HARALD ELMQUIST

1818-1883


Harald Fridleif Gudman Elmquist blev født i Århus d. 26-.2-1818. Han var nr. 3 i søskendeflokken på ialt 8, hvoraf 2, Thorvald og Camilla, dog døde meget tidligt (1826).

Fra Haralds hånd foreligger hverken egne barndomsminder eller minder fra hans senere år. I det følgende er med kursiv anført citater fra A.H.Elmquist (55): Tilbageblik - og, med lidt mindre skrift, citater fra G.Elmquist (556) meget omfattende erindringer. Passager indrammet med »-«-tegn hidrører fra A.G.J.Elmquist's stamtavle fra 1913.


"Min Broder Harald - var ikke fuldt to Aar ældre end jeg, og vi fulgtes ad som jævnaldrende gjennem alle Barndomsaarene og deelte Alt med hinanden i al Broderlighed, om end Enigheden af og til paa sædvanlig Drengeviis afbrødes af Slagsmaal, ved hvilke Styrken var lige stor paa begge Sider.

Fra hans tidligste Barndom vil jeg anføre et Par karakteristiske Træk.

Engang, da han var bleven straffet for ulydighed, gav han sin Misfornøjelse Luft i følgende Ord til sin Moder: "Dersom jeg var Mor, og Du var mig, skulde jeg rigtignok snakke med Dig!". - En anden Gang, da han lykønskede sin Moder til hendes Fødselsdag, sagde han til hende: "See her har Du denne Foræring, men den har Far betalt, men" - tilføjede han hviskende - "der har Du 4 Skilling, det er af mine egne!"

"Under sin Opvækst havde han flere alvorlige Sygdomme at gjennemgaae; saaledes var han engang meget haardt angreben af Skarlagensfeber, men i de Tider var der ikke som nuomstunder Tale om Afspærring eller Forbud mod Skolebesøg fra smittede Huse og deslige. Min syge Broder og jeg vare begge Disciple i samme Klasse i Latinskolen. Jeg deelte under Sygdommens hele Forløb Soveværelse med ham, søgte Skolen som sædvanlig. Og da Patienten begyndte at komme op, mens han skallede efter Sygdommen, og Huden hang i Laser paa ham, sad jeg daglig hos ham og gjennemgik med ham de i Skolen foresatte Pensa, heldigvis uden at blive smittet og uden at overføre Smitten til andre. De gjentagen Sygdomsanfald satte H: en Deel tilbage i Skolen, hvilket havde til Følge, at han først blev student et Aar senere end jeg (1837).


Harald »boede en Tid i København sammen med den yngre Broder (Alfred Hjalmar) og levede et muntert og fornøjeligt Studenterliv - i omgang med bl.a. Brix (Efterslægten) og Carl Heilmann - og en kreds af andre begavede Samtidige. Et Udslag af deres gode Humør var "Archiv for Vrøvl", som en Tid udkom i haandskreven Udgave for indviede, og hvortil bl.a. Carl Ploug leverede Bidrag. Efter "2.den Eksamen" opgav han Studeringerne og gik i Lære som Typograf hos Faderen og vandt Lærlingebrev som saadan. Derefter hjalp han Faderen med Redaktionen, og det var hovedsagelig ham, der udgav Ugebladet "Almuevennen", senere omdøbt til "Cimbria", hvoraf der kom flere Aargange, med underholdende Læsning, hvori flere gode originale og oversatte Fortællinger (bl.a. af "Emanuel St. Hermidad" = Adolph Valdemar Thisted (61). Meget morsom var en af Harald E. udgivet Piece: "Nøtheniana" med en Del komiske Artikler af en aarhusiansk Original Anders Nøthen, der kaldte sig "Kgl. Frimurer". H. E. har vistnok i adskillige af disse Artikler "ført" Anders Nøthens Pen. Han skrev endvidere adskillige morsomme Digte og Viser, som endnu haves i Manuskript. Som man ser deraf, havde han stor litterær Interesse og Sans for Humor, som han dog særlig holdt af at lade komme frem i en mindre, hjemlig Kreds.

