ALFRED HJALMAR ELMQUIST

1819-1892


Alfred Hjalmar Elmquist blev født i Århus d. 24-12-1819. Han var nr. 5 i en søskendeflok på ialt 8 - hvoraf to: Thorvald (f. 1821) og Camilla (f. 1825) dog begge døde meget tidligt (1826).

Ældst i søskendeflokken var Edvard (f. 1812), fulgt af de to søstre, Thora (f.1814, gift Krabbe) og Louise (1816, ugift).

Dernæst kom Harald (f. 1818, gift med Karen Weinschenck);

".. han var ikke fuldt 2 år ældre end jeg, og vi fulgtes da ad som Jevnaldrende gjennem alle Barndomsaarene og deelte alt med hinanden i al Broderlighed, omend Enigheden af og til paa sædvanlig Drengeviis afbrødes af Slagsmaal, ved hvilken Styrken var lige stor på begge Sider".

Dette citat - og de i det efterfølgende med kursiv anførte - er hentet fra A.H.'s selvbiografi: "Tilbageblik", der foreligger i en ca. 95 sider maskinskrevet og duplikeret udgave (ca. 1910) og er delvis optrykt i Aarhus Stift Historiske Aarbog, bind 53, 1960.

Supplerende er - med lidt mindre skift - medtaget en del citater fra A.H.' yngste søn, lægen Georg's (556) udførlige og psykologisk-diagnostiske erindringer, -nedskrevne ca. 1915-20.

Dermed er det forsøgt at forene de snævert biografiske oplysninger med et mere almindeligt billede af livsvilkårene i 1800-tallet.

___


A.H. "voxede op i et godt Hjem hos en driftig og noget kolerisk og forfængelig Fader - og en meget kærlig og blødhjertet Moder, der var noget bange for sin Mand, med hvem hun ellers levede lykkeligt sammen, og overfor hvis Hidsighed hun undertiden maatte dække Børnene. - Det var et godt og velhavende Hjem, med megen interesse for Poesi, Theater og Musik, og hvor man helst dvælede ved det æsthetisk skjønne; man kunne tillade sig at følge en Tilbøjelighed til at glide let hen over det ubehagelige, over den raa Virkelighed, hvilket desværre sjældent lader sig gjøre længere hen i livet. -"

Dette stemmer godt overens med, hvad A.H. selv skriver:

"-ved siden af træk af drengeagtig Raskhed og Skjelmerie frembød min Barndom også mangt et Vidnedsbyrd om frygtagtig Undseelse -- som jeg senere ikke har kunnet frigøre mig fra, og som har forhindret mig fra at gjøre mig saa meget gældende, som mine Evner ellers vilde have berettiget mig til".

Når man læser A.H' erindringer, får man det indtryk, at han hele livet igennem har haft et meget rigt facetteret og reflekterende sind, og at den "frygtagtige Undseelse" måske derfor mere har været følt af ham selv end af omgivelserne, og har været et resultat af en indre strid mellem - på den ene side trangen til at opleve, og til overfor omverdenen at vise kvikhed og handlekraft, altså "Raskheden og Skjelmeriet" - og på den anden side ønsket om at kunne vise den stille omtanke og hensyntagen, der senere i livet blev så fremtrædende hos ham, ikke mindst i hans kærlighed til og omsorg for sine nærmeste.

Raskheden og Skjelmeriet blev det mest fremtrædende af disse træk hele ungdommen igennem. Men efter at han havde mistet sin ungdoms højt elskede og første hustru, da hun, 33 år gammel, havde født Georg, trængtes disse egenskaber efterhånden meget i baggrunden, og gav - med præsteembedets vanskeligheder og hans anden hustrus tiltagende sindssyge - da yderligere plads for en vis stille vemod, der udad til kunne opfattes som indesluttethed.

Hvad angår raskhed og skælmsstreger, så nævner A.H. selv, hvordan han i 5-års alderen i leg med genboens børn ved et ærinde på retiraden ville ..

"vise mine Armkræfter ved, idet jeg stak Benene ned i Hullet paa Sædet, at holde mig oppe ved Hjælp af Armene. Da jeg saa begyndte at blive træt, ville jeg trække Benene op af Hullet, men trods al Anstrengelse lykkedes dette mig ikke, saa jeg tilsidst maatte slippe og sank ned i Dybet under mig. Hvem det var, der ved mit Raab om Hjælp, kom til og fik mig trukket op, mindes jeg ikke; derimod staaer det tydeligt for mig, hvorledes jeg blev anbragt paa en stor Sten midt i Gaarden, hvor gamle Pige Stine, som var bleven tilkaldt, fik det skidne Tøj trukket af mig og ombyttet med rent, idet hun ledsagede denne Rensningsproces med en Skyld-regn af Skænd og Skjældsord. Jeg skammede mig som en Hund."

Som lidt ældre deltog A. H., sammen med sin bror Harald og gode kammerater, bl.a. sognepræstens 2 sønner(!), i skolealderen også i adskillige gale streger i kvarteret - som f.eks. at binde gadedøre fast - "som dertil egnede sig, så Folkene indefra ej kunne faae dem op; der ringedes da paa Klokken, hvorefter vi, skjulte i en eller anden Port gottede os ved at iagttage Vedkommendes Rusken i Døren og deres Forbitrelse, naar de ikke kunde faa den op, og naar dette endelig lykkedes, deres Forundring over Ingen at finde udenfor".

A.H. fik tidligt gode indblik i de forskellige samfundsklassers vilkår.

I hans barndomshjem var der jævnligt besøg af fremtrædende personligheder, såvel prinsesse Caroline Charlotte, prins Christians (d. 8.) fraskilte gemalinde, adskillige højtstående embedsmænd og flere af samtidens betydende digtere og kunstnere, hvis nærvær og optræden med deklamation, sang og musik alle må have gjort indtryk på A.H.' følsomme sind. Der blev også jævnligt holdt større selskaber, altid om aftenen.

"Nutidens flotte Middagsselskaber kjendtes dengang næppe, men Gemytligheden og Munterheden florerede desto mere, og jævnligt vankede der ogsaa en eller anden varm Ret til Aften. Ved slige Lejligheder benyttedes dengang endnu af og til Visebøgerne fra den Rahbekske Periode - og Sangene istemtes af hele Selskabet med Puncheglassene foran sig paa det lange Spisebord. Fader, der ikke selv røg Tobak, havde anskaffet en Deel Kridtpiber til Brug for dem af Gæsterne, som ikke selv havde Piber med; Cigarer brugtes dengang næsten ikke".

Om de jævnere samfundsklassers vilkår fortæller A.H. blandt andet:

"I de Tider var det endnu Skik i mine Forældres Hus, at Trykkeriets Typografer spiste til Middag ved Familiens Bord".

"Det var ogsaa Skik i Hjemmet, at adskillige Fattiglemmer havde Lov til at indfinde sig hver Søndag og faae et Par Skilling og hvad der ellers kunde falde af til dem af Madvarer eller deslige".

Ude på gårdspladsen levede i nogle år en abe, "som havde sit Hus med tilhørende Stang ved siden af et Kjælderskur, hvor den kunde komme ned og tage Plads efter Behag. En af Fattiglemmerne, en forhenværende Hattemager Pippel, en lille Mand med et stort, tykt og busket Haar, havde for vane, naar han kom igjennem Gaarden, at begive sig hen til Aben (Jocko) og række sit Hoved frem til Løskning, og det var øjensynligt at Jocko aldrig søgte dér forgjæves, men fik sig et efter dens Smag lækkert og rigeligt Maaltid."

