THORVALD ELMQUIST

1847-1920


  

    Thorvald Jørgen Adolf Elmquist blev født i Århus d.17. okt. 1847 som ældste søn af pastor Alfred Hjalmar Elmquist og Georgine Christine Nielsen.
     Han blev student fra Århus Katedralskole i 1866 med laud. og cand. theol. i 1872 med laud.
     Hans første præstegerning var som kapellan i Hørning-Årslev v. Randers (1872-76), hvorefter han blev sognepræst - først i Ørre og Sinding SØ for Holstebro (1876-78), så i Ry (1878-82), dernæst i Gudum og Lillevorde nær Ålborg (1882-89) og derefter i Flødstrup og Ullerslev på Fyn(1889-98). Da han gerne ville til en købstad, blev han nu præst i Nakskov og Branderslev (1898-1906) og var provst for Lollands vestre provsti (1904-o6), men søgte så tilbage til et landsogn: Hvedstrup og Fløng v. Hedehusene (1906-18), hvorfra han blev pensioneret. Thorvald blev ridder af Dannebrog i 1898.

     Som 20-årig ( julen 1867-68) forlovede han sig med den kun 14-årige

SOFIE MARIE RING

1853 - 1908

    

 Sofie blev født d. 25. juli 1853 som datter af lærer i Vissing, Niels Christian Ring og hustru Marie, f. Balle.
     Brylluppet måtte dog vente, indtil Th. havde fået sin kapellanstilling i 1872, og det stod 7. aug. 1873.
     Sofie blev - som Thorvald selv senere skrev i sit bidrag til den gamle stamtavle -: "et mønster på en præstekone. Hendes virksomhedstrang, utrættelige omhu for hus og hjem, mand og børn, hendes praktiske greb på arbejdet, således at det skred let og hurtigt for hende selv og udførtes på bedste måde af dem, hun havde under sig, hendes evne til at skabe skønhed og hygge omkring sig væsentlig ved egen flid og eget arbejde, hendes store kærlighed til hendes nærmeste og det varme og rige moderlige hjerte for andre, der satte hende i stand til at være så meget for alle de mange, unge og gamle, med hvem hendes liv bragte hende i berøring - vil aldrig glemmes af dem, der kendte hende. Alle disse store og velsignede åndens egenskaber forbandt hun med stor ydmyghed, beskedenhed og visheden om Guds kærlighed. Hun elskede sang og musik og naturens skønhed. Høj, statelig og smuk, med det tidligt grånende ejendommelige hår, spredte hun skønhed og harmoni omkring sig; aldrig ledig og dog tilsyneladende aldrig træt kunne hun overkomme det utrolige, stadig arbejdede hendes travle fingre, og samtidig planlagde hun allerede nye arbejder, der kunne forskønne hjemmet og glæde andre; hendes tjenestepiger elskede hende som en moderlig veninde."
     .. Allerede langt tilbage mærkedes dog de første begyndende symptomer på den sygdom, der i en forholdsvis ung alder skulle lægge hende i graven. Hun døde den 12. juni 1908 på Diakonissestiftelsen i København af mavekræft, omgivet af mand, børn og børnebørn, knapt 55 år gl..
      På hendes bautasten står salmelinierne: "Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel! Skøn er sjælenes pilgrimsgang." ----

     Thorvald giftede sig 2den gang d. 17. august 1909 med

THERESE RUDOLPH

1852 - 1934

     

"Therese Johanne Caroline var født d. 25. april 1852 i København som datter af justitsråd, læge i Grønland, Christian Rudolph og hustru Emilie Nicoline Bahs.
     Therese havde fra sit 17. år opholdt sig, først som lærerinde, senere som plejedatter hos redaktør H.F. Elmquist (54) og hustru i Århus, og var således forbunden med slægten Elmquist og dens traditioner gennem mere end en menneskealder" (citat fra A.G.J Elmquist's stamtavle).
Thorvald har selv sat hende et smukt minde i sine erindringer (se nedenfor).

----

     -- I sit kirkelige arbejde følte Thorvald sig først især tiltrukket af Indre Mission (Vilh. Beck), men nærmede sig i studieårene den grundtvigske bevægelse; han vendte sig dog også undersøgende mod flere andre religiøse retninger, men forlod ret snart disse, omend ofte med en blivende respekt for deres grundtanker.
     Selvom han hen gennem livet fandt, at: "den grundtvigske retning dog er den sundeste og sandeste", blev det ham stadig vigtigere at virke og arbejde for indbyrdes fordragelighed, respekt og broderskab og fred mellem de forskellige kirkelige retninger.
     Thorvald, der både var meget familiekær og selskabeligt anlagt, var først og fremmest særdeles flittig i sin præstegerning både i selve kirken og i det opsøgende sognearbejde, men derudover påtog han sig i mange år også at holde foredrag langt udensogns, hvilket, især ved vintertid, dengang medførte lange og strabadserende rejser ad dårlige veje, gående eller i åben vogn.
     Dette var mere, end hvad hans, fra barndommen noget svagelige, helbred kunne holde til, og allerede i Hørning, men især i Ørre brød hans helbred flere gange alvorligt sammen derved og medførte lange sygelejer - i Ørre overraskedes han endog af et alvorligt udbrud af tuberkulose, som han dog - under Sofies omhygelige pleje - overvandt.
     Thorvald følte sig - i sin altid store iver for at forkynde og udbrede den kristne tro - tiltalt af, ja forpligtet til efter bedste evne at "være med fremme i første linie" i næsten alt folkekirkeligt arbejde; han stiftede ungdomsforeninger og holdt bibellæsninger ude i sine sogne og var ofte medstifter af (og meget aktiv i) stedlige præstekonventer - og han engagerede sig stadigt mere i arbejdet med at skrive; han var således gennem en årrække både medudgiver, senere eneudgiver, af "Kirkebladet", kirkelig medarbejder ved "Nationaltidende" og desuden skrev og fik han udgivet en række bøger.
     Han var også aktiv indenfor Santalmissionen, "Stefansforeningen" og Københavns kirkefond. [Stefansforeningen stiftedes 1876 i Århus,, opløst 1920; forening til fremme af det kristne barmhjertighedsarbejde, gav stødet til oprettelse af bl.a de samvirkende menighedsplejer].

     Thorvald følte og nød sin egen store spændvidde og arbejdskraft, men da han gennem årene led en del menneskelige skuffelser (bl.a. som følge af andres snæversyn i forhold til hans arbejde), erkendte han, at han i længden ikke magtede de ydre, ofte politiserende konfrontationer. Hans ønske fra barneårene om at blive og være præst udvikledes derfor derhen, at han i de senere år samlede sine kræfter og evner om at prædike og skrive for ganske almindelige mennesker, overalt hvor han fandt forståelse og et behov derfor..

     «I vinteren 1908-09 blev Thorvald ramt af årebetændelse, fik et langt sygeleje, men kom sig nogenlunde. Et nyt anfald af samme sygdom tvang ham til i 1913 at søge sin afsked, hvorefter han flyttede til København og levede sine sidste år i travl virksomhed med at assistere forskellige københavnske præster. Som følge af en påtænkt omlægning af sogneforholdene ved Vartov kirke, konstituere-des han i flere år som præst ved denne kirke. I 1916 fik han udgivet sin sidste bog: "Kirkens Enhed".
     Årene i København under den første verdenskrig med den upraktiske anden hustru har næppe været lette. -- Thorvald døde d. 19. aug. 1920 pludseligt, efter at han på en spadseretur ud til sin yngre bror Georg [556] , på Peder Bangsvej, var blevet uvel på vejen (sprængning af Coronararterien). Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København, hvorfra hans og hans anden hustrus kister senere (1946) blev overflyttet til Hvedstrup kirkegård» [notat v. Harald Elmquist (5515) i slægtsarkivet].
     Thorvald begyndte 1893- inspireret ved læsningen af sin fars erindringer og med tanke på børnene - på skrift at samle og berette om sine egne oplevelser og erfaringer, og der foreligger fra hans hånd ca. 100 tæt beskrevne foliosider erindringer, der både giver et godt billede af Thorvalds person, tanker og sind og af, under hvilke vilkår en landsby-sognepræst levede og virkede i sidste halvdel af 1800-tallet.
     --Da Thorvalds og Sofies store og livskraftige børneflok på flere måder har vist meget stort slægtssind og bidraget afgørende til Elmquist-samfundets oprettelse og fortsatte liv, er der med henblik på optagelse i vor biografisamling forsøgt udarbejdet et sammendrag af disse erindringer, som (i en elegant håndskrift og i et letflydende, omend ret ordrigt sprog) er bevarede.
     Dette sammendrag vil kunne føles mangelfuldt i udvalget og sammensætning af dem, der har haft lejlighed til at læse den originale tekst. Det kan derfor tilrådes dem, der måtte foretrække at "gå til kilden", at henvende sig til slægtssamfundets bestyrelse for enten at låne originalen eller få taget en fotokopi deraf !
(Hans gren af Familien samles endnu (1999) hvert år i december til en mindestund i kirken og på kirkegården med efterfølgende samvær (se biografi 551: "Juletradition i 551-familien").

-–o0o--

Livserindringer

af

Thorvald Elmquist

- påbegyndte 1893


              Gloria in excelsis Deo,
Et in terra pax,
Hominibus bono vuluntatis !

..o0o..

(forkortet 1999 v. Kr. Elmquist)


Kap. Titel År Her fødtes:
I Barndom 1847-66
II Student 1866-72
III Hørning 1872-76 Alfred - Kristian
IV Ørre 1876-78 Axel
V Ry 1878-82 Marie - Harald
VI Gudum 1882-89 Thora - Karen Louise
VII Flødstrup 1889-98 Asger
VIII Nakskov - og senere 1898-1906 - 1920


Teksten er sammensat af (næsten) ordrette citater fra originalen. Kortere udeladelser er markeret med en lille bølgestreg: "~" lige før den fortsatte tekst.. Nogle længere udeladelser er resumeret - og oplysende bemærkninger samt stamtavle-numre er anført i firkantede paranteser: "[ ]".

-------

I: Barndom

     "Jeg blev født d. 17.de Oktober 1847 i Aarhus i den lille hvide Gård på Mejlgade lige overfor Bangs Oliemølle" - som ældste barn af daværende kaldskapellan ved Frue Kirke, Alfred Hjalmar Elmquist og hustru Georgine, født Nielsen.
     Det er så forunderlig dunkelt, hvad jeg kan erindre fra mit barndomshjem, særligt hvad jeg kan erindre om min elskede mor, endskønt jeg var 8¾ år, da hun døde. ~Jeg kan ikke selv forklare mig dette uden af den omstændighed, at jeg gennem hele min barndom levede omtrent lige så meget i mine bedsteforældres hjem på Mejlgade og Guldsmedegade. ~Dog kan jeg mindes hende som den ømme og selvopofrende mor, der med sjælden omhu plejede og passede os børn, der i de første år var meget skrøbelige og sygelige.
     Jeg kan erindre hyggelige aftner i vort hjem, når vi børn var i seng og far læste højt for mor af "Hjortens Flugt"~eller sang sine mange sange ved klaveret ~og mors sorg ved hendes far, byfoged Jørgen Nielsens, pludselige død i 1853 ~hendes eget sidste sygeleje ~og den tidlige morgen, da far kom ind i børnekammeret, vækkede mig og sagde under tårer: "I nat er din elskede mor død".