Der var noget tilbageholdende og næsten genert over hans ydre Fremtræden, men han var en fin og nobel Karakter med et mildt og kærligt Hjerte, retsindig og barnlig from. Måske netop derfor pintes han mere end almindeligt af forskellige Sorger og Prøvelser, som han maatte gennemgaa og som nedbrød hans Kraft.«

Harald arbejdede som sagt "i Redaktionen og var en tid nominel Redaktør, da Faderen på grund af Presseforseelse var sat under Censur. .. Skønt uddannet Bogtrykker havde Harald næppe faglig Interesse. Stiftsbogtrykkeriets Virksomhed udover Avisarbejdet udvidedes da heller ikke i disse År. Desuden var der efterhånden kommen en del konkurrenter. .. Fra 1870 voksede byen stærkt År for År; Tiden var også en anden, Vilkårene for Trykkerivirksomhed forbedredes .. men for Stiftsbogtrykkeriet fik denne udvikling nærmest negativ Betydning" (citat fra Em. Sejr: Aarhuus Stiftsbogtrykkerie", 1937).


A.H. Elmquist skriver videre om sin bror:


"I Hjemmet arrangerede han af og til smaa dramatiske Aftenunderholdninger til stor Fornøjelse saavel for de Agerende som for de indbudne Tilskuere.

På et Besøg hos Familien i Aalborg gjorde han Bekjendtskab med den smukke


KAREN WEINSCHENCK

1831 - 1908.


Karen var født d. 26-5-1831 på Gunderupgård (v. Trend) som datter af proprietær Fr. Wilh. Weinschenck og Cecilie Gleerup Kjerulf. Brylluppet stod d. 8-10-1850.

Da hun, skønt barnløs, kom til at indtage en stor plads i den gren af Elmquist-familien, der endnu i 1800-tallets seneste årtier følte at have rod i Århus - og da der foreligger udførlige ældre biografier om hende, er omtalen af hende holdt for sig (se nedenfor).

"Men det varede ej længe, før den unge hustru blev hjemsøgt af Sygdom, som nødsagede hende næsten uden afbrydelse at holde Sengen flere Aar igjennem. Senere, efter længere Tids Ophold paa et Kjøbenhavns Hospitaler forbedredes hendes Tilstand, men Sygdommen blev ikke hævet.

Da min broder led af et Hjerteonde og af svækket Syn, saa at en navnkundig Øjenlæge i Kbhvn. erklærede, at han havde den graa Stær, hvilket dog Eftertiden ikke stadfæstede, antog han Konsul Mørk som Stiftstidendes ansvarlige Redaktør.

Hans Ægteskab forblev barnløst, og tvende Plejedøtre (Dagmar Hedegaard og Anna Gredsted), de havde antaget sig, voldte dem, efterhånden som de voxede til, mange Bekymringer, og den ene af dem, der som Barn var blevet adopteret, viste sig tilsidst i den grad utaknemmelig, at Sorgen derover for en stor Deel blev Aarsagen til H:'s Død.


Harald døde den 20de August 1883. (Pneumonia & Peritonitis)

"Tante Karen"

[Etatsrådinde Elmquist, født Weinschenck]

»Karen var meget smuk, men svag af Helbred, hvilket afstedkom adskillige Vanskeligheder i Familielivet.

Hendes Fremtræden kunne være glimrende og blændende, og hun yndede at omgive sig med smagfuld Pragt baade for sin Person og for sit Hus, hvorfor hun lod foretage mange Byggeforetagender i den gamle Elmquist'ske Ejendom. Hun kunne vise en storslaaet Gæstfrihed og megen personlig Opofrelse. Der var noget lidenskabeligt over hendes Sympathier som ogsaa over hendes Antipathier, hvorimod hun ikke havde Evne til at se objektivt og lidenskabsløst paa Personer og Forhold.

Trods sin Sygdom (måske kan man ogsaa sige: i nøje Samklang med dens Karakter), udviklede hun en overordentlig Energi i en enhver Sag, som hun "kastede sig ind"; med Rette har man sagt om hende, at hun ikke var en af de Kvinder, "hvoraf der gaar 12 paa Dusinet". Som Eksempel paa hendes Rundhaandethed kan anføres, at hun i en Aarrække af sine egne Midler lønnede en Trediepræst ved Aarhus Domkirke, at hun engang skænkede samme Kirke flere hundrede Lamper (de blev senere tildels anbragte ved Hørning Kirke v. Randers) osv.