Fra sine første skoleår fortæller A.H. bl.a. træk, der også bringer os den tids forhold tæt ind på livet. Disciplinen var hård og der var ikke tale om frikvarterer.

"Kun naar Læreren i et Sideværelse indtog sin Frokost, havde Eleverne ogsaa Lov til at fortære deres medbragte Mellemmad, men uden at røre sig fra deres Plads. Enkeltvis kunde man faae Lov til at gaae nogle Minutter ned i Gaarden. Jeg mindes, hvordan jeg gerne benyttede slige Friheds-Øjeblikke deels til at iagttage de mange Rotter, som spadserede frem og tilbage nedenfor Sædet i Retiraden, deels ved at stille mig op i et Hjørne af Gaarden, hvorfra man kunde see Uhrskiven paa Domkirketaarnet, for at tælle det Antal Minuter, jeg turde ind-rømme mig selv, inden jeg maatte vende tilbage til den kedsommelige Skolestue".

"Undervisningen dreves paa rigtig gammeldags Maneer, idet han gik hen saa til den ene, saa til den anden af Eleverne og lod dem opramse deres Lektie udenad, uden nogen som helst Gjennemgaaen eller Forklaring; og kunde man ej sin Lektie, udeblev ikke Revselsen, der, naar den var mildest, bestod i at blive banket med en Pibespids i Hovedet, ellers i at blive nappet i Ørene, saa stundom Blodet flød, eller i at blive slaaet med Spanskrøret i den indvendige Haandflade".

A.H. kom ved 10-års alderen i latinskolen, der havde 4 to-årige klasser; undervisningen var fra kl. 8-12 og 2-5, dertil sangtime 2 gang ugentlig og om sommeren 2 gange gymnastik. De vigtigste fag var dansk, latin og græsk. En smule naturhistorie lærtes alene i nederste klasse, og regning og tegning sluttede allerede i 2. klasse, hvorimod religionsundervisningen fortsattes gennem alle årene.

I sit "Tilbageblik" fortæller A.H. naturligvis en del historier om besynderlige lærere, om drengenes iver for at opnå "Maanedslov", som benyttedes til udflugter ud til Riis skov, hvor der på de stejle strandskrænter udkæmpedes kampe mellem "Røvere og Soldater" - og om hvordan han og hans bror Harald oprettede et "Regiment" på en snes drenge, der, foruden at afholde øvelser i "Kjøbmand Raaes Tømmergaard", nu og da drog uden for byen og f.eks. kom i klammeri med en stor flok Vejlbydrenge, der kastede stene efter dem. Kampen afgjordes til regimentets fordel ved at "en stor Dreng, vi havde med fra Faders Trykkeri ("Jochum Tørvetriller") udfordrede den største af Forfølgerne til Tvekamp, i hvilken han kastede sin Modstander til Jorden."

Selve "examen artium" (studentereksamen) skulle bestås ved universitetet i København og med examination ved dets professorer. Overfarten fra Århus til København foretoges på en lille Jagt (énmastet båd m.gaffelsejl samt 1 råsejl). "Det stormede stærkt og hele natten tilbragtes paa Dækket, der hvert Øjeblik blev overskyllet af Bølgerne. Først næste Dags Aften naaede vi Hovedstaden --."

Efter vel overstået prøve fulgte så "rusåret" med efterfølgende immatrikulation, og derefter forestod ferierejsen hjem. Den foregik, sammen med to kammerater, i (lukket) extravogn til Kalundborg - men så var pengene også sluppet op, så de måtte låne til sejlturen. Ferien trak på grund af den usædvanligt strenge vinter 1837/38 ud til hen på foråret og "i al den tid tænkte vi ej paa Studeringer, men kun paa at more os".

"At jeg, efter at være blevet Student i en tidlig Alder (mellem 16 og 17 Aar), kom til at studere Theologi, skete ikke fordi jeg just dertil følte noget bestemt og særligt Kald; maaske snarere fordi alle mine Kammerater fra Skolen paa en enkelt nær slog ind paa denne Vej.-- Dog maa jeg deri se en Forsynsstyrelse, for hvilken jeg ikke kan være taknemmelig nok."

Nu fulgte så studieårene med forelæsninger og et studenterliv, der netop i disse år (1839-43) satte de unge sind i voldsomt røre. På Universitetet forelæste Martensen over den nyere filosofi, "..og mange ungdommelige gemytter bleve saa betagne, at de indbildte sig i den Hegelske Visdom at finde Løsningen af alle Tilværelsens Gaader, og der fremkom iblandt dem et Utal af »Philosophii udi egen Indbildning«". Efter kong Frederik 6.' s død i dec. 1839 oprettedes det såkaldte "Studentersamfund", i hvis møder A.H. deltog og "..hvor glimrende Taler holdtes, navnlig af Lehmann og Monrad ... og H.Egede Schack, der senere skrev »Phantasterne«". Samfundet maatte imidlertid snart opløse sig.

"Men ved siden af den gamle Studenterforening var der fremstaaet en anden under Navn af »Akademisk Læseforening«; -- her gik det meget livligt til; der diskuteredes, politiseredes og philosoferedes over en lav sko; stundom arrangeredes dramatiske Forestillinger, hvor Plougs saakaldte "Atellaner" og Hostrups første Komedier kom til Opførelse. Hvad mig angaar, da kom jeg jævnlig i denne Forening, men indtog der, overensstemmende med mit Naturel, en meget beskeden, tilbagetrukken Stilling".

Nu og da var A.H. gæst hos sin ældste brors svigermor, fru Schwartsen, der som ung havde været sangerinde ved det kgl. teater, og hvis søn og to døtre sang meget smukt. Her fik han lejlighed til at høre "baade Opera- og Romancesang af bedste Slags".

Hos den gamle skuespiller, C.N. Rosenkilde (der allerede som ung kantor i Århus - og siden som kgl. skuespiller havde været gæst i Mejlgade) kom A.H. også enkelte gange, især når A.H.'s forældre gæstede hovedstaden, og tillige enkelte gange hos andre, men ellers "..kjendte jeg kun lidet til »selskabelig omgang«, -hvilken ellers er saa ønskelig for unge Studerende".

A.H.'s kontubernal (dvs. stuekammerat) på Regensen var først Valdemar Thisted, der blev cand. theol. i 1840; derefter Carl Heilmann. Med disse to tilbragte han flere juleferier i Gyrstinge præstegård (V. for Ringsted), hvor Valdemars far, pastor Jørgen Thisted residerede. Jørgen Thisteds far var bror til A.H.'s farmor, og selv gift med A.H.'s faster Marie, der dog døde allerede 1829. A.H. og Valdemar var således ret tæt beslægtede.

(Om Valdemar Thisted, se særskilt biografi)

"Mine Sommerferier vare i Reglen utilbørlig lange, og Overrejsen til Aarhus tog stundom megen Tid. Saaledes tilbragte jeg engang 9 Døgn ombord paa en lille Jagt, hvor en Oberstløjtnant med Kone og 2 Døtre havde optaget den lille Kahyt, mens vi tre andre maatte nøjes med Dækket og Lasten. Tre Gange vovede vi os fra Helsingørs Rhed ud af Sundet, men maatte vende tilbage igjen paa Grund af Storm og Modvind."

"Under disse Forsøg maatte mine Kamerater og jeg ned i Lastrummet, hvor Lugerne lukkedes over os, saa vi befandt os i Bælgmørke, mens en Masse Jernplader raslede om os med en Lyd som af Torden og truede med at ramle ned over os. Endelig blev Vejret saadant, at vi kunde komme videre, men saa maatte vi flere Gange lægge bi for Vindstille."