     Det forekommer mig - men det er vel kun en indbildning - at jeg utydeligt kan mindes krigsårene 1849-50, da en ung tysk soldat, Wilhelm Pfegelding, der var indkvarteret hos os, således havde forelsket sig i mig, at han spadserede med mig ved stranden, lod mig smide stene i vandet osv. og bad om at jeg, når jeg en gang blev voksen, måtte besøge ham i hans hjem i Rhinprovinsen.
     ~Som allerede sagt levede jeg som barn meget hos Bedsteforældrene. ~Senere tilkom min onkel, redaktør H. F. Elmquist's og min fars svoger, ritmester Th. Freiesleben's hjem [57] og endelig flyttede i 1856 min så kære og uforglemmelige morbror Harald Nielsen til Århus som lærer ved Borgerskolen.
      Navnlig var min bedstefar Elmquist's lige overfor os liggende hjem skuepladsen for mange af vore barnlige lege. Efter min mors død kom vi endog til at bo dér i gården. Her fandt vi på bogtrykkeriet mangen en adspredelse, ligeså i haven ved stranden, hvor vi gik i vandet om sommeren og tidligt lærte at svømme. Min bedstefars hus var et livligt hus. Især mindes jeg familiedagene om søndagen, når vi alle var samlede. Om sommeren kørte vi da gerne til Risskov og drak the på den grønne plads. Om vinteren spillede tante Louise [53], og jeg lå da mange gange ved klaveret og drømte, mens tonerne klang ~og jeg kan mindes den dag, da jeg, 6 år gammel, skulle første gang i skole, hvorledes min mor da gav mig støvler på, og jeg meget benovet holdt mit indtog i jomfru Feilbergs drengeskole, hvor jeg straks gav mig til at græde, men blev trøstet ved at få et billede at se på.
     Mest levende står dog for mig mit 4 måneder lange sygeleje af hoftebetændelse i vinteren 1855-56. Ved at sidde på kolde stene havde jeg pådraget mig denne farlige sygdom, som længe lod mig svæve mellem liv og død, eller i hvert fald med den sørgeligste udsigt for mig til at blive en krøbling. Det var den sidste vinter mor levede. Men Herren hjalp mig atter på fode, og jeg har aldrig sporet nogen meen af denne sygdom, har endog kunnet gå indtil fem mil lange fodture.
     Fantasien er jo altid udviklet hos børn, men hos mig var den måske mere end sædvanligt tilstede. Allerede som lille dreng sværmede jeg for at være "hest", og jeg kunne leve mig således ind i denne forestilling, at jeg var en hest, at jeg næsten ikke var til at bringe ud deraf.
     ~I mit 11te og 12te år sværmede jeg således for sømandslivet, at jeg absolut ville være søofficer. Jeg kendte alle skibene i Århus havn, samlede på skibslister og kunne tilbringe hele timer ved havnen.
      ~I det hele holdt jeg meget af at gå og drømme og fantasere ~og jeg havde ikke videre sans for almindelige drengeadspredelser, lærte mig således aldrig at løbe på skøjter, ride eller køre, brød mig ikke videre om at danse, spille bold etc. Men ridder- og røverlege tiltalte mig, og når min bror Alfred [553] og jeg kunne få en sådan leg i gang, var det min lyst ret at fantasere mig selv og ham ind i, hvilke gæve kæmper vi var.
     ~ Forøvrigt var jeg tit slem imod min bror Alfred, lige indtil vi blev studenter, og det har ofte angret mig meget.

     ~Omtrent ved år 1861 skete der et omslag med mig. En hel side af mit væsen, der hidtil havde ligget brak ~brød igennem. Det var begejstringen for at blive Præst.
     Jeg kan, Gud ske lov, sige, at jeg fra barndommen af er opvokset i troen. ~Jeg følte som mine søskende, at den alvorlige, dybe og sande kristentro, der levede i min fars hjerte, og som gik gennem hans milde evangeliske forkyndelse, den tro, hvorom han sjældent udtalte sig, var den grundvold, på hvilken livet alene kunne bygges.
     Det var egentlig ikke ved min fars forkyndelse, at dette gennembrud skete. Det var Marie Bebudelsesdag 1861 i Århus domkirke, at jeg ved en prædiken af pastor Troels Smith fik denne hidtil ukendte lyst. ~Nu var jeg hver søndag i kirke, undertiden endog flere gange. Med den største iver kastede jeg mig over teologiske skrifter ~og her var min far, i hvis studerekammer jeg næsten bestandig sad og læste, mig en trofast vejleder.
     ~Alle mine tanker drejede sig nu om at blive præst. ~Jeg drømte om mig selv i den hellige gerning og studerede "Geistlig Stat" og "Stats-kalenderen" til jeg omtrent kunne dem udenad.
     ~Far var residerende kapellan til Frue kirke og sognepræst til Åby. ~Til Åby kom vi børn jævnlig med fader, når han blev hentet om søndagen i den lille tarve-lige bondevogn med een hest.
      Umiddelbart efter min mors begravelse rejste han 3-4 uger og tog mig som den ældste med ~og vi opholdt os i længere tid i Højrup præstegård hos fars kære ven og fætter, digteren Valdemar Thisted [61].
     Dette blev begyndelsen til en række af sommerejser, som jeg havde megen fornøjelse af. [1857: Randers, Mariager, Ålborg, Nibe, Gunderupgård - 1858: Sorø, Svendborg, Tåsinge, Odense og Skanderborg]. Disse rejser er senere blevet supplerede med rejser og fodture på egen hånd, så at jeg har set mit fødeland på kryds og tværs bedre end de fleste ~og gerne i selskab med den kære onkel Harald Nielsen. [Th.'s morbror, se også biografi for stamtavle nr. 55]
     Denne sjældne morbror og trofaste ven lige fra min og mine søskendes spæde barndomstid, fortjener det kærligste minde hos os alle. ~Han har været uendelig meget for sin elskede afdøde søsters børn. ~Skønt tungsindig af naturen besidder han dog et rigt fond af ægte humor, der gør ham til et af de hyggeligste og elskværdigste mennesker i en familiekreds. Selv har han bestandig været ugift (han er cand. theol. og overlærer ved Århus Borgerskole i c. 30 år), men i vort hjem har han som en trofast ven altid været regnet som en af vore egne. Han besidder fin æstetisk dannelse, grundige historiske kundskaber, udmærkede gaver til at have med børn og unge mennesker at gøre, og bagved alt dette en dyb og alvorlig gudsfrygt. ~Hvor har han ikke kunnet fantasere og lege med os børn og med vore børn igen, ~hvor fornøjelige var ikke vore spadsereture med ham; hvormeget har han ikke lært og fortalt os. Hvor har vi ikke dyrket Blicher, Holberg og Trap i forening og hvilke morsomme dagbøger har vi ikke i forening med ham forfattet på vore rejser ~og hvor meget har han ikke været for vor kære far i hans sidste år.
     I 1855 kom jeg i forberedelsesskole og i 1857 i Århus Latinskole. Jeg har ikke fået noget videre godt indtryk af latinskolelivet. Kun enkelte af lærerne på disse skoler synes mig at have virkelig interesse for deres gerning og kærlighed til eleverne. ~De fleste af lærerne syntes nærmest at tjene for brødets skyld, ~og derfor er der heller ikke den hengivenhed og kærlighed hos eleverne overfor lærerne som f.eks. på højskolerne. Man tænker mest på at gøre spilopper, gå lærerne under øjne, og tonen mellem disciplene er ofte rå og slet. Har man ikke hjemmefra noget at stå imod med, bliver det let til skade at gå en latinskole igennem.
     ~Min bedste ven fra skoledagene, trofast også indtil denne dag, skønt vore forskellige studier skilte os noget i det udvortes, var Julius Lassen (nu juridisk professor i Kbh.). ~Med ham oprandt for mig og min bror Alfred en herlig tid, nemlig en række herlige sommerferier, tilbragte i Jul. Lassens hjem, Bisgård på Samsø.
      Disse lykkelige dage, da det synes mig, at solen altid strålede fra en skyfri himmel, da vi - som Jus.'s søster Gusta engang bemærkede - ikke havde nogen anden bekymring, end hvorledes vi bedst skulle more os, disse ferier med minderne fra Bisgård, Sannholm, Ørnslund, Tranebjerg, Kolby osv., hvor så mange unge, livsglade mennesker var samlede, står som noget af det skønneste i mine drengeår. I sommerferierne 1861, -62, -63, -64 og -66, i julen -63, -64 og endelig med min hustru i sept. -73 har jeg gæstet det kære Samsø, "Lykkens Ø", som vi kaldte den.

     ~Vort hjem var efter mors død blevet bestyret af forskellige. I året 1860 kom Johanne Rebekka Jensen, præstedatter fra Houlbjerg til os som husbestyrerinde, og med hende indgik far sit andet ægteskab d. 12. marts 1861. Jeg er overbevist om, at hvad der bragte ham til at gifte sig anden gang efter tabet af en så yndig og dyrebar hustru som min mor, var ene og alene hensynet til os børn, som han gerne ville skaffe moderlig omsorg og pleje påny.
      Og det skal siges, at vor anden mor har opfattet dette sit vanskelige og betydningsfulde kald med stor samvittighedsfuldhed. ~I de senere år blev hun svagere ~og er nu i en meget skrøbelig tilstand. Det var ofte svært for far i hans sidste år, men med sin ridderlige, noble tænkemåde bar han det altsammen i kærlighed, altid lige hensynsfuld og overbærende imod hende.
     ~I Houlbjerg hyggelige præstegård hos vore nye bedsteforældre åbnede sig et nyt og tiltalende hjem for os i ferierne. Den dejlige natur, de mange sønner og døtre dér i hjemmet, bidrog til også her at skaffe os mangen fornøjelig ferie, og bestandig har Houlbjergfamilien fulgt os med deltagelse.