Efter sin Mands Død styrede hun med en vis Selvstændighed hele den store Forretning, indtil hun nogle Aar før sin Død bortforpagtede den til Redaktør Funch-Thomsen, hvorefter hun flyttede til København. Ved Stiftstidendes 100-aars Jubilæum 1. jan. 1893 udnævntes hun til Etatsraadinde.

I finansiel Henseende var hendes Styrelse dog ikke heldig, idet hendes fra Svigerforældrene arvede Formue og betydelige Indtægter ganske smeltede bort under hendes Hænder, hvad der for en stor Del skyldtes hendes Hjælpsomhed. Paa sine gamle Dage kom hun dog ikke til at lide nogen økonomisk Mangel, men hun førte med sine nedbrudte aandelige og legemlige Kræfter et temmelig trist og ensomt Liv.

Hun døde i København d. 28. juli 1908 (Momentalis hysteria). Det af hendes Svigerfader i hans Testamente udtalte Ønske, at Stiftstidende og Trykkeri maatte forblive i den Elmquist'ske Slægts Eje, realiserede hun altså ikke.«


-----

Det følgende er et uddrag fra læge Georg Elmquist's (556) erindringsbog: "Mit Liv" - som han skrev 1915 (og følgende år). Uddraget, der er foretaget af Annesofie Hermann, (55151), udsendtes første gang i 1979 i duplikat til Elmquist-samfundets medlemmer.

Uddraget giver - foruden at bidrage til en biografi af "Tante Karen" (og Georg Elmquist' egen, diagnosticerende indstilling) - også et godt tidsbillede og forklaring på afslutningen på forbindelsen mellem familien og Aarhuus Stiftstidende - og det bringes nedenfor in extenso:


"Bedstefar Elmquist og den ældre Slægt var tilbøjelige til at kalde hende "Karna", ligesom de kaldte min Moder, Jørgine, for "Georgine". De to andre Navne ansaas dengang for bondeagtige og ikke ætheriske nok. Æteriske Hensyn var stærkt fremtrædende i den gamle Bogtrykker og Litterats Hjem.

Tante Karens Fader, "Proprietær Weinschenck", ejede en stor Gaard, "Gunderupgaard" ved Limfjorden (2 km SØ for Trend), hvor han drev Studefedning i Forbindelse med Brændevinsbrænderi. Karen blev i en Alder af 17 Aar forlovet med Harald Elmquist, min Faders ældste Broder, som havde danset med hende nogle Gange og var bedaaret af hendes Ydre.

Hun var ogsaa usædvanlig smuk og livlig, men uvidende og fattig baade paa Kundskaber og aandelige Interesser, derimod udstyret med en mægtig Livslyst og Virksomhedstrang. Hun havde i højeste Grad den Evne at faa Mændene til at tro, at hun vidste og forstod langt mere, end hun gjorde.

Kort efter blev de gift.

Harald E. var dengang cand.phil. og havde maattet opgive at studere videre, da Faderen ville have ham hjem til Medhjælp i Forretningen. Han havde altsaa kun været et Aar hjemmefra og var meget uerfaren. Dog - selv en erfaren Mand kunde det være gaaet lige saa galt som ham.

Hans Hustru led nemlig af hysteri magna, en - ja, hvad skal man kalde det - Temperamentssygdom med hysteriske Krampetilfælde af den værste Art, som hun selv kunde fremkalde eller holde tilbage, som hun ønskede.

Saadanne Kramper er noget af det frygteligste at se paa for den, som er ukendt med deres Natur og Betydning. Den Syge ruller sig sammen som et Garnnøgle og hyler og skriger paa en ejendommelig surrende Maade, som ryster Tilskuerens Nervesystem paa det frygteligste. Det så ud, som om hun havde voldsomme Smerter og var Døden nær. Det var det, man i Middelalderen og endnu langt senere kaldte Djævlebesættelse.

- En Spand koldt Vand og en barsk og rolig Tiltale er den bedste Kur. Naar Krampeanfaldet er forbi, ser Patienten mat og døende ud, som rimeligt er efter de voldsomme Muskelanstrengelser.