"-- Ogsaa tillands kunde Rejserne være drøje med de daværende Befordrings-midler. Saaledes kjørte jeg engang, efter at være naaet med Smakke fra Aarhus til Kallundborg, en heel Nat med »Agepost« igjennem Sjælland. Paa Vognen var ingen Andre end Postføreren og Jeg. Vi sade sammen paa eet Sæde, og en Skylregn strømmede ned over os hele Natten. Mens min Rejsefælle expederede Post i Holbæk og Roskilde, blev jeg siddende paa Vognen under aaben Himmel: Jeg sad som i Sædebad, thi Agestolen var fuld af Vand."

"Da jeg omsider, gjennemvaad, naaede til mit Logis i Kjøbenhavn, var jeg saa medtagen, at jeg strax maatte til Sengs. Efterhånden løsnedes en stor Deel af Huden, navnlig paa Ansigt og Hænder og skallede af som efter en Skarlagens-feber. --"

"Hvor herligt var det da ikke, da en regelmæssig Dampskibsfart mellem Kjøbenhavn og Aarhus kom i Gang!. I April 1842 var jeg med ombord paa Dampskibet "Caroline Amalie", da det foretog sin første Tur paa den nævnte Route."

"Tilmed var Anledningen til min rejse i høj grad glædelig, og Vejret var under den natlige Overfart fortrinligt. For første Gang skulde jeg over at besøge min Forlovede."

Om baggrunden herfor skriver A.H., hvorledes der i hans barndom om vinteren gaves mange børneballer -

".. og ofte traf jeg dér sammen med den nydelige lille Georgine Nielsen, som snart blandt alle pigebørnene vandt den fornemste Plads i mit Hjerte. Naar vi Drenge stundom morede os med at forfatte Karakterlister over de Pigebørn, vi kjendte, var hun paa min Liste altid No: 1, med Karakteren »UG med Kryds og Slange«."

"Tilbøjeligheden, vidste jeg, var gjensidig; men den taabelige Undseelse, som jeg har omtalt, gjorde, at jeg var meget bange for at Andre, navnlig da Voxne, skulde komme med Bemærkninger derom. Saaledes blev jeg en Dag meget flov, da jeg hørte min Fader sig til Georgines's Fader: »Naa, hvordan har min lille Svigerdatter det?«, hvortil der svaredes: »Tak, hun har det godt!«, og så lo de begge to. Ja, det gik endog saa vidt med mig, at da jeg engang, gjennem en betroet Veninde, havde faaet en Lok af Georgines Haar, turde jeg, af Angst for mulige Drillerier, hvis det opdagedes, ikke beholde den, men kastede den i Havet, som dengang stødte umiddelbart op til mine Forældres Have. -"

"Nu havde jeg, indtil i Aaret forud i lange Tider ikke seet noget til min Barndoms-inklination; omend ingensinde glemt, var hendes Billede dog blevet trængt i Baggrunden hos mig. Jeg havde da sværmet snart for En snart for en Anden, men heldigvis havde denne Sværmen ikke draget alvorlige Følger efter sig."

"I Sommer-ferien 1841 traf jeg sammen med hende ved en af de Folkefester, som Digteren Steen Blicher havde kaldt til Live. Hun var nu vokset op til en yndig Ungmø - en gammel Dame, som jeg for nogen Tid siden traf sammen med her i Aarhus, sagde om hende: » Hun var den yndigste unge Pige, jeg nogen Sinde har kendt!« - og de fordums Følelser for hende blussede op hos mig i forøget Styrke. .. og da jeg efter Ferien drog tilbage til Hovedstaden, var det med det Forsæt at ville frie efter endt Embedsexamen."

"Men i Løbet af Vinteren modtog jeg hjemmefra Beretninger om, at hun omsværmedes saaledes af Tilbedere, at jeg ikke turde bie længere. Jeg skrev til hende den 16. februar 1842, og modtog allerede den 19de hendes Ja."


GEORGINE CHRISTINE NIELSEN

1822 -1856

født d.13-11-1822 i Århus som datter af byens byfoged, Jørgen Nielsen og hustru Anna, f.Mørch.

A.H. blev teologisk kandidat i foråret 1843. Som det vistnok dengang var almindeligt, måtte man, inden man kunne opnå et præsteembede, i adskillige år (for A.H.'s vedkommende i næsten 16 år !) slå sig igennem som lærer ved private skoler og/eller latinskoler.

Dette skolearbejde indledte A.H. med en kort tid som lærer i sin fætters, Valdemar Thisteds, skole i Skanderborg, men siden som lærer ved pigeskoler i Århus - samt snart efter som lærer ved latinskolen i fransk, senere tillige i dansk og latin, og senere tillige som adjunkt i den såkaldte videnskabelige Realskole - "- hvor jeg i Førstningen blev nødsaget til blandt Andet at overtage Regning i nogle Klasser, hvilket var mig en meget ubehagelig Overraskelse, eftersom jeg altid havde været en Stymper i dette Fag".

A.H.' og Georgines forlovelsestid varede i 4½ år, og "en ikke liden del" heraf, således hele vinteren 1844/45, tilbragte Georgine på Bornholm hos A.H.'s søster, amtmandinde Thora Krabbe, hvis helbred da helt var ved at svigte og som døde i maj 45.

"I Efteraaret 1846 skulde vort Bryllup staae. Vel var jeg da endnu ikke bleven Adjunkt, dog mente vi nok at kunne slaae os igjennem, idet min Fader havde lovet os fri Bolig, og en Mødrenearv paa 800 Rdl., som var tillagt min Kjæreste, kunde hæves hos min Svigerfader, efterhaanden som vi maatte trænge dertil. --- Den 21de nov. bleve vi saa ægteviede i Frue Kirke, - det var en Lørdag, der valgtes dertil, for at jeg kunde have Dagen derefter fri; om Mandagen tog jeg atter fat paa mine sædvanlige Forretninger."

"Lige overfor mine Forældres Hjem ejede min Fader 3 Gaarde ved siden af hverandre. I den nordligst beliggende af disse fik vi vor første Bolig - men efterhaanden, som Familiens Tilvæxt gjorde større Husrum fornødent, kom vi til at bebo Førstesalslejligheden i de andre to" -. Mindst en Gang ugentlig tilbragte vi Aftenen hos mine Forældre og en anden hos mine Svigerforældre.-"

"Den 17de Oktober 1847 kom vor førstefødte Søn til Verden - (døbt Thorvald (551)) - og samme Aften sang jeg ved en Koncert, ved hvilken jeg havde lovet at medvirke."


"Saa oprandt Aaret 1848 - med Tronskiftet, der efterfulgtes af Slesvig-holstenernes Oprør og Mobiliseringen. Da det i Aarhus garnisonerede 3. Dragonregiment forlod Byen for at drage Syd paa mod Fjenden, havde talrige Skarer samlet sig uden for Frederiksport for at byde de bortdragende Farvel. De fleste af Officererne saa alvorlige ud; men min Svoger, Løjtnant Freiesleben (57), hilste Mængden med et saa fornøjet Ansigt, at der fra flere Sider hørtes Udråb som: "Se, det er en rask Fyr, ham der!" Han var også Den, der sendte Aarhuus Stiftstidende den første Beretning om Sejren ved Bou."

Det år "slap Aarhus med et 2 dages Besøg af Fjenden under Anførsel af Major Zastro. To (danske) Orlogs-fartøjer, som laae ude paa Rheden, voldte Tyskerne en heel Deel Uro. Omme på Skolebakken glødede de deres Kugler for dermed at beskyde Skibene, men Kuglerne kunde ikke naae dem. Fra Dampskibet "Hekla" sendtes der kun en enkelt Granat henover Hovederne paa en afdeling Soldater. Af Hensyn til Byen lod man det herved beroe."

