte døtre ganske vist ofte på den tid. De havde også sommerhus sammen i Lillerød. Jeg registrerede med undren som barn, at farmor nærmest behandlede faster Gerda som et barn -skønt voksen og lærerinde.

     Flere gange om året kom jeg på ferie hos min farmor, og jeg syntes, det var spændende at se på sporvognene ned på Vesterbrogade. Hun havde altid en kanariefugl i vinduet, og faster Gerda havde altid en schæfer eller senere en airedale-terrier, som vi gik tur med i Frederiksberg Have. Hver sommer kom farmor og boede 8-14 dage hos os i Svendborg - ofte sammen med ungdoms-vennerne pastor Clausen og hans kone Herdis. Farmor havde lært sig nøjsomhed og spiste gerne op for os børn, hvis vi havde fået for meget, for intet måtte gå til spilde. Da fru Clausen, som var en meget kontant dame, så det, sagde hun: "Louise, en mor er ikke en skraldespand".
     Jeg var 13 år da min farmor døde, og hun efterlod absolut et savn. Hun omfattede alle i familien med varme, interesse og kærlighed.
     Hun var en stærk og flot personlighed.

1993 Søster Elmquist (51 37 3)

------
Henning Gudmund Jensen (76 33 1) blev (ca. 1998) i forbindelse med andre historiske studier opmærksom på, at en "direktør Elmquist" i 1898 var opstillet som folketingskandidat i Århus. Henning tænkte først på Geert (763), der i 1897 havde startet Århus Dampvaskeri - og Henning tog sig derfor på at undersøge sagen nærmere. Det stod dog snart klart, at talen var om Edvard (513); det gav Henning lyst til - bl.a. ved at søge i aviserne fra 1800-tallets senere årtier - at gå videre og samle de foreliggende data og sammenstille dem, således som det fremgår af neden-stående:

     -----   Edvard var en realiteternes mand, der gennem forhandlingspolitik ønskede at skabe resultater mens han misbilligede dén kamp,som Venstre dengang anvendte: den såkaldte planpolitik og "riffelrummel". Nogle kaldte ham da også Højremand, skønt hans styrke kom frem, når han talte for at hjælpe de små i samfundet, thi da var der klang i hans stemme og en varme og vilje, der rev med. Men han var ikke socialist, ej heller radikal, men vestremand og dér en forhandlingernes mand, når han brændte for en sag; han forhandlede til alle sider og undgik at lukke en sag, før der var et resultat i hus.
     Som bankmand og advokat havde han mødt en virkelig trængt fraktion i samfundet - husmændene. Der var dengang omkring 160.000 jorddyrkende husmænd (foruden de jordløse), hvis fremtidsudsigter var alt andet end lyse, og hvis kreditværdighed var ringe. Der var politiske tanker fremme om at hjælpe disse med statslån, og ind i denne debat fremførte E. fra 1878 sine tanker om em husmandskreditforening, en forening af solidariske låntagere, men her gerne med lidt statsgaranti, fordi sikkerhedsstillelsen ikke var så god, som de tidligere stiftede kreditforeninger havde kunnet stille.
     De første af disse var startet helt tilbage i 1850, men efter at den fri næringslov i 1857 var vedtaget (som lovet i grundloven af 1849) var fulgt en depression, som 2 af kreditforeningerne ikke kunne klare. Den ene gik i betalingsstandning, og den anden konkurs, og her havde låntagernes solidariske hæftelse revet nogle med i faldet og kostede andre dyrt, mens obligations-ejerne kun reddede 1/4 til 1/3 af papirernes pålydende.
     Elmquist's plan havde den fordel, at den var en direkte fortsættelse af noget allerede kendt, men altså uden deres lånerkredsens betydelige solidariske formåen.
     E. startede d. 27 marts 1879 en stor lobbyvirksomhed for tanken ved på egen hånd i en trykt skrivelse at invitere alle folketingets medlemmer til møde på "Tre Hjorte" i København.
     Der kom en snes medlemmer, som nedsatte et udvalg til sagens fremme. Og endnu samme aften skrev E. og Venstres landstingsmand, Th. Nielsen, et udkast til et lovforslag og andragende til indenrigsminister Skeel, Dronninglund v. Ålborg. Desuden opsøgte E. selv de enkelte politikere rundt i deres logier i byen.
     Det er iøvrigt et godt resultat af E.'s forhandlingsevner, at Skeel - hvem han uden videre tog over og talte med - lod sig overtale, selv om denne mødte stor modstand for tanken (loven) i sit eget Højre, der kaldte den socialistisk.