Kramperne kan fremkaldes ved Sindsbevægelser, altsaa ogsaa, naar der er noget, man vil have, men ikke kan faa. - Den Syge er tildels Herre over, om hun vil lade Krampen få Magt over sig og kan ved fornuftig Opdragelse og Behandling lære at tvinge sig selv.

Men Fornuft var ikke hendes Mands Sag, han var altfor blød og ængstelig og troede hver Gang, at hun skulde dø. Hun benyttede Kramperne som et Vaaben mod ham, og han føjede hende i alt.

Da jeg praktiserede som Læge i Malling, traf jeg en gammel Mand, der havde været Kusk hos Pastor Budtz i Maarslet. Steffen hed han, og han var endnu paa sine gamle dage et Pragteksemplar med brede Skuldre og et prægtigt Skæg bølgende ned over Brystet.

Han fortalte mig, at Pastor Budtz, som omgikkes Elmquist'erne, en Dag havde sagt til ham: "Tag den lukkede Vogn og kør ind efter den unge Fru Elmquist paa Mejlgade; men hør, Steffen, det kan nok være muligt, at den unge Frue faar Krampe paa Vejen herud og giver sig til skrige! Men det skal du ikke bryde dig om, du skal bare se lige ud og passe Hesten".

Det, tyktes Steffen, var en sær besked. Men ganske rigtigt, før han havde kørt Halvvejen, begyndte den unge Frue at rulle sig sammen og skrige, saa det snurrede i Steffens Ører! Alligevel holdt han sig til sin Husbonds Ordre og lod som ingen Ting. Skrigene holdt op, og da Vognen holdt for Præstegaardens Dør, hoppede Fruen smilende ud af Kareten og hilste på Præsten, som om der ingen Ting havde været i Vejen.

Saa længe hendes Mand kun var Medhjælper hos sin Fader, gik Livet i Hjemmet ganske fredeligt og stille, og hun blev for sin Skønheds og Livligheds Skyld meget beundret af sin Svigerfar, Svogre og Svigerinder. Men da Svigerfaderen rejste til København og bosatte sig der (1867), fik Sønnen som bestyrer og ene Redaktør mere at leve af. Det unge Par flyttede ind i de gamles Lejlighed, og hun begyndte for Alvor at tilfredsstille sin Lyst til Forandring og Indkøb, omdannede Lejligheden, pyntede den med Mahognivindueskarme, Skydedøre, Tigerskindstæpper, byggede en stor Veranda, lavede Havestue m.m.

Og da Svigerfaderen kort efter døde, kunde hun rigtigt slaa sig løs og være den rige, gæstfrie og gavmilde Husmor, foretage flere og flere Forandringer ved Gaarden og købe ind af alle Slags, navnlig Manufakturvarer. Der blev ingen Penge anvendt paa Malerier, Kunst, Litteratur, god Musik, Rejser o.l., hvad der i mine Øjne viser hendes Mangel paa Kultur og virkelig Dannelse.

Huset blev ikke et Hjem for dannede, dygtige og begavede Mennesker, men et Hovedkvarter og en Bespisningsanstalt for hendes saare tarveligt udrustede og aandsfattige Slægt. Ikke saadan,at hun ikke ogsaa var gæstfri og i visse Maader gavmild mod Elmquist'erne, men de var dog kun Biting.

- Jeg siger, at hendes Familie var aandsfattige - i værste Betydning! Men herfra maa dog undtages Steinthalerne og Fanøerne - Børn af hendes to Søstre, blandt hvem der var adskillige dygtige og kultiverede Mennesker. -

Jeg har engang haft liggende en Afskrift af Bedstefars, den gamle Overkrigskommisær E.'s Testamente. Han bestemmer deri, at hans Søn, Harald, skal arve Avisen og Trykkeriet imod at oprette et Legat for trængende Kvinder i Aarhus By, stort 10.000 Kr. Dette Legat er altsaa oprettet af Overkrigskommisæren og ikke af det unge Par, som Tante Karen vilde have, det skulde se ud. Desuden stod der i Testamentet, at det var hans bestemte Ønske (desværre ikke Vilje!), at Harald E. og Karen, hvis de ikke efterlode sig Børn, skulde sørge for, at Forretningen efter deres Død gik over til Arveladerens Familie. Et Ønske de meget hurtigt satte sig ud over ved at adoptere et vildfremmed Barn og ved langt senere at sætte det hele over Styr ved taabelige Dispositioner, da min Tante blev Enke og eneraadende. Executor var Overretsprokurator Steinthal, gift med Tante Karens Søster. Der var ganske vist en Executor til, men han døde kort efter Arveladeren.