".. der hidskaffedes en hel Deel Geværer, og Landser dannedes ved Hjælp af Leer og lignende. Et Korps af frivillige blev oprettet og øvedes dagligt under en forhenværende Løjtnants Kommando. Efter nogen Tids Forløb afgik Korpset til Hæren; men det viste sig nok snart, at dette, ligesom de andetstedsfra sendte frivillige Korpser, vare som saadanne kun lidet brugelige, hvorfor deres Medlemmer bleve fordelte og stukne ind i de forskellige regulære Troppeafdelinger."

"Ogsaa til Aarhus kom .. Rygterne om, at Slaverne fra Rendsborg vare slupne løs og skændte og brændte rundt omkring; dog afstedkom disse Rygter ikke nær saa megen Forstyrrelse som paa mange andre Steder, saasom i Viborg og Aalborg. Underligt nok, at jo længere nordpaa, jo værre blev Forstyrrelsen."

Langt værre blev det under Tyskernes besættelse af - og indkvartering i - byen maj - juli 1849 - under hvilken periode A.H. skrev en udførlig dagbog, der er bevaret i slægten, og som lå til grund for nogle avisartikler, hvor han bl.a. opponerede "over en altfor overdreven Roes, der var bleven udtalt over de fjendtlige Troppers Opførsel; jeg anførte da Adskilligt, som i det Enkelte kunne tjene til at modificere denne Lovtale, skjønt jeg maa indrømme, at de fjendtlige Tropper i det Hele taget opførte sig godt."


Onsd. d. 27 Juni 1849

"Aften.

Kl.11. Det har - som man kunde vente sig - været en skrækkelig Eftermiddag - ikke et øjebliks Ro!. Her i Stuerne seer ud som i et Pulterkammer. Vi har maattet rydde ud og gjøre Plads for 15 Mand, hvoraf den ene er en frivillig Underofficer, som skulde have eget Værelse med Seng. Gud skee Lov, at det dog lader til at være ret skikkelige mennesker (Dette være sagt i en god Tid)! En af dem seer mig meget svinepolisk ud; man maa passe paa ham." ..


I august 1849 fødte Georgine en datter, Marie,(552) der dog døde efter få dages forløb -"..maaske som Følge af den Ængstelse og Bekymring, som Okkupationen havde ført med sig."

"I Aaret 1850 (3/9) fødtes os en Søn, som blev opkaldt efter begge sine Forældre: Alfred Georg (553) og i 1852 (8/12) en datter, som kom til at bære min Moders Navn: Helene Ambrosia (554)".

I april 1854 fødtes Harald Fridleif Regnar (555), der dog døde allerede juni 1855 under en mæslinge-epidemi - mens A.H. var på rekreation i København.

Et års tid senere fik Thorvald hoftebetændelse, der søgtes behandlet med Blyvands-omslag (blyacetat), men ved en fejl havde apoteket udleveret "Skede-vand" (Salpetersyre)! så - "den arme dreng græd og jamrede sig, skjøndt han fik Skænd derfor", og under omslaget blev huden frygtelig medtaget - "men inden længe var Sygdommen ganske hævet".

"I Februar 1853 blev jeg kaldet til Præst som residerende Kapellan Ved Aarhus Frue Kirke, samt Sognepræst for Aaby Menighed."

"Hen paa Sommeren hjemsøgtes Aarhus af en voldsom Choleraepidemi, der krævede talrige Ofre. Det var en saare uhyggelig Tid; jævnlig hørte man de tunge, taktfaste Skridt af Portører, der bare Cholerasyge til Hospitalerne; daglig var der adskillige Lig at begrave. Af vore Nærmeste blev dog Gudskelov Ingen angrebne. I flere henseende var det for mig som begyndende Præst en anstrengende Tid."


"Ved Siden af min Præstegjerning maatte jeg jo passe mine Undervisnings-timer paa Realskolen saavel som i de private Skoler, saa jeg havde fuldtop at tage vare. Udarbejdelsen af Prædikener og Taler faldt mig svær; meget ofte maatte jeg kassere, hvad jeg havde skrevet og begynde forfra.-"

Georgine som lidt ældre (ca. 1855)

"Saa kom Aaret 1856, i hvilket jeg fristede den tunge sorg at miste min inderligt elskede Hustru ved Døden i hendes Alders 33 Aar .. efter at hun den 20 Juni var lykkelig nedkommen med en Søn, Georg (556), og hun i de første 14 Dage derefter syntes at befinde sig vel. Men en Søndag eftermiddag, da jeg kom hjem fra Gudstjeneste i Aaby .. havde hun faaet Feber og begyndt at fantasere. Fra nu af tog Feberen til fra Dag til Dag, kun afbrudt af enkelte lyse Øjeblikke. Den sidste Nat var hun falden i en dyb Slummer, som vakte Haab hos mig; men efterhaanden blev Aandedrættet langsommere, og endelig standsede det ganske .."

Det var et frygteligt slag for A.H.

A.H.' barnebarn, Alfred (55 11) har i sin stamtavle skrevet flg.:

"Igennem hendes efterladte Breve og egne Optegnelser har han (A.H.) søgt at overgive hendes Billede til Børnene og Efterslægten. Da hun døde som ung, er det da heller ikke som Moder, at hun erindres; som den tabte Ungdomsbrud, yndig og elskelig i Mindets Skær, saaledes kendes hun af de efterlevende. Tabet af hende forvandt han sikkert aldrig.."


Efter begravelsen tilbragte A.H., sammen med sin dreng Thorvald (da 8 år), "henved 14 Dage i landlig Fred og Ro hos Valdemar Thisted og hans elskelige Hustru .. og ved min hjemkomst fandt jeg Alt ordnet til at kunne drage ind i min nye Bolig i mine Forældres Gaard, mens min Broder Harald .. var flyttet over i min tidligere Bolig. Saaledes kunde nu min Moder og min Søster have stadigt Tilsyn med Børnene og mit Husvæsen .. Senere kom min Søsterdatter Thora Krabbe i Huset hos mig, indtil hun blev gift med Skibskaptajn Arboe".

----


I 1859 overtog

Johanne Rebekka Jensen

1829 - 1896

".. Pladsen hos mig som Husbestyrerinde og vandt snart Børnenes Hengivenhed."

Johanne (f. 12.3.1829), i det daglige kaldet "Hanne", var ældste datter af pastor Joh. Chr. Jensen i Houlbjerg og hustru Hanne Worm.

A.H. antog hende "paa Anbefaling af min Svigerinde Emma, som kjendte hende fra Randers" .. og efter henved 5 Aars Enkemandsstand stod mit Bryllup i Houlbjerg Kirke - 12. Marts 1861 - med min hidtil-værende Husbestyrerinde, Hanne Jensen - og vi flyttede ind i en Gaard paa Rosensgade - ogsaa her boede jeg frit paa min Faders Bekostning".
Ægteskabet forblev barnløst.

"Kong Frederiks d. 7. Død i November 1863 gav Signalet til 2. slesvigske Krigs Udbrud. Den bedrøvelige Efterretning om Tilbagetoget fra Dannevirke .. naaede mig, mens jeg sad ved mit Skrivebord, fordybet i Udarbejdelsen af en Prædiken til næste Dag".