     Min åndelige udvikling skred imidlertid fremad. Jeg levede bestandig i fars værelse, læste i hans bøger, som jeg kendte på en prik og talte med ham. D. 4 maj 1862 blev jeg konfirmeret af ham. ~Mere og mere samlede min interesse sig om kirken og præstegerningens hellige sag. ~Men min retning var i hine år temmelig forskellig fra min nuværende ~og var stærkt opfyldt af antipati mod Grundtvigianismen.
     ~Da kom det sørgelige krigsår 1864. Hvor godt husker jeg ikke begejstringen, da soldaterne drog af sted, de mange nye krigssange, den forfærdelige skuffelse med Dannevirke og den påfølgende sørgelige sommer. Det var en solklar søndag i marts, at de fjendtlige tropper drog ind i Århus. Regiment på regiment, eskadron på eskadron , drog de med blinkende pikkelhuer, glimrende uniformer og klingende spil ind ad Frederiksport, en uoverskuelig række, der syntes aldrig at skulle få ende. Man fik ret en ydmygende følelse af Preussens og Østrigs vældige militærmagt og Danmarks lidenhed.

     Vi havde stadig indkvartering i vort hjem på Rosensgade, men midt under krigen blev far, der havde søgt i flere år - og som aldrig, trods sin gode eksamenskarakter og sine udmærkede, men beskedne egenskaber synes at være blevet påskønnet efter fortjeneste - endelig kaldet til sognepræst for Virring og Essenbæk ved Randers.
     Hermed begyndte et helt nyt afsnit af vort liv. I efteråret 1864 flyttedes vort hjem derud.
     Mit kære Virring - hvor jeg mindes dig med glæde og tak, hvadenten jeg ser dig ved juletid med den hvide sne over markerne, med tørverøgen, der stille løftede sig over den fredelige landsby, med kirken højt på bakken over præstegårdens lade, hvor man kunne se manden stå ovenover ladetaget og ringe, med hygge og fred, og den gamle præstegårds stuer, hvor onkel Harald sad og læste Trap, mens vi andre fornøjede os på hver vor måde - eller i den varme sommer, når solen strålede over moserne og de grønne enge ved fjorden, over de nye plantninger i Langhaven, som det var den kære fars glæde at opelske.
     ~I 26 år var du vort kære og lykkelige hjem, hvortil vi altid droges hen, selv efter at vi havde fået vore egne hjem. ~Er der noget sted på jorden, hvor jeg føler mig "hjemlig" til mode, da er det på Virring- og Hørning-egnen, hvor mit hjem var i ungdomsårene, og hvor jeg selv fik mit første hjem, hvor jeg fandt min elskede hustru og hendes kære forældre. Århus er blevet mig for stor og fremmed i tidens løb. -
     ~Jeg husker godt, med hvilken begejstring min bror A. og jeg så Virring første gang i sommeren 1864. Vi havde vandret hele vejen (5 mil) fra Århus dertil og på vejen gæstet Boecks i Hornslet. Hvilken glæde, når vi skulle fra Århus i ferierne, hjem til Virring, og så godt som altid var den kære onkel Harald den faste feriegæst.
     ~Siden så vi det gamle stuehus i 1872 blive ombyttet med et nyt; ~tiderne omskiftedes, men selv blev vi ved med at være knyttet sammen.
     ~Vort [A. og mit] opholdssted i Århus blev imidlertid først en kort tid onkel Harald E.[54]'s og tante Karens hjem, senere bedstefars. Min bedstemor var død 1862; min gamle bedstefar, der endnu indtil 1867 redigerede "Aarhuus Stiftstidende", boede i den gamle gård med tanterne Louise [53] og Caroline [Louises plejesøster] samt min kusine Laura Krabbe [5214]. Her fik Alfred og jeg et godt hjem. Mere stille var der blevet efter bedstemors død, men hyggeligt og godt var der, især når om vinteraftener tante Louise spillede i mellemstuen (hun spillede dejligt), bedstefar arbejdede i kontoret, hjulene surrede ovre fra trykkeriet, Bangs oliemølle klaprede, og den trofaste tante Line [Caroline] sad derude i spisekamret og sørgede for de mange munde, skønt selv krumbøjet af gigt. Hyggeligt var der også på vore to små værelser ud til gården og i den lille have med altanen ud mod havet.
     De sidste to år, jeg tilbragte i Århus skole var i mange måder de bedste og fornøjeligste af dem alle. Det fædrelandssind og den begejstring for at rejse det sønderflængede Danmark til nyt liv, som efter krigen 1864 kom til syne allevegne, strakte også sine virkninger til latinskolens elever. Såkaldte "æstetiske" foreninger kom i gang de fleste steder med foredrag, oplæsning af digterværker osv. I Århus stiftede vi således foreningen "Heimdal", hvoraf vi havde meget fornøjelse. ~Vi havde mange fornøjelige lørdag aftener i vort lokale på Latinskolens loft, spillede dér komedie, holdt sold osv. Foreningen fremmede også et udmærket kammeratliv mellem alle os disciple i skolens øverste klasser. ~Vi udgav en avis: "Gjallerhornet", og i 1863 optrådte jeg som forfatter (anonym) med en lille kritik i Stiftstidende af den dårlige kirkesang i Frue kirke, til megen forbitrelse for den gamle alterdegn Kahr, der absolut ville vide forfatterens navn.
      Adskillige småsange har jeg også skrevet, ~mest muntre viser ~men jeg følte snart, at den bundne stil ikke er mit domæne.
     ~I sommeren 1865 drog flere af mine bedste venner til København som studenter. Det år, der nu fulgte, det sidste af min skoletid, blev i mange måder vemodigt og alvorligt, men desto rigere på åndelig udvikling og vækst.
      I september 1865 blev jeg, der altid havde været mager og bleg, angrebet af en hårdnakket bronchitis, der varede flere måneder og afmagrede mig end mere. Lægen forordnede, at jeg skulle "drive", og skønt jeg jo i dette mit sidste skoleår havde meget arbejde med at forberede mig til artium, måtte jeg lade læsningen hvile og i det sted "spadsere", drikke sodavand og mælk etc. Det var et dejligt efterår ~ med lange ensomme ture i Ris- og Marselisborg skove, hvor det brogede løv skinnede i den endnu varme sols stråler, ~men vemod var der over mig, thi jeg vidste jo ikke om jeg fik lov at blive student med de andre.
     -- Men midt under denne vemodsfulde tid opgik der er stort lys for mig. Nye indblik åbnede sig for mig ind i Guds rige, så dette år måske har været et af dem, der har haft allerstørst betydning for mig Hidind til havde jeg været kristelig vakt, men egentlig ikke kirkelig. Kristenlivet var for mig mere et enkeltmandsliv end et samfundsliv. Jeg levede i daglig bøn og var glad ved at gå i kirke; med håb og lyse drømme så jeg frem mod præstegerningen. Men jeg manglede endnu aldeles klarhed og fasthed i min kristendom, det meste var følelse og fantasi, og alt fra grundtvigsk side var jeg fremmed for.
     ~Den mand, som havde ærinde til mig ~var Indre Missions nuværende leder, pastor Vilhelm Beck. Det var d. 17 november 1865, på en solklar og mild efterårsdag, at jeg i Århus domkirke første gang så og hørte den ~dengang unge kapellan, ganske anderledes frisk og tiltalende end senere. ~Hvilken smeltende klang var der ikke i hans røst, hvilket stråleglimt i hans øje ~lignende en præsteskikkelse fra Kingos tid. [han talte over Mt.25, 31-46].
Et mægtigt lys opgik for mig over Herrens sakramenter. Livet i Guds menighed, de Helliges samfund, fik betydning for mig som aldrig før. Bekendelsen begyndte at bryde frem. Navnlig var det dåben og dens nåde, der blev levende for mig.
     En tanke, der allerede tidligere havde været oppe hos mig, var tanken om at blive missionær. ~Senere så jeg dog, at missionærgerningen ikke var mit kald.
     Men i dette sidste år i Århus levede jeg meget med i forsamlingslivet indenfor vækkelseskredse og sluttede mig i det hele til vækkelsen af indre missions farve.
Jeg var imidlertid blevet raskere, og i den varme sommer 1866 tog jeg artium med bedste karakter og var nu student.


II: Student


     Da jeg i året 1886 blev student, havde jeg ingensinde før set København. Nu skulle den være mit opholdssted i 6 år. Det var en aften i begyndelsen af september, at jeg kørte ind på Københavns banegård. Far var kommet dertil nogle dage i forvejen ; jeg havde nemlig gjort en afstikker om ad Samsø. Jeg så ham dog først næste morgen i hotel "Danmark", men modtoges på banegården af min gamle skolekammerat M. Sørensen og stud med. Karl Nommels. Hos sidstnævntes mor, enkefru N. på Nørrebro, hvor også S. boede, skulle jeg nemlig være pensionær.
     København gør jo et glimrende indtryk på den, der kommer om aftenen ad jernbanen, med sine mange strålende lys, sine klingrende sporvogne og Tivoli lige overfor banegården. Jeg blev da også imponeret ~men særligt indtryk gjorde det på mig, da jeg gik over dæmningen ved søerne, og S. pegede på en lygterække langt borte i det fjerne med de ord: "Derude bor den store docent!" Det var professor Rasmus Nielsen; han mente, en mand, der den gang havde et stort navn blandt de unge studenter
     ~Hos fru Nommels fandt jeg et rart og hyggeligt hjem; hun og hendes børn har siden den tid bestandig været blandt vore kære og trofaste venner.
     ~Også jeg blev snart begejstret for R. Nielsen, hvis glimrende veltalenhed ikke kunne andet end rive hen ~men det hele var blot glimrende sæbebobler.
     I studenterlivet har jeg aldrig levet videre med. ~Jeg var vel en tid medlem af Studenterforeningen, men fandt kun liden smag i hele ånden og tonen. - Hele min interesse var rettet på det kirkelige, var et års tid med til alle kristelige møder, besøgte de forskellige kirker, men havde min stadige plads om søndagen i Johanneskirken. ~Trods den stærke religiøse retning i mit liv og væsen, var jeg dog slet ikke pietistisk; jeg kunne prægtigt være glad og munter. ~Man siger, at "Karret vil smage længst af, hvad der først kom i det", og det er sandt, at hvordan end min udvikling senere er blevet, har det altid kunnet spores hos mig, at jeg har gået i skole hos Beck og den indre mission
     Blandt de familier, jeg kom til i København, må nævnes mine egne slægtninge [m.fl.]; ~jeg kom gerne disse steder på visit om formiddagen, og stundom tilbragte jeg en aften dér.