Denne (A.F.Elmquist) efterlod foruden Avisen og Trykkeriet en Formue, dels i Penge, dels i Ejendomme, som jeg anslaar til 1 million Kroner, i al Fald når man regner den Pris, som et Par af Arvingerne realiserede Ejendommene til.

Jeg har forstaaet det saaledes, at den Strid, der opstod mellem to af Arvingerne under Skiftet, nemlig Harald Elmquist og Ritmester (senere Generalmajor) Freiesleben, gift med Laura Elmquist, drejede sig om, hvorvidt Testamentet bestemte, at Harald E. kun skulle arve Avisen og Forretningen, som allerede dengang maatte anslaas til en Kapitalværdi af 500.000 kr. - eller tillige sin Lod af den øvrige Formue lige med de øvrige Arvinger. Freiesleben mente, at der ikke tilkom Harald noget af den øvrige Formue, skønt det ikke var bestemt udtalt i Testamentet, der var skrevet af Steinthal. Og han (Freiesleben) talte efter min Mening Retfærdighedens og de øvrige Arvingers Sag, men Elmquist'erne støttede ham ikke; thi de - Far iberegnet - var alt for bløde og svage af Karakter til at staa paa deres Ret og skælvede for ubehagelige Scener og Strid. Jeg haaber, at de kommende Generationer maa have mere Marv i Knoglerne i lignende Tilfælde.

Men Onkel Harald stod, meget imod sin Natur, fast - stivet af sin Kone og Executoren - og sejrede!

Freiesleben modtog til Trøst og formodentlig lavt taxeret, en stor Ejendom ved Vesterport, som han senere udstykkede med stor Fordel. Han havde gjort, hvad han kunde, den Ros skal han have.

I Anledning af denne Strid var der i mange Aar Fjendskab mellem Redaktør E.s og Freieslebens, dvs. mellem Ritmesteren og Tante Karen. De kom ikke sammen i lang Tid. De andre Arvinger var nødt til at tage Parti, og de tog naturligvis Parti for Tante Karen, som de var mest bange for, og som daarede dem ved sin Skønhed, sin Elskværdighed og sine "lyseblå" Miner. Jeg husker ogsaa, hvordan jeg som 12-aarig Dreng var indtaget i Tante Karen og troede, at hun var en ren Engel.


I Aalborg holdt Konsul Michael Herskind, som var Fætter til Redaktør Harald Elmquist, Sølvbryllup, og der var han og Tante Karen med. Ved denne Fest traf de sammen med Sølvbrudgommens Broder, Pastor Anders Herskind (sidst i Holbæk). Dér opklaredes det saa, at Anders Herskind som ung havde skrevet et Frierbrev til Tante Karen. Det havde hun aldrig faaet, thi en Søster, som selv var forelsket i ham, havde opsnappet og brændt det. Det gav Anledning til megen Rørelse efter Middagen og et inderligt Venskab mellem de to, der ikke havde faaet hinanden.

Præstens Søn, der var Handelsmand, og en lige saa smuk Mand som Faderen, kom til Aarhus, hvor han blev som en Plejesøn for Tante Karen, der overøste ham med Velvilje og Godhed, og fik ham, der ligesom Faderen var en svag og blød Natur, forlovet med sin Plejedatter, Dagmar Elmquist, som hun afvekslende forkælede og tyranniserede: For en Sum af 30.000 Kr. købte hans Svigerforældre ham ind i det udmærkede Firma Kampmann og Møller, der nu fik Tilnavnet Herskind, og som medlem af dette Firma blev han efterhånden en rig Mand.

Der blev holdt et vældigt og flot Bryllup, hvor Tilskuerne halvt spolerede Domkirkens Stolestader i deres Iver for at komme til at se. - Ellers anstændige og ærbare Damer skrævede over Stolestaderne for at komme nær nok. Der afbrændtes et stort Fyrværkeri paa Kystvejen om Aftenen, og det halve Aarhus var paa Benene.