"Men .. midt under de sørgelige Begivenheder, som derefter paafulgte, modtog jeg min Udnævnelse til Sognepræst for Virring og Essenbæk Menigheder".
"Kort Tid derefter rejste min Hustru og jeg derud for at see vort tilkommende Opholdssted. Da vi vare komne igjennem Voldum forekom Alt os, især ved Am-melhede, saa bart og øde, som om vi befandt os midt ude paa Alheden".
"Ej heller Præstegaarden med dens gamle Bygninger, især det daarlige Bin-dings-værks Stuehus, forekom os synderlig indbydende, og oppe paa Kirkegaar-den fløj os - da det var en stærk Blæst - Sandet om Ørerne og ind i Øjnene".

A.H. blev endnu en tid i Århus, hvor han bl.a. oplevede ny tysk besættelse med indkvartering - og en dag at finde sin ældste broder, Edvard (51), der var blevet byfoged i Randers, i en fangetransport af "miessliebige" personer fra Randers og omegn. Fangerne blev næste dag ført videre mod Syd, men dog ikke længere end til Kolding, hvorfra de blev sendt tilbage til Randers og dér holdt i arrest, indtil fjenden forlod byen.

Da A.H. og Hanne endelig i slutningen af oktober 1864 kunne flytte ind i den dårlige præstegård, måtte de efterlade Thorvald og Alfred (17 og 14 år) i Århus, hvor de gik i Latinskolen og måtte indkvarteres hos hans forældre i Mejlgade, mens kun de to yngste, Helene og Georg, 12 og 8 år, kunne følge med til det nye hjem.

"Vore nærmeste Omgangsvenner i de første Aar, vi tilbragte i Virring vare familierne Ring og .. De to yngste af vore Børn gik i Skole hos Ring, som var en meget dygtig Lærer; .. Rings og vore Børn sluttede sig inderligt til hinanden; ja dette Forhold førte endog faa Aar derefter - efter at Thorvald var bleven Student - til en Forlovelse mellem ham og Rings ældste Datter Sofie, som siden blev ham en fortræffelig Hustru".

Selv blev A.H. - en allerede 45-årig bybo - nu stillet overfor helt nye og følsomme, udadvendte opgaver i de 2 ret fattige sogne, tilsammen ca. 5 x 10 km store og med ca. 1600 beboere - og præstegården liggende i det sydøstligste hjørne.

Som eksempel på disse opgaver kan nævnes, at der i 1867:
".. blandt Sognebeboerne, og med Flertallet i Sognerådets Medlemmer i Spidsen, dannedes en formelig Sammensværgelse mod 4 af Pastoratets 5 Lærere."
"Anledningen dertil var vel nærmest vedkommende læreres grundtvigianske Anskuelser, om hvis Beskaffenhed Modstanderne kun havde meget ringe Begreb, men som de forestillede sig som et meget farligt Kjætteri; navnlig klagedes der over, at Skolebørnene ikke læste Lektier nok udenad som Fædrene havde gjort i Ramseriets Tider."

".. I Sogneraadet stod jeg alene som Lærernes Forsvarer. .. Man morede sig med at give de fire Lærere Øgenavne, saasom "Vindnies" (Skjævnæse), "Sult-Hans", "Hænge-R.v" og "Svotskæg" (Sortskæg). .. Man havde aabenbart ventet, at jeg ville stille mig paa Angribernes Side, eftersom man vidste, at jeg ikke var Grundtvigianer".

Sagen førtes helt op til bispevisitats i skolen, men visitatsen faldt ud til fordel for den særligt kritiserede og kun konstituerede Lærer (der også havde holdt kristelige opbyggelsesmøder i sin skole), og ..
"de Sammen-svorne indså nu, at deres Sag var tabt, og efterhaanden kom der atter nogenlunde Ro i Forholdene; ja, jeg opnaaede endog omsider at forskaffe Johansen fast Ansættelse og dermed Pensionsret."

Senere blev A.H. selv, men på anden måde, målet for en del af beboernes modvilje. I den gamle stamtavle anføres det ganske vist, at A.H. nødigt trådte offentlig frem, men han havde dog strax ved sin ankomst - og frem til 1873 - påtaget sig hvervet som sognerådsformand.
A.H. påtog sig dette hverv mere af pligtfølelse end af interesse for at markere sig politisk, men det kunne ikke undgås, at han med sine klart udtalte standpunkter også derved nu og da "kom i skudlinien". A.H. skriver bl.a. således:
"Tidligere havde Politikken aldeles ingen Rolle spillet i Pastoratet .. men i Begyndelsen af Halvfjerdserne fik »det forenede Venstre« med dets med Grundloven stridende Paastande om Folketingets Parlamentarisme m.m. mere og mere Indgang hos Befolkningen; at holde Venstreblade blev stedse mere almindeligt .. og Flertallet af Beboerne sluttede sig med Begejstring til det forenede Venstres Anskuelser".
".. Da Godsejer Estrup, dengang ikke Minister, stillede sig til Valg i Højrekredsen, faldt han igjennem for en Skolelærer Poulsen. .. Mit Standpunkt var alle Beboere vel bekjendt, men af Hensyn til min Embedsstilling ansaa jeg det for rettest at afholde mig fra politisk Agitation."
".. Da Ministeriet Estrup senere (1877) saa sig nødsaget til at udstede den første provisoriske Finanslov, fandt jeg mig dog - under Indtryk af den alm. politiske Ophidselse - foranlediget til at afholde et Par Møder for at retfærdiggjøre Regeringens Fremgangsmaade."
"En af Lærerne forsøgte da ved et Brev indtrængende at anmode mig om at afstaa derfra idet han fremsatte den Formening, at jeg ved den paatænkte Optræden vilde skade mig selv og forspilde Beboernes Agtelse og Velvilje. Imidlertid lod jeg mig ikke afskrække, og de profeterede Følger udeblev."

Den gamle Essenbæk kirke lå, i forhold til præstegården, diametralt modsat i sognet og meget afsides for sogneboerne, på en tidligere holm, men dog nu landfast, ude i engene ved Randers fjord. Den var oprindelig en del af et, omkring 1180 oprettet Benediktiner-kloster, der var nedlagt efter reformationen.

" Murene havde i Tidens Løb slået store Revner og Mange foregav, at de ikke turde komme i Kirken af Frygt for, at den skulle styrte sammen over dem. Senere hørtes derimod jevnlig den Yttring: at den gamle Kirke kunde saamænd have staaet i mange Aar endnu." - Alligevel besluttedes det at bygge en ny.

" Den nye Kirke (indviet i november 1869) blev placeret ved Sognets største By (Assentoft, 1 Mil fra Randers ad Grenaa-landevejen) og med bekvem Kirkevej for Sognets øvrige Beboere, og der mentes, at Kirkebesøget derved vilde faae et betydeligt Opsving, hvilket dog ej blev Tilfældet. Det viste sig her - som det havde vist sig mange andre Steder - at det ingenlunde er Kirkevejens Længde, der er det Afgjørende. .. I Virring Sogn var Kirkebesøget betydeligt bedre."
" .. Kirkeejeren, Grev Scheel paa Gml. Estrup, var ikke mødt, og overlod til Præsten (A.H.) at gjøre Festmaaltidet efter Gudstjenesten. Flere af de til Indvielsen Indbudte havde gjort Regning paa, at Greven i al Fald vilde have arrangeret en Frokost i Assentoft, men de maatte nøjes med, at Degnen, Lærer Holm, paa egen Bekostning trakterede med Chocolade."

"Et par år senere, i foråret 1872 toges den nye Præstegaard, som jeg havde ladet bygge, i Brug: dvs. Stuehuset - (medens den nordre Længe - Staldbygningen m.m.- var under Opførelse). Det nye Stuehus, der blev almindelig beundret, var opført paa en Terrasse bagved (V for) det gamle, hvis Plads tilligemed den nærmeste Deel af Gaardspladsen blev omdannet til et Haveanlæg."