     Loven blev vedtaget i den følgende folketingssamling d. 28. maj 1880.

     Samme dag underrettedes E. pr. telegram, og han gik straks i gang med at tegne interessenter, således at der allerede den 29. juni kunne afholdes generalforsamling med statutter og nedsættelse af styrelse.
     Han blev hjulpet af mange, men specielt er der grund til at nævne redaktøren af Vendsyssel Tidende.
     Hen på efteråret kom der også på Øerne en Husmandskreditforening efter samme mønster, og allerede inden årets udgang havde den jyske forening, med E. som direktør, en betydelig omsætning - og ca. 20 år senere mere end 30.000 interessenter - og det sagdes, at E. kendte alle disse.

     Kreditforeningstanken havde dog stadig mange modstandere i såvel Højre som Venstre - men alle slog sig til tåls, når E. brændte for en sag; for ham havde høj som lav tillid til. Han virkede ikke blot i skrift, men rejste også landet tyndt ud til foreninger og landbrugsskoler m.m. og talte om idéen og dens fordele såsom konvertering, men ikke mindst agiterede han voldsomt for oprettelsen af flere husmandsbrug til den voksende landbe-folkning, der netop i disse år ellers emigrerede til U.S.A. for at få jord.
     I 1890 blev E. formand for direktionen i livsforsikringsselskabet "Fremtiden" og medvirkede i forbindelse dermed til oprettelse af en folkeforsikring.
     I 1893 deltog han i starten af Jysk Grundejerkreditforening, og blev ved oprettelsen dens administrerende direktør. Som sådan gjorde han store forarbejder til et skrift om Kreditforeningsvæsenets historie i anledning af, at det d. 20.juni 1900 ville være 50-årsdagen for den lov, der muliggjorde den første forenings oprettelse - men hans helbredstilstand hindrede ham i at gøre skriftet færdigt.
     Til yderligere hjælp for de økonomisk aller svageste kom i 1896 loven om u-amortisable lån - der også kan føres tilbage til ham.

     Det foregående kan i høj grad karakteriseres som praktisk landspolitisk arbejde.
     For at fremme hans landsdels infrastruktur medarbejdede han også ved dannelsen af de 4 nordjyske privatbaner - og socialpolitisk indenfor lokalområdet ved oprettelsen af en Plejehjemsforening for Ålborg Stifts østlige del.

     Efter 1864 og tabet af Sønderjylland blev landet ved valgloven 1866 nyopdelt i valgkredse med én folkevalgt fra hver kreds, så hver folkevalgt skulle referere til nogenlunde lige mange vælgere. Dette holdt ind til 1901, hvor der igen justeredes, samtidigt med at hemmelig afstemning indførtes.
     Denne 35 års periode var politisk en barsk, kompromisløs og hadsk periode, hvor Højre og Venstre stredes om magten, og det hele kulminerede i Provisorietiden under Estrup (1880érne), hvor landet regeredes med provisoriske love. Alligevel lykkedes det for E., der som "ikke valgt" stod udenfor striden, netop i disse år, og ad forhandlingens vej, at få gennemført sine tanker og reformer - en ret enestående bedrift, og tilsyneladende finansieret af den unge mand selv. Han blev så kendt af alle, at han blot gik under navnet Elmquist eller direktør Elmquist.

     Kun 2 gange bevægede E. sig direkte ind i politik med valg for øje.