     Nok så meget udbytte havde jeg af kammerat- og vennelivet. En ny og kær ven fik jeg i Henrik Haar (senere præst i Søllinge på Fyn) ~han var dengang et glad og frejdigt menneske, der efterhånden ligesom jeg kom over i den grundtvigske retning. Senere knækkede sygdom for en stor del hans frejdige livsmod, men desto mere modnedes han i den skønneste ydmyghed og tålmod.
     ~Hans Rosendahl, en præstesøn fra Urlev ved Horsens, blev mig ikke mindre kær. ~Han var et forunderligt varmt og stærkt bevæget hjertemenneske. Hjertet brændte i ham efter at udrette noget for Herrens sag, og han og jeg enedes da om at udbede os lov til at holde småforsamlinger for de gamle på Almindelig Hospital.~ I 1868 blev han forlovet med en datter af Fr. Barfod, der optog ham i sit hus som en søn, men samme år blev Rosendahl, der længe havde været brystsvag, syg af tyfus og døde. Velsignet være hans minde!
     Med Julius Lassen vedblev jeg at pleje venskabet. Gennem ham kom jeg også i bekendtskab med den udmærkede maler Carl Thomsen, som dog senere er blevet borte for mig.
     ~Julen 1966-67 tilbragte jeg ~hos min onkel, Valdemar Thisted i Tømmerup ved Kalundborg, ~der altid har været mig en sympatetisk skikkelse, hans yndige hustru ikke mindre. Han havde lige skrevet "Breve fra Helvede"; ~den af hans bøger, jeg holder mest af, er dog "Præstekald".
     Mit helbred var forøvrigt ikke godt i mit første studieår. Ofte led jeg af brystdårlighed og hoste, men efterhånden blev det bedre. I sommeren 1867 tog jeg Philosophicum med bedste karakter.
     ~Så drog jeg da hjem til Virring og tilbragte sommerferien, var bl.a. i Houl-bjerg, men mest betydningsfuldt blev dog det besøg, som jeg endelig opnåede at aflægge hos Vilh. Beck i Ørum, 4 mil fra Virring. Beck var fornøjelig i det daglige liv ~jeg har dog altid hos ham fundet for meget "brandert-" og vittigheds-mageri.
     ~Men her traf jeg Jens M. Andersen, en vendelbo, et udmærket begavet menneske både fra åndens og hjertets side ~han var af den grundtvigske retning ~ved samtalerne med ham gik den grundtvigske anskuelses skønne og rige lys op for mig.
     ..Nu gik min vej til Vartov kirke, hvor Grundtvig netop den gang efter sin sygdom havde begyndt at prædike igen, ~og hvor menighedssangen og samfundslivet fængslede og løftede mig, ~jeg følte mer og mer, hvilken ganske anderledes klarhed og forståelse af såvel kristenlivet som menneskelivet den grundtvigske oplysning bød mig fremfor Indre Mission.
     Nu oprandt den livligste og åndeligt rigeste del af mit studenterliv.
     [Th. fortæller her begejstret om personkredsen i "Vennelaget", en snæver diskussionsforening (som han selv var med til at oprette) med foredrag og ("ved de dampende tobakspiber") lange samtaler om mellemværendet mellem den grundtvigske retning og Indre Mission, " men den tone, som gik igennem det hele, var egentlig langt snarere ønsket om disse retningers indbyrdes venlige forhold end deres indbyrdes modsætning.." - samt med sommerlige skovture til Rungsted og til Lyngby, "hvor vi hørte den udmærkede P. Rørdam" osv.].

     Julen 1867-68 blev såre betydningsfuld for mig. Allerede i flere år havde jeg i ferierne hjemme i Virring haft et tilholdsted hos lærer Rings lige overfor præstegården. Jeg var der næsten daglig, spillede skak, passiarede osv. Men der var også noget andet, som drog mig. Allerede den første gang jeg kom hos Rings, havde den ukonfirmerede datter Sofie gjort et dybt indtryk på mig ved sit yndige ansigt, og jeg glemte hende ikke siden. ~Nu var hun konfirmeret; jeg så, at hun kunne blive en udmærket præstekone; jeg troede også at mærke, at hun holdt af mig. Til sidst kunne jeg ikke være i uvished længere. Efter inderlig bøn og rådførsel med Gud, måtte jeg have vished, om hun ville være min brud, og d. 17. jan. 1868 blev vi forlovede ved hendes lille søster Alfridas vugge i Virring skole.
     ~Unge var vi, da vi gav hinanden vort ja, vel egentlig alt for unge. Men Herren føjede det så underligt dejligt for os, at vi voksede sammen mer og mer, mens tiderne gik! Tak for al din trofasthed og kærlighed !
     ~Både mine forældre og svigerforældre var meget glade ved vor forlovelse. Men nu skulle jeg over til København og læse på kraft. ~Det gik imidlertid småt nok med læsningen det første år. Men en stor velsignelse var det for mig så tidligt at have fundet min brud. ~I ferierne var jeg bestandig hjemme i Virring hos mine forældre og min forlovede, hvis far i 1868 blev forflyttet til Hørning lærerembede, nær ved Virring, hvor jeg altså nu også fik et hjem.

     Min bedstefar, A.F. Elmquist, som tillige med tanterne Louise og Caroline samt min kusine Laura Krabbe, i 1867 var flyttet til den lille smukke ejendom "Helenesminde" på Bülowsvej [i København], døde dér i oktober 1868, og da tanterne gerne ville have mig til at bo hos sig, flyttede jeg til "Helenesminde" samme efterår. Her var hyggeligt, roligt og rart at være. Gamle minder livede op, når tante Louise spillede og vi talte om Århus og de hensvundne dage. Om formiddagen ved kaffebordet havde vi gerne besøg af tanternes konsulent og ven, ritmester Bruhn, og om søndagen kom tante Emma [51] med sine sønner, Vogelsangs [8], Chr. Arboe [522] og andre.
     Just lige efter min indflytning på Helenesminde hørte jeg på Allehelgensdag i Vor Frelsers Kirke for første gang biskop P.Chr. Kierkegaard prædike, en mægtig prædiken om udviklingslivet i kristenlivet, der gjorde dybt indtryk på mig. Denne prædiken i forbindelse med det noget afsides sted, hvor jeg nu boede, samt den omstændighed, at jeg nu var forlovet og måtte arbejde med kraft, bidrog i forening til at give mig smag for det stille, rolige hjemmeliv. ~En gang imellem var jeg dog i det Kgl. Teater.
     ~Særlig tilbagetrukket blev mit liv, da min bror Alfred kom til Helenesminde, og jeg i jan. 1870 flyttede ind i nabohuset hos en murermester Flindt, mens jeg dog vedblev at gå ind på Helenesminde til måltiderne. Her levede jeg ret et herligt "stillleben", regelmæssigt og hyggeligt i mit store lyse værelse ud imod Helenesmindes have og Landbohøjskolen. Ingen uden den, der har studeret, kender denne ejendommelige hygge i det stille studerekammer..
     Særligt om aftenen, når gardinerne er rullede ned, når lampen lyser i det lune kammer, piben er tændt og bogen eller pennen taget frem, - hvor kan man da leve dejligt i tankens og studeringernes stille rige, mens man lader verden gå sin skæve gang derudenfor ! ~Det har været og er endnu en fristelse for mangen præst, hvem studerekamrets fred og ro er blevet så kær, at han kun altfor nødigt ombytter den med livet og virksomheden for Guds rige derude i menneskelivets brogede vrimmel.
      ~For mig har der altid været en underlig skiften mellem lysten til det stille liv og lysten til deltagelse i det brogede liv udenfor. ~Min hurtige opfattelsesevne, min livlighed, min lethed i at tale osv., vel også nogen forfængelighed, har bragt mig til undertiden at kaste mig ind i mangt og meget, ~men atter og atter er der efter en sådan tid fulgt et tilbageslag, og jeg tror at et i det mindste til en vis grad stille og tilbagetrukkent liv både passer mig bedst og er det gavnligste for en virkelig livsudvikling.
     Det var dejlige fredelige dage, jeg levede i de sidste 2½ år af min studentertid. Mine opmuntringer var at modtage breve fra min brud og skrive lange epistler på 16-20 sider til hende igen. Iøvrigt var jeg flittig og læste foruden examensfagene meget uden om, således f.ex. Thomas a Kempis.
     ~I ferierne var jeg som sagt i Virring og Hørning hos min elskede Sofie, med hvem jeg voksede mere og mere sammen. Sofie besøgte mig og Helenesminde i sommeren 1869, kort før hun blev angreben af en hoftebetændelse, hvoraf hun i mange år havde mén, men som hun dog, Gud ske Lov, senere aldeles forvandt.
     ~Den sidste tid i København blev mig imidlertid en streng kampens og anfægtelsens tid. ~Allerede siden 1870 havde jeg følt mig stærkt hendragen til den romersk-katolske gudstjeneste. Dens tilsyneladende præg af højtidsfuld tilbedelse, dens kirkepragt og imponerende ærværdighed, i forening med den dybe, ædle mystik, jeg lærte at kende hos Thomas a Kempis, udøvede en stærk indflydelse på min fantasirige natur, og jeg besøgte jævnlig messen i St. Ansgarkirken i Bredgade. Denne påvirkning var dog ikke af nogen dyberegående art; den romersk-katolske lære kunne jeg aldrig forsone mig med.
     Desto mere fik en anden åndelig bevægelse at betyde for mit liv. Det var Irvingianismen. De alvorlige begivenheder i Frankrig ved kommunens opstand 1871 og de dermed følgende blodige rædselsgerninger, socialismens indtrængen i vort fædreland og den omstændighed, at jeg samtidig fik fat i Charles Bøhms bog: "Lys og Skygge", vakte min opmærksomhed for et stykke af den kristelige åbenbaring, som jeg hidtil havde kendt altfor lidt til, læren nemlig om de sidste tider og Herrens genkomst.
     Jeg søgte Irvingianismens kirke i Lille Kongensgade. ~Denne gudstjeneste var netop noget for mig. Havde jeg den gang kendt den engelsk-biskoppelige kirkes langt smukkere og langt sundere kulturform, således som Højkirkens mænd havde sat den i stil, havde jeg vel ikke følt mig så stærkt hendragen til Irvingianismen.. Men den engelske gudstjeneste i København var den gang såre tarvelig, gammel-dags og lidet opbyggelig...
     ~Hvilken kamp opstod nu ikke i min sjæl. ~Hvad ville det blive til, hvis jeg måtte opgive håbet om præstestilling i folkekirken? Mon Sofie kunne følge mig?
     ~Hvor jeg bad og kæmpede i hine dage! ~Jeg søgte klarhed hos mange, ~men det hjalp kun lidet.
     ~Det var dobbelt svært under disse åndelige kampe at skulle læse til examen. Og midt under det hele kom til ove rflod en meget indtrængende opfordring til mig fra Vilh. Birkedal om at blive hans kapellan ved Ryslinge valgmenighed efter min examen. Det var mig umuligt at sige ja hertil...
     ~Min irvingianske anfægtelser holdt længe ved ~endog i de første år efter at jeg var blevet præst ~men nu har jeg forlængst indset, hvilket sværmeri det hele er, og udbyttet af min granskning nedlagde jeg i to små bøger: [1875 om Irvingianismen og 1882: " Vejledning for lægfolk om ret forståelse af de sidste ting.]
     Så tog jeg da ved Guds nådige hjælp den teologiske embedsexamen d. 17. juni 1872 med karakteren: Laudabilis.