Det nye Stuehus, som A.H. altså havde bekostet - vel for en stor del muliggjort ved arven efter hans forældre - og som endnu i 1997 er i brug, ligger (ligesom kirken) lige ovenfor den ret stejle nordlige skrænt af et Ø-V-vendt dalstrøg; på skrænten og V for huset lod A.H. anlægge en stor, parkagtig have, som han på sine ældre dage nød meget at spadsere i - og som i store træk er bevaret endnu 100 år senere, endog med gravsten for et par af A.H.' hunde; disse gravsten blev forevist A.H.' oldebarn, Kristian E., da han omkring 1980, tjenstligt besigtigede den nu skovprægede del af haven).

A.H. stillede store krav til sig selv og var grundig med alt, hvad han ydede. Han var flittig ved skrivebordet, og der er bevaret flere kollegie-bøger fyldt med dagbogsnotater, indsamlede citater ("Lesefruchter") fra litteraturen, en del af hans egne (og andres) taler ved slægts og venners begravelser, samt flere numre af hans originale rundskrivelsesbreve ("Jydske Rundsjou") til familien, og hvori han - der i de senere år nok på flere måder følte sig afskåret fra sådant selskabeligt samvær, som han var vokset op med - med en blanding af alvor og skæmt fortalte om livet i sognet og præstegården - og om nogle af sine egne tanker.

----

A.G.J.Elmquist (5511) skrev 1911 (stamtavlen 1913) følgende om sin farfar:

"Hans Hjertens Godhed - bag hans majestætiske og ærefrygtindgydende Skikkelse - og hans aabne Haand overfor trængende, var søgt af mange, som ikke altid lønnede hans Godhed efter Fortjeneste, mens hans store Fredsommelighed og aandelige Blufærdighed, ja næsten Undseelse, forhindrede ham i at gaa strengt til Værks mod dem, tvertimod, han gav igen næste Gang. Hans Formue satte ham ogsaa i Stand dertil - og endvidere at ombygge Præstegården og udvide og forskønne Haven, saa den gjorde et næsten herskabeligt Indtryk."
"Han var overordentlig samvittighedsfuld i Udførelse af sin Gerning i det vidtløftige Pastorat med Sygebesøg, Bibellæsninger og Skoletilsyn. Ved mange Lejligheder mødte han ogsaa smukke Vidnesbyrd om den Hengivenhed og Agtelse, hvormed han blev betragtet af Pastoratets Beboere, ikke mindst af Skolelærerne."


"A.H. var en from og oprigtig Herrens Tjener af den gamle Skole, for hvem senere Rørelser, som f.ex. Grundtvigianismen, var lidt fremmede, men han besad en Aandens Bøjelighed og Tolerance, saa han efterhaanden deri fandt de Guldkorn, han kunde bruge og tilegne sig, ligesom han aldrig lagde Baand paa sine Børns aandelige Frihed, men forsøgte at forstaa og respektere dem."
"A.H. havde gode og klare tanker og et ypperligt Organ, men han måtte anvende megen Tid paa at udarbejde og memorere sine Prædikener. Han omtaler selv, at det at holde Taler ikke laa for ham; selv det at holde en Bordtale kunde ofte genere ham."
"Allerhelst vilde A.H. være sammen med sin nærmeste Familie, ogsaa paa Spadsereture og Udflugter".

"I sit Ægteskab med Johanne Jensen viste han sig gennem 31 Aar som en ridderlig og kærlig Støtte for hende og en trofast Ægtefælle. .. Hans Ridderlighed og Godhed til hende viste sig endnu mere i de senere Aar, da hendes Forstand mer og mer forvirredes og omtaagedes, og han hjalp hende og dækkede derover saa meget som muligt. Hun var, selv som yngre, i flere Retninger ret ejendommelig i sine Meninger, hvad der vel ikke undlod at sætte sine Spor i Hjemmet, men selv om et og andet kunde falde uheldigt ud, sikkert er det, at hendes Hensigt var altid den bedste."
"Hun blev til sidst ganske sløv, særlig efter at de var flyttede til Aarhus - nærmest sindsforvirret, og efter hans ret pludselige Død d. 12. Novb. 1892 (Blodprop i Lungen), havnede hun paa Aarhus Sindssyge-anstalt, hvor hun døde."

---

Som supplement til og sammenligning med det ovenstående tjener følgende uddrag af Georg's (554) omfattende erindringer om hjemmet i Virring:

Efter Mors (Georgines) Død blev Far "aldrig mere den glade sanguinske unge Mand, han havde været, selv om han nok kunde være livlig og munter".
" Hvorledes det gik til, at "Mor Hanne" kom som Husbestyrerinde til Far .. står mig ikke klart .. Jeg véd kun af andres Fortælling, at hendes Mor gjerne vilde, at hun skulde gjøre et godt Parti .. og at den kvindelige Del af Fars Familie efter at have lært hende at kjende, skubbede til ham og mente, at hun vilde blive en god Sted-moder."
Giftermålet "var et Fornuftsparti fra hans Side.. De passede saa daarligt som muligt til hinanden. Hun var en lille, usikker og uselvstændig Person; han meget naiv og upraktisk. Men det, der gjorde Udslaget var for Fars Vedkommende sikkert .. at hun spillede godt og akkompag-nerede fra Bladet; thi Far elskede Musik over alt og var en født Musiker og højt begavet Sanger."
"Mor var en lille buttet og lys Person uden særligt mærkelige eller smukke Ansigtstræk - ganske net, men med et stort askeblondt Haar. Hun gik ind i Ægteskabet med en ærlig Vilje til at gjøre sin Pligt og fuld af Bekymring for, at hun ikke skulde »overkomme« det. Og den Bekymring fulgte hende alle Dage, til den til sidst gjorde det af med hver aandelig Evne i hende."
"Jeg mindes ikke andet, end at jeg har sagt »Mor« til hende Altid, og jeg husker, hvorledes hun sad med mig paa Skjødet som lille Dreng og kjælede kjærligt for mig .. og fortalte mig Æventyr."
"Og naar jeg mindes det, kan I vel forstaa, at jeg er tilbøjelig til at se mildt og kjærligt på hende og maaske undskylde hende mere end nogen anden vilde - endnu mere efter at jeg som Læge og voxen har forstaaet, hvordan hendes Sygelighed udviklede sig. Ethvert Menneske har jo, sige nogle, en fri Villie .. men vi ere langt mere, end man skulde tro, Produkter af Arvelighed, Opdragelse og ydre Omgivelser."
"Alle mine 3 Søskende sluttede sig ubetinget til Far, der stadigt rugede over Mindet om sin afdøde Kone, som altid blev fremstillet som en Helgen. .. Fars Familie sparede heller ikke paa Ros over den afdøde, i den anden Kones Paahør. .. lige fra første Begyndelse havde jeg en tydelig Fornemmelse af, at min Stedmor maatte være jaloux paa Fars første Kone og ældre Børn, føle sig ene og trænge til Kjærlighed."