     I 1892 blev han ret sent opfordret til at opstille i Vejle for Venstre mod Radikales Falkenstjerne, der dog vandt knebent over E. med 1206 stemmer mod 1178.
     I 1895 var der, trods dette fine resultat, ingen, der havde bud efter ham. Socialisten, redaktør Harald Jensen, vandt da i Århus søndre kreds med 1287 mod Højres 842 og Venstres 687.
     Da valget 5. april 1898 nærmer sig, udkastes i denne søndre kreds allerede i februar et forslag om en fælles borgerlig kandidat mod redaktør Harald Jensen. Det stærke højreblad, Jyllands-Posten, tager dog voldsom afstand fra noget sådant, sandsynligvis fordi valget næsten alle andre steder skal stå mellem en Venstre og en Højrekandidat, så forslaget kan bringe uorden i den klare ideologiske kamp. Der sker derfor ikke noget før en Venstremand - vel nærmest en Radikal - tilbød sig som fælleskandidat i slutningen af marts, men han møder så stor protest fra begge sider, at han skyndsomt trækkker sig d. 28 marts.
     2. april - 3 dage før valget henvender man sig til direktør Elmquist, der accepterede at opstille som kandidat for både Højre og Venstre mod socialisten redaktør Harald Jensen). E. tilkendegav klart, at han ville føre Venstre "forhandlingspolitik" på tinge uden at binde sig til nogen bestemt Venstre-retning.

     Han indkalder til fælles valgmøde næste dag, søndag d. 3., samt et møde med egne "antisocialistiske" vælgere om aftenen.

     Fællesmødet valgte en socialdemokrat som dirigent, der brugte alle kneb til at begrænse Elmquist' taletid, og tilrettelagte indskrevne talere gjorde, at E. til sidst måtte forlade mødet (for at nå næste møde) uden at have afgivet sin slutreplik. Aftenmødet gik udmærket, ligesom han fik og leverede et godt valgoplæg i aviserne, den eneste dag før valget, hvor de udkom.
     Han tabte valget 1303 mod 1759.
     En valganalyse efter valget hævder, at trods det han var Venstremand, fik han loyalt de konservative stemmer, men at det var Venstre stemmer han manglede!! Højre har altså accepteret Elmquist' valgoplæg "Forhandlingspolitik" ikke bindende sig til eksisterende Venstres ideologiske retninger. Hvilke visioner kunne en politilk som denne ikke have haft efter sytemskiftet 1901.
     Selv om hans modkandidat var redaktør af Demokraten i Århus, havde E. en fin pressedækning den ene dag, der var til rådighed.
     I det hele taget havde han altid fine pressemuligheder, der loyalt ville optage hans mange skriverier. Aarhus Stiftstidende, som var hans farfars og senere hans onkels avis, var overtaget af Funch Thomsen, men var stadig familiær positiv, ligesom Ålborg Stiftstidende - hvor redaktør Laurits Schiøtts-Christensen var gift med hans kones niece. Men det gjaldt også Venstre-pressen, med Vendsyssel Tidende i spidsen, hvor redaktøren havde været med ham på barrikaderne omkring Kredit-foreningens grundlæggelse 1880. Det er ikke lykkedes mig at finde et negativt indlæg mod ham.
     Men ellers var en strålende karriere dermed slut. Allerede året efter er helbredet så dårligt, at han må tage til Karlsbad og Syden for at samle kræfter, men foråret 1900 må han lade sig indlægge på klinik i København, hvorLouise og han fejrede deres sølvbryllup 5. maj, og hvor han døde 7. juni 1900 i en alder af 49 år af tuberkulose fra hustru og 7 børn.

------


20-3-1999
H:Gudmund Jensen, Mariedalsvej 28 B, 8820 Brabrand.
264066.

------


PS:      I Vendsyssel Tidende nr. 134 - 14. juni 1900 - var der en stor omtale af E.'s begravelse i Ålborg. Hans nekrolog havde man samlet i et særligt hefte i A5-format, og med hans billede på forsiden, som:

"Gratis Følgeblad nr. 18 til Vendsyssel Tidende nr. 134".

     Da jeg i marts 1999 eftersøgte dette følgeblad, fandt jeg - også efter søgning i Statens Avissamling - kun en mikrofilm af forsiden. Her havde måske ellers været det bedste grundlag for denne biografi. (HGJ)

     --- Til slægtsarkivet er taget en fotokopi af forsiden af Aarhus Amtstidende for d.3-4-1898 samt af forsidesiden af samme avis for 5.april, hvor bl.a. fællesmødets "gemene Hykleri" udstilles.