Der var Middag paa Royal, hvor det gik meget muntert til. Efter Middagen samlede min Svoger, Palle Lunøe, Penge ind i en gammel Hat til sin fattige Familie. Min Fætter, Theodor Freiesleben, der ikke kunde taale ret meget, dansede efter Bordet med min Forlovede, Emmy Walther, og faldt saa uheldigt, at han, der var Lieutenant og i fuld Galla, rullede hen for Fødderne af den kommanderende General, gamle Steinmann, der meget delikat vendte sig om for at betragte Billederne paa Væggen.

Jeg var desværre forhindret i at være til Stede, da jeg nylig havde faaet et Kadaver paa Dissektionsstuen, og det taalte jo ikke at ligge ret længe.

De Gæster, som ikke kunde bo i Hjemmet på Mejlgade, var indkvarterede på Hotel Royal, hvor Værten havde Ordre til at give dem, hvad de forlangte, paa Redaktør Elmquist's Regning. En Student, Carl Herskind, fra Aalborg, som boede der i 3 Dage, efterlode bl.a.a en Regning paa 300 Bajere.


Ikke længe efter Brylluppet erklærede Dagmar Herskind (der formentlig var jaloux paa sin Plejemor), at hun ikke ville se Tante Karen inden for sine Døre. Hvad Grund hun gav for denne Handlemaade, ved jeg ikke. Tante Karen havde vel tyranniseret hende en Del og ikke altid paa nogen blid Maade, men hun skyldte hende dog meget og ligesaa hendes Mand. Onkel Harald havde dog vist aldrig krænket hende.

De gamle blev jo opfyldte af Raseri og Sorg over dette Brud. Og da Pastor Herskind, ledet af sin Kone, som, hvad der ikke var urimeligt fra hendes Standpunkt, ærgrede sig over den yderst uskyldige Flirt mellem Præsten og Tante Karen, senere tog de unges Parti, blev han lyst i Band af Tante Karen, og hun kaldte ham siden aldrig for andet end "Djævlen fra Holbæk".

Aarene gik uden Forsoning.

Onkel Harald blev syg og døde. Tante Karen plejede ham omhyggeligt til det sidste, om end ikke uden det Rabalder og den Ostentation, som hørte hendes Natur til. Jeg var til Stede og vaagede de sidste tre Nætter over ham. Jeg undrede mig den Gang (som ældre medicinsk Student) over den døendes Ro og over, at han endog kunde være humoristisk den sidste Nat.

Der var stor Opstilling af Weinschencker og Steinthal'er i Dødsværelset. De stod i Grupper, Mænd og Koner med hinanden om Livet, og iagttog med Spænding og Rædsel i deres Miner, når det sidste Pust kom, hvilket maa være højst ubehageligt for den døende, hvis han ellers har mærket noget. Den eneste rolige var Fru Steinthal, som sad ved Sengen med sin Strikkestrømpe og ikke plagede Manden ved uophørligt at stirre paa ham.

Saa snart jeg mente, han var død, gik jeg hen til Sengen og konstaterede det. Saa snart jeg sagde: "Nu er det forbi", udstødte Tante Karen et Skrig og besvimede eller gjorde i al Fald et Forsøg derpaa, og alle Mandfolkene tog deres Koner om Livet og hulkede og klagede. Det hele gik som paa Kommando og var meget teatralsk.

Der blev en stor og pragtfuld Begravelse, og min Broder Thorvald holdt en ypperlig Tale over Temaet: "Han er ikke død, han sover".

Tante Karen tog sig glimrende ud i elegant Enkesorg med Snip. Da der var kastet Jord på, vaklede hun frem, faldt paa Knæ ved Graven og blev liggende et Minut tilsyneladende hensunken i Bøn, hvorpaa hendes Svoger, Oberst Freiesleben, fremtren i Galla med Hjelmen under Armen, bød hende den anden Arm og førte den sørgende Enke hen til Vognen. Det var gribende - kun ikke for en medicinsk Student og Radikaler!

Det var Film, længe før denne endnu var opfunden!