"I de første Aar i Virring havde Far det meget smaat, skjøndt han var meget ordentlig med sine Pengesager og overordentlig nøjsom og tarvelig i sine Vaner. Det var tit noget skrækkeligt Mad, Moder satte for ham, men han spiste det uden Vrøvl og klagede ikke. Kun vilde han have dygtigt med Sukker og Ejdammerost paa sin Frokostmad.
".. Bedre blev det, da han arvede sin fader og senere sin Søster. .. Han ansaas da for en rig Mand paa Egnen og blev plaget om Laan af mange; Laan som han ikke kunde og vilde sige nej til, og som meget tidt ikke blev tilbagebetalt."
"Far var som alle Husfædre den Gang saadan, at Husmoren maatte hale og klemme hver Skilling til Husholdningen ud af ham og maatte føle sig som en Forbryder.. og skjøndt han altid tilsidst med gnavne Ord gav, hvad der forlangtes, var jeg dog som Barn meget forpint over disse ubehagelige Scener."
"Far havde ingen Interesse for Landboforhold - og Mor kunde ikke med sin bedste Vilje forstaa at læmpe sig efter dem; dertil manglede hun altfor megen sund Sands, om hun end ligesom han var nøjsom og sparsommelig".
"Far var Bymenneske og aldeles ukjendt med Bønders Tænkemaade og Levesæt, og det blev ham aldrig nogen Tilfredsstillelse at tale med og omgaas Bønderne. .. Aldrig har jeg set Far løbende eller echaufferet; aldrig har jeg set ham bruge Øxe, Skovl, Spade eller Sav. Naar han vilde have Motion, spadserede han roligt afsted, som det sømmede sig en gejstlig Mand".
"Sin Pligt som Præst opfyldte Far til det yderste. Uden Frygt gik kan i Kolera-aaret 53 til de syge, og i Assentoft til Patienter -med de saa stærkt frygtede sorte Kopper. Selv om det var nok så uvejsomt med Snestorm og Uvejr arbejdede han sig frem til Kirken og prækede, hvor faa de saa var i Kirken. - Frygt tror jeg ikke, han kjendte til, men hans Mod var passivt." ..Valdemar Thisted fortalte mig, at Faderes Bibellæsninger var noget af det ypperste i sit Slags".
" Naar han trods sin betydelige Begavelse og sine store Kundskaber og Dannelse ikke opnaaede at gjøre sig mere bemærket som Præst og Theolog, saa ligger det efter min Mening i hans manglende Energi og hans Mangel paa Selvtillid, hvilken sidste Egenskab er fælles for næsten alle Elmquister af den Generation."

"Mor var saa let at rende om Hjørner med ..(hun talte altid om, hvor vigtigt det var at have »Menneskekundskab«, men var der nogen der ikke havde det, var det især hende).., men det bidrog også til at gjøre hende afholdt af sit Tyende .. endskjønt hun havde aldeles ingen evne til at opmuntre sine omgivelser; derimod kunde hun tit gjøre dem helt eller halvt fortvivlede ved sin Vankelmodighed og Uklarhed i alle sine Dispositioner. Det varede også længe, før hun forstod de indfødtes Sprog. .."
"Sogneraadsarbejdet gav Far meget Ekstraarbejde, saa han i Almindelighed kun kom ind i Stuerne ved Maaltiderne og om Aftenen.. Efter The læste han højt eller indøvede nye Sange. Han læste meget smukt, udtryksfuldt og kraftigt, og til stor Glæde for os Børn."
".. Efter endt Oplæsning kløede Mor sig gjerne med Strikkepinden bag Øret og indledte en forvirret og enfoldig Diskussion om det læste, og som i høj Grad ærgrede Far og kjedede os Børn. .. Nogle af sangene forargede Mor; hun syntes ikke, at det var passende for en Præst at synge: .. »Nu afsted med Fart!, ellers gaar det galt - med den slemme Mavepine. Dette Maadehold - gjør jo Maven kold, - blir den atter varm, - gjør den strax Alarm«!"

"Præstegaarden i Virring var, da vi kom dertil, gammel og brøstfældig, opført af Bindingsværk. Vinduerne i Spisestuen sad saa højt, oppe, at vi Børn maatte staa op paa en Stol for at se ud af dem - og de var ganske smaa. Salen (Storstue og Havestue) var et vældigt Rum næsten ikke til at opvarme om Vinteren. Udenfor Havedøren i Gavlen stod 5 mægtige gamle Pyramidepopler, hvoraf den største en Gang i en Storm væltede ind gjennem Vinduet i Fars Værelse; han var dog heldigvis ikke derinde".
"Naar man saa ud ad Vinduerne, saa det ud som om Kirken stod paa Mønningen af Ladens Tag. Snestorme af Nordøst stod undertiden saadan paa, at alle Døre i hele Huset røg op, og Sneen føg ind gjennem det. En Aften, da vi sad stille og hyggeligt om Lampen, begyndte det at mudre i Skorstenen og Kakkelovnen, og pludselig sprang Kakkelovnslaagen op, og ud styrtede sammen med Gløder og Aske en hel Rotterede med 4 skallede Unger".
I det nye Stuehus var Møbleringen ".. meget tarvelig; en Lænestol fandtes ikke, derimod var der en gammel Gyngestol af Træ, som dog gerne stod i Kabinettet, hvor ingen kom. Prydelserne i Lejligheden var et ypperligt taffelformet Nøddetræspiano i Dagligstuen og et Orgel-harmonium i Spisestuen, hvorover der sad et stort og smukt Apollohoved i Gibs. Malerier var der ikke Spor af. Men Bøger i Massevis og en Mængde Noder."
"Vor Familie udmærkede sig ved Sans for Fredelighed, Hygge og Gemytlighed, Skjønhedssans og Sang. .. hvilket dog ikke hindrede, at mine to Brødre sloges, som jeg aldrig har set Brødre slaas - med ligefremt Raseri. Hvem skulde tro, at to saa ædderspændte Slagsbrødre skulde ende som fredelige og sagtmodige Præstemænd."
".. Elegance havde ingen af os Anlæg for; tværtimod vare vi temmelig ligegyldige med Klædedragten, mere end godt var. Saa naar jeg taler om Smag, mener jeg æsthetisk Smag. Renlighed stod den Gang i de bedre Familier langt tilbage for det, man nu kræver af dannede Mennesker. Haar og Neglepleje var meget forsømt, Tandbørste knap nok kjendt."
"Kjærtegn og Kjæleord var noget vi ikke kendte til; vi generede os for at vise vore Følelser. Jeg mindes aldrig, at Fader har kysset eller kjærtegnet mig, ja ikke en Gang saa meget som klappet mig paa Kinden. Mor kyssede mig kun ved meget højtidelige Lejligheder. .. Prygl eller Slag har jeg heller aldrig faaet af Far; men nok af og til en lille kejtet Lussing af Mor. Derimod kunde hun skænde og klynke og præke i det uendelige".
".. Vi holdt alligevel meget af hinanden og beundrede hinanden gjensidigt. Dog maa jeg sige, at jeg tror ikke nogen beundrede mig - og det var der saamænd heller ikke Grund til."

".. Fader var - som ung - livlig, vel begavet, passede Skolen og sine Studeringer eksemplarisk .. han nød med Begejstring vor Guldalderlitteratur .. var en ivrig Sanger og ivrig og munter Balkavaler."
"Alle skildrer..(min biologiske)..Mor som en stor Skjønhed og meget elskværdig. Elskværdigheden tror jeg paa; hun har vist ogsaa set sød og god ud; men efter Billederne at dømme har hun dog neppe været nogen egentlig Skjønhed. Familien Elmquist, ialfald den ældre Generation, havde altid Tilbøjelighed til Overdrivelse og forherlige alt, hvad deres var - noget som andre Familier forresten ogsaa have. .. En daarlig Holdning havde hun i ialtfald; den havde hun arvet efter sin Mor og den efterlod hun til sine Børn. Jeg maatte allerede i 6-aarsalderen gaa med et Bæst af en Rygskinne."
"Da vi Børn kom hjemmefra .. blev Hjemmet vistnok meget trist for Fader; thi Moder blev mere og mere aandeligt svækket og vrøvlagtig og hendes Klaverspil mere og mere umuligt. Fader havde jo sine Piber, sine Bøger og sine Vandringer i Haven, men Mor gik alene hele Dagen og tossede rundt i Stuerne."
"Ved 70-aarsalderen tog han sin Afsked. Der blev holdt Afskedsfest for ham og skænket ham 2 grimme Sølvvinkander. .. Ridder blev han mærkeligt nok ikke, hvad han vel havde fortjent mere end de fleste".