III: Hørning


     Nu var jeg altså teologisk kandidat. Sikkert kunne mit Laud have åbnet mig adgang til en karriere i København. ~Jeg var imidlertid forlovet, længtes efter min brud og efter en kapellanplads i det kære, hjemlige Jylland. ~Og kapellanpladsen lå der alt, ventende på mig, ja i grunden var der hele to tilbud, begge på Randers-egnen. ~Det ene af dem var et tilbud, som navnlig mine svigerforældre tilskyndede mig til at modtage. Det var fra pastor Gjølbye i Årslev og Hørning, nabo-pastorat til Virring.
      ~Ihvorvel jeg nok ville have haft godt af at vente lidt og bruge min kandidattid til friere studier og rejser, længtes jeg for meget efter præstegerningen og jeg modtog derfor kapellanpladsen i Årslev og Hørning samme sommer. Der ville imidlertid hengå et halvt års tid, inden jeg kunne blive ordineret.
     ~Den 18. dec. oprandt min ordinationsdag i Århus dejlige domkirke, hvor jeg var døbt og hvor min far var ordineret. ~Det var en dejlig dag. Tåren brændte på kind af taknemmelighed og glæde overfor Herren. ~Om morgenen havde jeg været ved mors grav, og mange rige minder strømmede i denne stund ind på mig...
     På 2. juledag blev jeg indsat i min kapellangerning. Da jeg i præstekjole og krave kom til Hørning kirke, mens klokkerne ringede sammen, mødte den gamle Johan Hornbæk mig, en af de skønneste bondeskikkelser, jeg har set, med et ærbødigt: "Goddag Hr. pastor Elmquist!", og samme dag forrettede jeg første gang den hellige dåb og søndagen efter første gang den hellige nadver (for min brud, mine svigerforældre og andre) i Hørning kirke.
     Mit hjem blev foreløbig Årslev præstegård. Sognepræsten var en alvorlig, stille og elskværdig mand ~som jeg kom til at ære og elske for hans dybe kristelige alvor og liberale stilling overfor mig, den yngre. Han prædikede endnu af og til og besørgede væsentligt sjælesørgergerningen i Årslev, så at jeg nærmest havde med Hørning at gøre.
     ~Min første præstegerning var i mange måder brydsom nok. Dette havde sin grund i min forgænger, B.C. Henriksen, som kun ugerne på grund af svaghed havde opgivet sin stilling, men vedblev at bo i Hørning med sin mor og sine søstre. Han var en ganske forunderlig fremtoning. Filosofisk begavet havde han alle dage levet et fuldstændigt eneboerliv, kun fordybet i studiet af Grundtvig ~og havde ved sine filosofisk-mystiske prædikener fuldstændig imponeret og bjergtaget den lille grundtvigske kreds. ~Jeg ville gerne i lag med ham og grundtvigianerne dér, men stødte på en fast og uovervindelig modstand.
     Jeg havde dog også adskillig glæde af min gerning. Kirkerne var godt besøgte, mine bibellæsninger i Hørning skole endog overfyldte, og snart fik jeg også en lille beskeden vennekreds.
     ~Jeg har aldrig lidt af nogen benovelse ved at skulle prædike, men heri lå også en fristelse, navnlig i mine første år. Jeg lagde altfor stor vægt på en ydre ordpragt og flydende diktion, ~men som den unge og temmelig lidt erfarne mand kunne jeg naturligvis ikke lægge et i lødighed tilsvarende indhold ind i formen. ~Efterhånden som jeg kom frem i livet, blev prædikerne jo også mere og mere selvoplevede og indholdsrige. Min styrke har altid været livlighed, hjertelighed, jævnhed og klarhed, men at bringe ny eller dybsindige tanker er ikke faldet i min lod, og min forkyndelse har aldrig fremkaldt nogen større vækkelse i de mig betroede menigheder.
     Tiden nærmede sig nu, da jeg kunne håbe at få et eget hjem for mig og min brud. Et lille hus med have umiddelbart lige overfor mine svigerforældre blev købt og indrettet til kapellanbolig.
     ~D. 7de august 1873 stod så dagen for Sofies og mit bryllup. Det var en dejlig dag. I en lang skare vandrede vi til kirke, far viede os, og ved festmåltidet i den store, lyse og blomstersmykkede skolestue blev en bryllupssang af min kære ven, Julius Lassen afsunget.
     Så var nu altså min elskede Sofie min hustru, og med glæde og håb flyttede vi ind i vort lille hjem. Det var en velsignet tid. Jeg syntes, at jeg var Vor Herre langt nærmere end ellers i disse dage, et vidnesbyrd om, hvorledes den store glæde, ligesom den store sorg, formår at bringe hjertets dybeste strenge til at klinge. ~Hvor hyggelige var ikke vore aftener i den lille dagligstue. ~Og hvor lykkelig følte jeg mig ikke i mit studereværelse, fri for den trykkende examenslæsning og med Sofie bestandig i min nærhed. ~Søndag aftenerne var vi gerne ovre hos mine sviger-forældre eller i Årslev præstegård. Hyppigt var vi naturligvis i Virring og hos de kære Vaters i Øster Alling, hvor Sofie havde været i huset det sidste år før brylluppet ~og vi kom også en del ud til bønderne
     Allerrigest blev glæden, da d. 21de maj 1874 vort første barn blev født. Det var en kampens, bønnens og tårernes dag, men aldrig har jeg været så glad, som da på hin dejlige forårsdag al nød var vel overstået og vi holdt en lille velskabt dreng i vore arme, som vi kunne kalde vor egen Alfred, opkaldt efter min far.
     Egentlig havde jeg temmelig lidt at bestille i Hørning. Egentlig viden-skabelige sysler har aldrig ligget for mig, og jeg var endnu ikke dengang begyndt på at optræde som kristelig populær forfatter. ~Jeg var en ret flittig deltager i Randers præstekonvent, hvor jeg med glæde mindes daværende pastor D. Pontoppidan ~og hans søn, den senere så bekendte Morten Pontoppidan, kom undertiden til os i Hørning.
     [T. søger et par embeder på Randersregnen, hvor han helst vil være] ~og da tilmed kapellanlønnen havde ondt ved at slå til, især efter at vor anden søn, Kristian var blevet født, vedblev jeg at søge. ~Havde kun ikke dette Henriksenske vrøvl været!
     ~Den sidste vinter i Hørning blev i visse måder skæbnesvanger for mig. Da skete det en aften i januar 1876, da jeg havde været gående over til Virring, at jeg ved hjemkomsten fik en blodspytning, ~og dog, - mærkværdigt nok - vi agtede det ikke videre. Tre dage senere holdt jeg aftenmøde i Hørning, prædikede næste søndag, og tog til Randers, gik i sne til Virring osv. Det var i sandhed et voveligt spil, men - det gik godt på det nær, at jeg længe havde en tør hoste og min magerhed tiltog yderligere.
     D. 24de juli 1876 blev jeg (28¾ år gammel) så kaldet til sognepræst for Ørre og Sinding menigheder i Ribe stift, mellem Holstebro og Herning. Det var rigtignok et såre afsides sted, jeg nu skulle virke på, tilmed i et barsk klima og et besværligt embede. ~men ofte må man sande det ord, at "Herren er dårernes formynder". ~Det gik dog meget bedre, end man skulle have tænkt, og mit ophold i Ørre står endnu den dag i dag som en god og velsignet erindring for mig.
     ~Min indsættelse blev fastsat til 8. okt, ~men samme høst blev jeg angrebet af en meget ubehaglig strubekatarrh, der en tid lang aldeles berøvede mig stemmen. Flere gange måtte min bror Alfred, der nu var cand. theol., prædike for mig. ~Lidt bedre blev det dog, og på 15de søndag efter Trin. holdt jeg min afskedsprædiken,.en vemodig dag, dog ikke uden velsignede vidnesbyrd om den kærlighed, jeg havde vundet i den lille vennekreds, der havde sluttet sig om mig i Hørning. En kone (Sidsel Dyrholm) sendte således min hustru og mig et lille kærligt og velment digt til afsked. Det var for os, som om vi først nu skulle til at drage ud i den vide verden. Hidtil havde vi jo været ligesom under forældrenes vinger; nu skulle vi til at prøve livet på egen hånd.
Ligger fuglen i ægget stum en tid,
Den dog drømmer om sang og vinger.
Snævert er ægget, men verden vid -
Og med sang sig fuglen udsvinger.