Det fortjener at noteres, at efter Onkel Haralds Død havde Enken aldrig Krampeanfald mere.


Tante Karen var ved Testamente (trods Bedstefars bestemt udtalte Ønske i hans testamente) indsat til eneste og enerådig Arving - og nu kunde hun rigtig herske uhindret, som hendes Lyst var.

Hun vilde selv styre alt - ogsaa Forretningen, som hun ikke havde Spor af Forstand paa. Hun reformerede Forretningsgangen efter sit Hoved og afskedigede til sidst den erfarne og paalidelige Faktor Andersen, som havde været i Forretningen fra Bedstefars Tid, under Beskyldninger, som hun slet ikke kunde bevise.

Som jeg alt har fortalt, havde hun aldrig mere Krampe efter sin Mands Død, men sygelig var hun dog altid. Nu var det løse Nyrer og Fordøjelsesbesværligheder, mest p.gr. af uhensigtsmæssig Levemaade.

Til sidst blev hun ked af at bo i Aarhus. Det store Hus, den megen Gæstereren blev hende for dyrt. Desuden havde hun ideligt bygget om og forandret paa den mest upraktiske og kostbare Maade.

Forlængst havde hun solgt Maskinerne til sin Forpagter og givet ham Lov til at flytte dem hen i en anden Gaard. Nu solgte hun ogsaa Gaarden (vistnok for 88.000 kr.) Det var en hyggelig gammel Gaard med smukke Lindetræer og vild Vin opad Murene, hvor Bedstefar var flyttet som ung for over 100 Aar siden.

Selv flyttede hun til København, hvor hun led den Skuffelse ikke at blive regnet for noget stort som i Aarhus. Tænk, de vilde ikke give hende Kredit, selv om hun sagde, at hun var Etatsraadinde Elmquist.

Om hendes Liv i København ved jeg ikke stort. Da hun fyldte 70 Aar, vilde hendes Svoger, Overprokurator Steinthal, gøre en stor Middag for hende i et offentligt Lokale, hvor hun skulde samles med og hyldes af mange unge og gamle, som havde nydt godt af hendes Gæstfrihed og Gavmildhed.

Hun havde lovet at komme, og de unge glædede sig til Festen. I sidste Øjeblik sendte hun Afbud, og Festen maatte opgives til Skuffelse for mange og stor Ulejlighed og Bekostning for Indbyderne.

Hendes Jomfru havde brændt en Kalvesteg - og hvad værre var: Da hun skulde prøve en ny hvid Silkekjole, som hun havde bestilt til Festen, og ikke fandt, at den klædte hende, havde Direktricen paa Systuen været saa dum at sige: Ja, Etatsraadinden kan jo heller ikke vente, at hvidt skal klæde Dem saa godt i Deres Alder! Saa blev hun i daarligt Humør - arrig vilde jeg sige, hvis Talen ikke havde været om en Rangsperson - og væltede derfor hele Festen!..."


(Vi har været nødsagede til at springe nogle partier af kapitlet om "Tante Karen" over, da det ellers vilde blive altfor omfattende. Men vi må have skribentens slutbemærkninger med:)


"Naar man ser tilbage over Tante Karens Liv, maa man sande det gode gamle Ord: Var ikke Bugs Fylde, da kunde man sin Bag forgylde! Man maa ikke ofre altfor meget paa Æden og Drikken og unyttig Komfort.

Jeg har ikke selv prøvet at være rig. Men jeg kan godt indse, at det ikke er saa nemt, som det ser ud til. Man skal være født til det eller selv have tjent sig en Formue ved Arbejde - ikke ved Spil! Og saa skal der sund Forstand og Kultur til. De allerbedste Nydelser: Musik, Kunst, Litteratur osv. i iberegnet Renlighed, koste ikke ret meget. Der kan endda blive til at være gavmild mod Næsten. Men det er det allervanskeligste at være paa en fornuftig Maade.


Gid de yngre Generationer af Familien maa blive praktiske og virksomme Mennesker og vide at finde de ædleste Glæder!

I en Alder af 75 Aar døde Tante Karen af en Lungebetændelse. Der fandtes saa godt som ikke Spor af Kontanter hos hende. Kun nogle Møbler og andet Indbo, en Livsassurance paa 30.000 kr."