"Som emeritus tilbragte Fader saa 2 Aar i sin Fødeby Aarhus, hvor han havde megen Glæde af Omgangen med Onkel Harald Nielsen og Etatsrådinde Walther" (svigermoder til A.H.' søn, Alfred - 553).
".. Moder var nu blevet komplet forvirret og langt mere sindssyg ved Flytningen og var ham til langt mere Forstyrrelse og Besvær end før, da hans Værelse kun var skilt fra Dagligstuen ved en Portiere. Men han tog hende med største Taalmodighed og Ro og gik hver Dag Tur med hende, hvad der var meget besværligt, da hun maatte spekulere meget over, hvad for et Ben hun nu skulde sætte frem først".
".. Da Far havde fyldt 72, fik han en let Gammelmands--lungebetændelse .. men kom sig, fik igen appetit og skulde til at staa op. Han var i godt Humør og ved at forelæse et af Runebergs Digte for sin Læge og sin Svoger.. da han pludselig fik stærk Aandenød og sagde: Det kommer jeg ikke over! - og et Kvarter efter var han død, 12. nov. 1892, ligesom sin Moder af en Blodprop i Lungearterien."
"Mor ..kom siden ud til os i Malling, ..hvor vi maatte passe paa hende hele Dagen..indtil jeg endelig blev enig med mig selv om, at hun maatte paa Sindssygeanstalt ..hvor hun efter et Par Aars Forløb fik en let Lungebetændelse, der tog hende sidste Kræfter..og hun gled uden Smerter ind i Døden."

-oo-


Jørgen Nielsen

1789 -1853

 

Jørgen Nielsen var far til Alfred Hjalmar E.'s første hustru: Georgine Christine, og da han var en for sin tid meget markant type, bør han nævnes her, ".. da fra ham maaske nogen Energi og praktisk Dygtighed, som modvægt mod »Æstethiken«, kan være nedarvet til hans Datters Efterkommere". (5511)

Jørgen Nielsen var født i 1789 og var yngste søn af husmand Niels Rasmus-sen i Egtved sogn på Koldingegnen, kom efter konfirmationen i lære på herredskontoret i Kolding, tog juridisk embedseksamen og blev i 1815 Herredsfuldmægtig i Hads og Ning herreder, indtil han 1820 nedsatte sig som prokurator i Århus(og administrerede da bl.a.Gyllingnæs for dets engelske ejer, samt Marselisborg og andre gårde S for Århus), fra 1825 tillige politiassistent - og fra 1845 byfoged og politimester smstds. Samme år blev han borgmesterens medarbejder og stedfortræder.

Af betjente havde han 3, senere 4, foruden 7 vægtere, 1 vægtervagtmester og 1 tårnvægter. Han havde ansvaret for byens tranlamper (i 1837 64 stk, der i 1852 var blevet til 80, indtil han i 1853 (ca. 8500 indbyggere) fik indført gasbelysning. Gadebrolægningen (Mejlgade blev brolagt i 1848) og brandvæsenet hørte ligeledes under ham; 400 mand af byens borgere ml. 19 og 50 år + 10 officerer blev årligt udtagne til brandtjeneste ved session på Rådhuset, og der fandtes flere sprøjtehuse, og byens brandvæsen ansås som usædvanlig godt fungerende.

J.N. var nogle år formand i administrationen af prins Ferdinands tekniske skole; han var den drivende kraft i arbejdet for ophævelsen af bymarkens fællesskab og med til at stifte Århus Spare- og Lånekasse. 1844 valgtes han til stænderdeputeret for Århus købstad, og i 1853 deltog han i forhandlingerne om jernbaneanlæg i Jylland, hvor det først var planen, at jernbanen ikke skulle føres ind til Århus.

Krigsårene 1848-50 var naturligvis meget krævende for J.N.; især den tyske besættelse i maj-juli 1848 sled hårdt på hans kræfter. Og så kom kolera-epidemien i 1853. "Ved disse to Lejligheder var han saaledes overlæsset med Arbejde og Besværligheder, at han var nærved at segne derunder - og den sidste prøve: Koleraen, var den værste. Han selv havde aldrig været syg; kun to Gange i sit Liv havde han maattet holde Sengen i flere Dage" .. og det var efter et rideuheld og et uheld ved en ildebrand.

Af person var han undersætsig og kraftig bygget, med et stort busket og kraftigt hår og et ansigt lysende af intelligens, jovialitet og skælmeri ivrig jæger og dristig rytter - skønt ikke altid lige heldig.
Hans hovedinteresse var naturvidenskab og al teknik og han havde et meget vidtspændende bibliotek.

Alle vegne var J.N. en velkommen gæst, og han vandt sig stadig nye venner. Han kendte så godt som alle Århusianere personligt, og nød i høj grad befolkningens tillid. Mangfoldige sager ordnede han underhånden i al stilhed, og det var yderst sjældent at en forbrydelse forblev uopklaret. Han kunne vel optræde noget brysk og selvrådig (Politimester og dommer), men formulerede sig klart og ligetil, og han var hjælpsom og med et mildt hjerte bag den hårde skal.

J.N. døde d. 9. dec. 1853, kort efter at Kolera-epidemien var overstået, vistnok som følge af en årebetændelse med tilstødende blodprop i lungearterien.


Jørgen Nielsen og Anna f. Mørch

J.N.' første kone, Anna f. Mørch, går i familien for at have været af et noget trist temperament, måske fordi hun i lang tid led af brystkræft uden at turde betro sig derom til nogen. Hun døde i 18 ??. Med hende, om hvem iøvrigt kun lidet vides, fik J.N. de to børn: Harald Regnar og Georgine.

Harald blev teolog, men valgte lærerarbejdet -og bosatte sig i Århus; han var friluftsmenneske, elskede især lange gåture - og han blev aldrig gift.
".. han var vor kjæreste Feriegæst i Virring. Fader glædede sig over at have en god Ven og et dannet Menneske at tale med; Mor havde en taalmodig Tilhører.. og for mig var han en anden Fader; .. han var en ret streng lærer.. men meget tolerant overfor anderledes Tænkende .. og med Sans for sund Fornuft. .." (Stikord fra Georg E. (556)'s udførlige og varme erindringer (ca. 25 sider) om "Onkel Harald".)

Efter at have været enkemand nogle år, giftede J.N sig påny, nu med en lærerinde, jomfru Nicoline Øllegaard, der var en meget intelligent, dygtig og dannet dame, livlig og elskværdig, og som gjorde ham meget lykkelig. De fik sammen børnene: Rasmus, Christian og Anna.

Rasmus blev kgl. fuldmægtig og udgav to meget velskrevne og fornøjelige bøger, der stadig er meget læseværdige: "Aarhus i Fyrrene" og "Fra det gamle Aarhus" - der sammen med Georg's erindringer (556) har ligget til grund for ovenstående, se evt. også S.Skov's omtale af J.N. i "Århus Stift Årbøger", bind 53, 1960.