-----


IV: Ørre


     Hvor godt husker jeg ikke hin tidlige morgen sidst i september, da jeg stod rede til at drage fra Hørning for at følge med alt vort tøj til Ørre, hvor jeg i forening med en snedker skulle se at få det opstillet, til Sofie kom med børnene. "Farvel, kære Thorvald!", sagde min svigermor, denne vor trofaste, næsten uundværlige støtte i vore første ægteskabsår, da jeg tog hende om halsen og kyssede hende, og så gik det afsted ud i verden.
     Jeg ser endnu det lange vogntog med alle vore sager svinge ind på Randers banegård, og så rejste jeg da afsted langt ud mod "det fjerne Vesten". 8 dage senere kom kære Sofie med vore to smådrenge, ledsaget af svigerfar, men hun græd, da hun så den gamle dårlige præstegård, som vi skulle bo i [se fodnote 1]. Det faldt altsammen mindre glædeligt ud.
     Alligevel skulle Ørre blive os et sted, hvortil vi i en kort tid blev knyttede med stærke kærlighedens bånd.
     Det var rigtignok en simpel præstegård. Til overflod var en del af udhusene brændt samme sommer ved lynnedslag. Men der var en vidunderlig dejlig, kæmpestor have, berømt i mange miles omkreds, og dertil rare og livlige kirkelige forhold. ~Men hvilken frigørelse var det dog ikke nu at føle sig selvstændig i sin virksomhed, og det tilmed på en egn, hvor præsten og hans gerning betragtedes med stor ærbødighed. Der var en lille grundtvigsk kreds, som selvfølgelig blev min bedste støtte. Enkelte andre var mest påvirkede af indre mission, men størsteparten af beboerne var barnligt fromme mennesker uden partifarve, men med ikke ringe kirkelig sans. Kirken, især i Ørre, var bestandig fuld, og til forsamlinger mødte bestandig en stor mængde
     Hertil kom, at folk sluttede sig til os med stor hengivenhed og trofasthed. ~Der var et par flinke yngre lærere af grundtvigsk retning. ..
     ~Blandt andre venner nævner jeg vor gamle trofaste Abelone, som nu i en halv menneskealder har været knyttet til os ved et fast hjertebånd, og som i sin svage og hjælpeløse tilstand ofte i lange tider har fundet et hjem i vort hus.
     Hver søndagaften var gerne mange venner forsamlede hos os, og vi sang da og samtalede med hverandre.
     I begyndelsen gjorde min hals det såre vanskeligt at holde ud ved disse søndagssammenkomster, men efter en rejse til en halsspecialist i København i nov. 1876 blev det bedre med mig. En gang månedlig tog jeg ud til Simmelkær, det yderste af det 3 mil lange pastorat og holdt bibellæsning i skolen for en talrig kreds. I det hele var jeg hjertelig glad for min gerning.
     I Ørre brugtes Kingos salmebog, en ganske ejendommelig levning fra fortids dage. Jeg har senere fortrudt, at jeg tog mig for at få denne ærværdige bog, der gav gudstjenesten en ganske egen og interessant kolorit, ombyttet med Roskilde Konvents salmebog, thi da jeg ikke fik tillægget til denne indført, var ikke meget vundet.
     På de månedlige bibellæsningsture til Simmelkær, som var hele rejser, var gerne Abelone og lærer Jensen med. Når vi da kørte hjem om aftenen over de stille heder, mens fuldmånen stod på himlen, sang vi gerne mange smukke sange, og ingensinde er hjemmet forekommet mig så kært og hyggeligt, som når min simple præstegård dukkede frem over de store flader med sin store have og lyset glitrende fra ruderne. Jeg har en stor forkærlighed for Jyllands flade, vidtstrakte hede-sletter.-
     [Th. fortæller nu om besøg hos de sympatiske nabopræster i Vildbjerg (Krag) og Gellerup (Tuch) sogne - hvortil der var 2½ mil, så det gerne tog en hel dag - "men sligt regnes ikke på disse egne" - og i sidstnævnte sogn med besøg på]..
     ~den lille Hammerum højskole med Rasmus Nielsen som forstander. Her var jeg ret i mit es ved de årlige vennemøder, når Tuch, Rønne og jeg talte i fællesskab.~ og hvilken glæde det var for mig, der i Hørning havde været den oversete og ringeagtede fra grundtvigsk side, her at blive modtaget med sang og dannebrogsflag.
     ~ Pietismen havde endnu ikke dengang, således som senere, bjergtaget folket.
     ~Gerningen var i mange måder besværlig. På disse egne bliver præsten hentet meget hyppigt ud til berettelser, ofte endog om natten. Jeg erindrer et par meget kolde natteture ud til Simmelkær, da jeg ganske som en læge, måtte op af den varme seng og på en stiv vogn 1½ mil ud i heden.
     Dejligt var der om sommeren i den store, skovlignende have, som dog havde en vis farlighed (men også en skønhed) ved en stor å, der løb forbi den. Her var engang druknet en lille pige, datter af en af de tidligere præster, og denne havde i sorgen herover skrevet med en diamant på en af ruderne: "Felix, qvem faciunt aliena pericula cautum!", dvs.: Lykkelig den, hvem andres ulykke gør forsigtig!
     Vor lille Kristian var engang faldet i den samme å, men blev bevaret ved Guds underlige forsorg og nåde.
     Hyggelige var dog også vinteraftnerne, når børnene var i seng, og Sofie, Ida Nommels (der var hos os et år) og jeg læste højt i spisestuen, tit under megen moro og løjer.
     En sælsom episode skal jeg her berøre. Det var en "spøgelseshistorie", vi oplevede i den gamle præstegård, tunge, hemmelighedsfulde trin gennem huset ved aftenstid med døres åbning og lukning. Vi vågede en hel nat for at få klarhed i sagen, men forgæves, og en tid lang truede denne uhyggelige historie med rent at forstyrre vor fred, men omsider syntes dog de mystiske foreteelser at tabe sig. [se fodnote 1] ~Forpagterforholdene i Ørre var ikke rare. Forpagteren, som jeg havde arvet efter min formand, var en tvær, gnaven og dertil uærlig person, af hvem jeg havde megen fortræd og ubehagelighed, så meget mere som han boede i selve præstegården.
     Trods det glædelige ved gerningen i Ørre, længtes jeg dog jævnligt efter Østkysten og tænkte på om nogle år at søge tilbage dertil, men ikke havde jeg dog troet, at min tid i Ørre skulle blive så kort, som den blev.
     Lillejuleaften 1877 havde jeg forkølet mig ved en aftenvandring i de store enge for at lede efter vore gæs. Den næste aften ved juletræet var jeg hæs ~og da julemorgen oprandt kunne jeg ikke sige et ord og måtte begge juledage sidde og se folk strømme til kirke, uden at jeg kunne være med. Imidlertid kom jeg mig nogenlunde igen, men beholdt en kort tør hoste og var i det hele taget meget mager og afkræftet ~Jeg begyndte atter min gerning, lidet anende, hvad det ny år 1878 skulle bringe mig
     En aften kom jeg hjem fra en streng tur, aldeles udmattet og sammensunken. Jeg havde haft en bibellæsning i Simmelkær og var derfra blevet hentet ud til en berettelse langt ude i heden. Fra køreturen på stiv vogn i isnende kulde kom jeg ind i en ophedet stue og måtte stå bøjet over en alkoveseng for at tale til en døende mand; derfra atter ud i kulden og den lange vej hjem, hvor der den aften var gæster. Nogle dage efter var jeg så ubesindig at køre i snestorm uden fodpose til et møde på Hammerum højskole.
     Det var for meget for min skrøbelige konstitution. Lørdag aften d. 19. jan., just som jeg ville gå i seng, fik jeg en lungeblødning, og næste morgen var jeg ude af stand til at udrette min søndagsgerning. Ubesindigt stod jeg dog op ved middagstid og forrettede en barnedåb. Lungeblødningen kom igen og nu måtte der bud efter lægen (distriktslæge Krag i Holstebro), som konstaterede, at min højre lunge var angreben, dog uden cavernadannelser, men natten derpå fik jeg det tredie hæmoptysis-anfald til stor forfærdelse for min stakkels hustru, der til foråret ventede sin nedkomst.
     ~Nu fulgte en lang sygdoms- og svaghedstid. Jeg tror nok, at mit liv hang i en tråd.
     ~Alligevel havde jeg på følelsen, at Herren endnu ikke ville kalde mig bort, og da de første angstfulde dage var gåede hen, og blødningen ikke syntes at ville gentage sig, nød jeg i grunden fuldt ud den hvile, hvortil jeg så længe havde trængt, plejet med udmærket omhu af min trofaste hustru. Smerter havde jeg jo ikke, kun ingen kræfter.
     Folk viste os en mageløs velvilje. Der strømmede fødevarer ind til os, kød, æg, mælk osv. i store mængder, så at vi omtrent levede frit i den tid. Jeg læste ~og om natten sov jeg dejligt, ligesom appetitten også snart indfandt sig. Værst var det næsten, da jeg kom op og følte den enorme nervesvækkelse, der fulgte med sygdommen, og som gjorde, at jeg f.ex. ikke kunne tåle besøg af fremmede mennesker eller den allermindste sindsbevægelse.
     ~Men prøvelsernes bæger var endnu ikke tømt til bunden. D. 4. maj fødte Sofie en lille dreng, som viste sig at have en skade i de nederste ryghvirvler, der for bestandig ville have gjort ham til krøbling, hvis han havde levet. Vi hjemme-døbte ham med navnet Aksel. - Kun 16 dage blev hans korte liv.
     ~Sofie var meget svag efter denne fødsel. ~Det blev dog et dejligt forår det år, og i den herlige præstegårdshave kunne vi nyde forårets solskin og mildhed. Det at være rekonvalescent efter en alvorlig sygdom er i grunden en dejlig tilværelse. Mon vi ikke ville være omtrent således til mode, når vi efter dødens strid opslå vore øjne i Paradis?
     Min hu stod nu for alvor til at komme bort fra Vestjyllands skarpe luft ~Da blev Ry ved Himmelbjerget ledigt, et embede med kun én kirke og i en henrivende egn. Doktor Krag skrev til sin svigerfar, biskop Balslev, om at gøre, hvad han kunne for at jeg kunne få Ry; Jul. Lassen talte min sag hos ministeren, og da samtidigt menigheden i Ry udpegede mig som en præst, de kunne ønske, kaldedes jeg virkelig d. 29. maj 1878 til sognepræst i Ry, et sogn, der snarere var mindre end større end det, jeg havde, men dog, hvad jeg inderligt attråede.
     Såre lykkelig var den morgen, da jeg vækkede Sofie med de ord: "Må jeg lykønske dig som præstekone i Ry"!
     Vemodig var jo afskeden fra det kære Ørre, hvor vi havde oplevet et par år fulde af glæde, som af sorg, men glad var jeg dog alligevel.


V: Ry


Sofie og Thorvald (ca. 1880?)

     En af os bemærkede en gang om Ry ["Gl. Ry"], at: "dér så det ud, som om det altid var søndag". Og det er i sandhed ret træffende sagt om dette dejlige sted. Sådanne naturskønheder, som dér udfolder sig for øjet, véd jeg ikke af at have truffet noget eneste andet sted i vort lille fædreland, som jeg dog ellers har gennemrejst på kryds og tværs. Men de fleste, der gæster Himmelbjerget, ser slet ikke det skønneste, thi det skønneste er efter min formening byen Ry med dens omgivelser, og dér kommer de fleste turister ikke.
     På dette dejlige sted skulle jeg nu være præst, og havde det stået til mig, var jeg aldrig flyttet derfra. Et mere behageligt embede kan man ikke ønske sig. At have kun én kirke er for mig en stor behagelighed; man slipper derved for denne gentagelse af sin prædiken, som dog bevirker, at man aldrig er lige frisk begge gange. Hertil kommer, at kirken i Ry ligger midt i sognet og lige ved den lille hyggelige, ny præstegård.
     ~Efter vor lange sygdomstid blev jeg på 5.s.e.Tr. 1878 (i Sofies og fars nærværelse) indsat i den dejlige, lyse, højthvælvede Ry kirke, den skønneste jeg har været præst ved, Hørning ufortalt.
     I et par måneder blev dog min familie i Ørre, mens jeg var i kost hos min gamle formand, Carl Møller, en stor original, ugift og dertil apoplektisk og åndssvækket.
     ~Der hørte en yndig lille have til Ry præstegård med en romantisk dal i. Her og i den dejlige omegn vandrede jeg nu rundt og kom for hver dag til kræfter.
     ~D. 13. sept. flyttede så min hustru med vore to smådrenge til Ry. ..
     ~Men jeg var nødt til selv at overtage avlingen (28 tdl.), og måtte til den ende købe alt af Møllers forpagter, hvilket kostede mig enorme penge og forstørrede min gæld.
     Forholdene i Ry var ganske ejendommelige. Der var en kreds af hovedrige bønder, alle gifte ind i hinandens familie, folk på 100 - 200.000 kr., hver med et par hundrede tdl. Skov til deres gårde - og ved siden deraf et stort proletariat af fattige træskomænd. Socialismen havde da også nogle år før min ankomst forsøgt sin lykke i Ry, men den var hensygnet igen.
     Ånden og tonen var gennemgående konservativ. Der var en udmærket kirkegang, ~og både gårdmænd og husmænd mødte i træsko (egnens nationalprodukt). Men nogen åndelig bevægelse var der ikke. Kun nogle enkelte af de yngre blev i tidens løb påvirkede, dels af højskolebevægelsen og dels af min virksomhed og kom ret godt med. Nogle få af husmandsfamilierne var påvirkede af den indre mission, og ude i skoven førte nogle enkelte Irvingianere en meget stilfærdig tilværelse.
     Men et stort gode var det i Ry, at der var ingen vrøvl; forholdene var fredelige og gode. ~Efterhånden som jeg blev raskere, fik jeg både pigemøder og karlemøder i gang, ja endog en foredragsforening stiftet, som i flere år var til stor glæde.
     ~Vi var fri for herregårde og den dermed sammenhørende elendighed; kun en latterlig, fin familie, van Deurs, i Ry mølle, prøvede at spille herremænd, men med lidet held. ~Vi omgikkes mest med Klindt's på Steensgård, og disse kære venner er blevne os tro i tidernes løb. ~Med bønderne kom vi meget sammen, ~men den rige kromand, Jens Pedersen, (en ågerkarl) stillede sig derimod mindre velvilligt til os. ~Af lærerne var én (Jensen i Ry) en drønnert, en anden (Sørensen i Glarbo) en respektabel, alvorlig mand, men også noget let at støde, og én (Okkels i Emborg,[farfar til 55361]) en prægtig mand, med hvem jeg helt ud samstemmede.
     ~Blandt nabopræsterne var fremfor alle (nabo mod V) Tuch. Mærkværdigt var det, at Jensen (Aulum), Tuch (Gellerup) og jeg (Ørre) nu igen blev nabopræster, Tuch i Tem, Jensen i Svejstrup. Vi kom allermest sammen med Tuch, mødtes gerne en gang om måneden.
     ~I Ry havde vi jo jernbanen så dejlig nær. Ad den kunne vi let fare til Århus til vor familie dér, og hver sommer gjorde vi (undtagen et år) lige fra 1878 til 1888, med børn og barnepige en 3 ugers Virring- og Hørningtur. I Silkeborg var der fra Hostrups tid en kirkelig kreds ~og her fik vi et udmærket grundtvigsk præste- og lægmandskonvent i stand med møder i Silkeborg fire gange årligt, ~ sommerkonventet var offentligt vennemøde og holdtes gerne på Himmelbjerget eller ved Nåege.
     ~Så var der den dejlige omegn, - hvor levede vi ikke i den. Ofte tog vi ud på Himmelbjerget, kun 1½ fjerdingvej borte, og her kunne man om sommeren træffe en hel Beaumonde af turister. ~Mere ensomt, men derfor også mere tiltrækkende var der dog på steder som den dejlige Langetange og Liren i Sønderskoven, ved Præstens kilde osv. Udsigten fra Ry kirkebakke over Mossø er jo berømt, men alene fra mit studereværelse kunne jeg ved at kaste blikket ud af vinduet se 8 kirker og en lang strækning af den dejlige egn mellem Århus og Horsens.
     Naturligvis kom der en mængde gæster, og vi havde om sommeren et ganske antageligt rykind. Morbror Harald tilbragte en hel sommer hos os for sit helbreds skyld og kom sig udmærket ..[-og herefter nævnes en hel række andre gæster ved navn].
     ~Vore to smådrenge voksede op, og børneflokken forøgedes end mere. Den 8. aug 1879 fødtes vor første datter [Marie] og d. 17 okt. 1881 (på min egen fødselsdag) fik vi endnu en søn, Harald ~men efter hans fødsel var Sofie meget syg, svævede endog et par dage ligefrem i livsfare ~men også denne gang hørte Herren vor bøn..
     Derimod gennemgik vi meget i Ry med Kristian, der hver eneste vinter og forår led af en forfærdelig koldfeber [Malaria], der truede med at gå over til tæring [Lungetuberkulose], og det varede flere år, inden Kristian forvandt sin sygdom.
     Under børnenes opvækst, især Alfreds og Kristians, var jeg desværre altfor ofte hidsig og opfarende imod dem. Med bedrøvelse tænker jeg på, hvor ofte jeg fik dem til at græde ved min heftighed, og det er kun mit håb, ja min inderlige bøn, at de ikke derfor må have undladt at holde af mig, ~måske er det som en gengældelse fra Gud for denne heftighed, at jeg hidtil ikke har haft den glæde at se nogen af mine sønner slå ind på den teologiske vej.
     Ligeledes beklager jeg, at jeg, som hele min slægt, bestandig har været tilbageholdende med at udtale mit hjertes følelse. De overstrømmende kærlighedsytringer og følelsesudbrud har hverken ligget far eller mig nær. Jeg tror, det er et ægte dansk træk i vor karakter ..hellere at vise vor kærlighed i gerning end i tale.
     Som allerede nævnt måtte jeg selv drive avlingen i Ry, selvfølgelig således at den bestyredes af en karl, hvem jeg betroede det hele.
     ~Det behageligste er ubetinget at være fri for avlingen og alligevel holde befordring, men det er også uden sammenligning det dyreste. At drive avlingen selv kan have sin fornøjelse og giver under nogenlunde heldige forhold ubetinget mest af sig, men der kan jo også lides ubehagelige tab og skuffelser, så udbyttet nærmest bliver minus.
     Derhos kører og rejser vi nutidens præster langt mere end fortidens; det forstyrrer landbruget og afdrager karlen fra hans gerning, især når man, som jeg, ikke giver sig af med at køre selv.
     At have en karl, dette mandfolk, som i grunden forstår hele landbruget langt bedre end én selv og dog skal være én undergiven, har i sig selv altid været mig en plage.
     ~Med hensyn til præstegerningen i Ry, da anstod den mig særdeles vel. At have én kirke var dejligt, især da denne altid var fuld. ~Blandt de unge fik jeg stedse flere venner, og vi holdt ofte karle- og pigemøder, hjemme eller i det fri, med foredrag, oplæsning og sang. ~Jeg tog også af og til ud og holdt foredrag i de foredragsforeninger, der nu begyndte at blive oprettede. ~Også skrev jeg af og til lidt i kirkelige blade, især "Kirkebladet", som nylig var stiftet af Th. Rørdam.

     Intet ville have stemt bedre med vore ønsker, end om vi altid havde kunnet forblive i det dejlige Ry, men indtægterne var for små for vor ikke længere lille familie. ~Efter at have søgt nogle enkelte embeder, bl.a.Kolding - mit ønske var at komme til en by -, kaldedes jeg så d. 21de maj 1882 til sognepræst ved Gudum, Lillevorde og ad interim Sejlflod menigheder i Viborg stift.
     Afskeden fra det kære Ry var svær. På afskedsdagen mødte en deputation i præstegården med gamle Mathiasen som ordfører og overrakte mig et smukt guldur med kæde, ligesom de unge i sognet skænkede os en smuk bordopsats.


VI: Gudum.


     Da jeg lige efter pinsen 1882 besøgte mit ny embede, Gudum, 2¼ mil sydøst for Ålborg, for at se på forholdene, var det på et hængende hår nærved, at jeg havde frasagt mig dette embede, så kontrarigt syntes alt at stille sig for mig. Det var et pensionsembede [økonomisk forpligtelse overfor forgængeren], og min indtægt skulle jeg hovedsagelig have af præstegårdens betydelige avling, som jeg ville bortforpagte.
     Men ved mit besøg blev den sum, jeg kunne vente i forpagtning angivet så lavt for mig, at jeg kunne indsé umuligheden af at klare mig dermed.
     Da jeg tog bort derfra, var det mit faste fortsæt at tage ind til provst Albrechtsen i Ellitshøj og fortælle ham, at jeg ville trække mig tilbage.
     Men (heldigvis) var provsten lige taget til Ålborg; jeg kom ikke til at tale med ham og - besluttede mig til sidst til at beholde embedet. Heldigvis, siger jeg, thi jeg er vis på, at Herren ville have mig til Gudum. Jeg fik dér en velsignet gerning, i mange måder måske den rigeste og fyldigste, jeg både har haft og vil få. Og sagen med forpagtningen ordnede sig så godt, at jeg endog fik mere, end jeg havde håbet.
     ~Også det vovestykke, at jeg, der havde været brystsvag, dristede mig til at tage et embede med 3 kirker, oven i købet i Nordjylland, lykkedes over al forventning. Jeg har aldrig været raskere eller følt mig stærkere end i de 7 år, jeg var i Gudum.. Jeg blev indviet 16. juli 1882.
     ~Vi kunne ikke straks flytte ind i den gamle præstegård. Sommeren igennem var jeg pensionær hos den gamle pastor Olsens, en overordentlig elskværdig og fornøjelig familie, og sidst i oktober 1882 fik jeg så endelig min familie til mig, idet det blev ordnet således, at vi for vinteren fik den gamle Gudumlund vandmølle overladt til bolig. Denne havde nemlig pastor Olsen fæstet af grevskabet Lindenborg og bestemt som alderdomsbolig for sig og sine. Sidst i marts 1883 flyttede vi så op i præstegården.
     Det var ikke med store forventninger, jeg tiltrådte præsteembedet i Gudum, og i begyndelsen følte jeg mig også omtrent som hensat til en provins af de Dødes Rige. Noget mere åndeligt uberørt, end Øst-Himmerland den gang var, kunne man vanskeligt finde. Ikke blot den grundtvigske livsbevægelse, men endog indre mission, var aldeles ukendte på disse egne. En del gammeldags gudsfrygt og kirkegang var der hos enkelte ældre, men ellers var egnen kun gennemagiteret af Bjørnbakkianisme, M.A.Sommer, Baptisme og Totalafholdsbevægelse. Vistnok var der lige før min ankomst gået et åndens pust henover sognene, mest kendeligt i Sejlflod, men det havde været altfor kortvarigt og overfladisk til at trænge rigtigt igennem.
     Gudum var ved min ankomst dertil helt igennem et stykke fortid. Den afsides beliggenhed, uberørtheden af al åndsbevægelse osv. havde ladet dette pastorat bevare et i mange måder gammeldags præg.
     Konservatismen på kirkens og skolens område repræsenteredes navnlig af lærer Reimer i Gudum. Denne, der var en Københavner og anså sig for at være en hel del hævet over andre landsbylærere, havde i 37 år været vant til at blive behandlet med den største hensynsfuldhed og opmærksomhed. Og hans anskuelser var overordentlig gammeldags og temmelig bornerte. ~Dog kom jeg efterhånden til at påskønne hans i mange måder brave og samvittighedsfulde karakter, og jeg tror, han kom til at holde af mig.
     Reimer brugte også i begyndelsen "Balles Lærebog" [fra 1794] i skolen, men det kan ikke nægtes, at han af en ældre lærer at være var dygtig og han var derhos en stor børneven. Af de andre lærere må jeg nævne Petersen i Sejlflod, en af de fornøjeligste og elskværdigste medarbejdere.
     ~Trods stagnationen i de åndelige forhold var der dog noget ejendommelig hyggeligt ved Gudum. Den afsides beliggenhed havde bevirket, at den gammeldags sammenslutning og selskabelige omgang mellem familierne udenfor bondestanden, som andetsteds er ødelagt af jernbanerne, havde holdt sig. Det hele var næsten som én stor familie, og jeg mindedes i så henseende Samsø. Naturligvis bevirkede dette også, at der var en vis indsnævrethed i syn og interesser; for de ældre familier var det omtrent, som om Gudum og Verden var ét. Men en vis hygge og deltagen i hverandres vé og vel var der.
     Der var ikke få familier udenfor bondestanden på "Gudumholm" (således kaldtes med ét navn Gudum og Romdrup pastorater), og vi havde det unægtelig meget fornøjeligt med omgang. ~Navnlig forpagter Brønnum og hustru må jeg nævne. Her var dannelse, kirkelig sans, hygge og et uopslideligt humør prægtigt forenede.
     I sommeren 1883 blev vi optagne i et præstekonvent. Det var et ganske hyggeligt og fornøjelig konvent, omend noget "solidarisk" sammensluttet med indbyrdes beundring. ~Jeg foreslog straks efter min indtrædelse, at vi skulle sende Vilh. Beck en opfordring til at sende os nogle indremissionære op på egnen, der hidtil havde været uberørt af alt sådant.
     Det havde været bedre, om vi kunne have ledet en grundtvigsk åndsstrømning op til denne egn ~derved ville det liv, som senere brød frem, være blevet langt sundere. Men dette var desværre ugørligt ~så fjernt som vi var fra al bevægelse af den retning.
     Vilh. Beck svarede imødekommende, og de indre missionærer kom, først på rundrejser to og to, senere således, at én bosatte sig i Klarup, en anden..på Lillevorde.
     Året efter (1884) fik jeg en karl, som på mange måder blev af stor betydning for det kristelige liv i mine sogne. Det var Hans Hansen fra Snesere i Sydsjælland, et smukt og et velbegavet menneske, som tjente mig i 5 år, og hvem jeg kom til at holde meget af. Han var efter sit eget sigende egentlig ikke kommen til bevidst tro, da han kom til Gudum, men her brød det liv igennem, som var vakt hos ham, navnlig ved pastor Zeuthens virksomhed i Everdrup.
     Det var en forunderlig indflydelse, Hans fik på ungdommen i Gudum. Indremissionærernes rejser og møder, i forbindelse med Hans' ejendommelige evne til at påvirke de unge gennem samtale, bragte efterhånden en hel ny tid til at bryde frem i Gudum. Jeg, som var inderlig glad ved at se dødens ro begynde at afløses af liv og bevægelse, rakte med glæde min hånd til den indre missions arbejde.
     Først var der de unge. ~Det var som en ild, der forplantede sig. Flere af de ældre kom også med. Det kendtes på kirkegangen, som i almindelighed var god.. Kun i Lillevorde var det bestandig småt.
     ~Herregårdsfamilierne var flittige kirkegængere..
     ~Men skønnest var dog gudstjenesterne i Sejlflod. Her havde to rige gårdejere skænket et pibeorgel til kirken 1883; de øvrige beboere havde ladet opføre et pulpitur, kvinderne gav tre store hængelamper med fire blus hver, og trods alt dette talte sognet dog kun 330 mennesker. Da lærer Petersen var meget musikalsk, spillede han orglet kønt og indøvede tillige et børnekor.
     Både søndag formiddag og navnlig de jævnlige aftengudstjenester, jeg holdt på søgnedage var noget af det hyggeligste og kønneste, jeg har truffet i nogen landsbykirke - når ved aftentjenesterne gardinerne var trukne for i den lune kirke, lamperne strålede og orglet klang.
     Men biskop Swane kom efter mig, da jeg lod trosbekendelsen synge under altertjenesten, og jeg måtte da herefter lade den synge fra prædikestolen.
     Til gudstjenesterne sluttede sig en mangfoldighed af møder. ~I 1885 ind-rettedes på kommunens fattiggård en stor og smuk forsamlingssal, hvor jeg holdt en række foredrag over Fadervor, hvortil en mængde mennesker indfandt sig fra nær og fjern. ~D. 22de aug. 1886 stiftedes Gudum Ynglingeforening, og samme år begyndte min hustru og jeg på kvindemøder i præstegården for koner og piger.
      Ynglingeforeningen var efter indre missions forbillede, og min karl Hans var livet og sjælen deri, men alle sluttede sig med hengivenhed og tillid til mig, endskønt jeg jævnligt søgte at lægge en dæmper på de pietistiske tendenser. ~Jeg har aldrig haft så meget arbejde med ordets forkyndelse, som i Gudum, men jeg trættedes ikke.
     ~Et slags "anneks" havde jeg endog i Nørre Kongerslev, 1 mil fra Gudum, ~hvor jeg prædikede og holdt foredrag, endog et par gange altergang, og hver søndag kom der vogne derfra til kirke i Gudum. En lille kreds var - hvilket særsyn på denne egn - påvirket i grundtvigsk retning og hørte til vore særlige venner.

     Vort familieliv gik, Gud være lovet, lykkeligt og godt i Gudum. To småpiger, Thora og Karen Louise, blev os fødte 21.okt. 1884 og 2.dec 1886, og vi forskånedes for større sygdomme og anden sorg.
Adskillige unge piger opholdt sig tid efter anden i vort hus, dels som husholdningselever, dels som lærerinder. ~Men i 1886 måtte også det første af vore børn ud fra hjemmet, idet Alfred sendtes til Randers latinskole. Det var svært både for ham og os, ..

     Til Ålborg kom vi jævnligt. Her havde vi jo min fætter Edvards [513] og Michael Herskinds [86]gæstfrie familier. ~Hver sommer (lige til 1887) gjorde vi desuden en sommerrejse på 2 á 3 uger til de kære gamle hjem hos forældrene i Virring og Hørning, og havde da hele familien med.
     Indtil året 1883 havde jeg overfor den større almenhed indtaget en almindelig landsbypræsts stille og tilbagetrukne stilling. Jeg havde vel skrevet en og anden artikel i kirkelige blade og udgivet min lille bog om Irvingianismen samt en lille piece om de sidste ting, men det var også det hele.
     Da kom i maj 1883 aldeles uformodet en opfordring til mig fra pastor Th. Rørdam om at tiltræde udgivelsen af "Kirkebladet" sammen med ham. Det var mig som et vink fra oven, thi pennen har altid været mig kær og ligget mig let i hånden. Jeg tror i denne henseende at have arvet noget efter min farfar, A.F. Elmquist. Jeg rejste da over til Rørdam i Vejlø [S for Næstved] og forholdet blev ordnet.
     Nu begyndte en i mange måder ny tid for mig, thi ikke blot fik jeg snart det meste arbejde med bladets redaktion, men det lille blad, der hidtil havde indtaget en meget beskeden stilling, kom efterhånden ved omstændighedernes magt mere frem i forgrunden på det kirkelige livs arena, så at det endog en tid lang (1884-90) blev meget omtalt og påskønnet.
     Den tanke, som det ville kæmpe for, og hvori Rørdam og jeg mødtes, var mærkeligt nok den gamle ungdomstanke fra "Vennelaget"s dage: at hidføre en venligere og hjerteligere forståelse mellem de forskellige kirkelige retninger, særlig mellem den grundtvigske og den indremissionske. I forbindelse hermed ville "Kirkebladet" tillige arbejde for kristelig kærlighedsgerning og for Santalmissionen samt søge at modvirke udskejelserne indenfor den grundtvigske retning og hævde den ægte gamle grundtvigianisme. Særligt var bladets ireniske karakter, [dvs. fredsstiftende] noget, som tiltalte mange kristne, og det vandt stedse flere og flere abonnenter. Såvel Rørdam som jeg skrev mange artikler i denne retning.

     Den 23. sept. 1884 blev jeg tillige på foranledning af Rørdam valgt til medlem af den danske komité for Santalmissionen. ~Da nu tillige i året 1884 Otto Paludan, en varm Santal-ven, blev min nabopræst i Gunderup og tillige min kære ven og stadige omgangsfælle, begyndte han og jeg et temmelig udstrakt rejsearbejde for santalmissionen. Vi drog ud sammen på missionsrejser i nord og syd, havde mange udmærkede og fornøjelige ture, og jeg kom på denne måde til at prædike i et stort antal kirker, til dato (1894) ikke mindre end 117.
     ~I sept. 1885 deltog jeg i det nordiske missionsmøde i Gøteborg og gjorde således min første udenlandsrejse. Dette lagde grunden til et venskabsforhold mellem mit hjem og flere kære svenske venner.
     ~I året 1886 kom de såkaldte "Bethesdamøder" (almindelige danske kirkemøder) i gang, og det var nærved, at Th. Rørdam og jeg en tid lang kom til at stå som ledere af en ny retning indenfor den danske kirke, den ireniske nemlig, der særligt ville betone den grundtvigske oplysning om troens ord som kirkesam-lende. Og dersom blot ikke den indre mission ved sin udfordring havde vanskeliggjort det samlingsarbejde, som hjerterne brændte for~da havde vi måske endnu den dag i dag kunnet stå som ivrige arbejdere for dette formål. ...

     [Th. fortæller her om en øget trang til at få et købstadsembede, og om hvor-ledes han, lidt forud for Dr. Skat Rørdams afgang som sognepræst ved Helligånd-skirken i Kbhvn. får lejlighed til, under betydelig opmærksomhed, at prædike dér en søndag aften, og "det gik ganske godt", men han fik, trods støtte fra flere sider, dog ikke tilstrækkelig støtte til sin ansøgning om stillingen.
     Th. omtaler dette tidspunkt som sit kulminationspunkt: "prædikant i én af Københavns fashionableste kirker; ansøger til et af hovedstadens betydeligste sognekald", og det ikke uden håb om at blive "den lykkelige". -En senere ansøgning til Garnisonskirken var også forgæves -- og han fortsætter]:
     Senere har jeg ikke søgt embede i København. Jeg har mere og mere følt, at den uro og det mægtige ansvar, der er forbundet med en sådan stilling ville virke alt for opslidende på mig, der elsker ro og er bedst tilpas, når jeg har rigtig mange "blanke dage" i ugen, som jeg kan hellige studerekammerets fred.

     [Th. søger derefter - også forgæves - et par købstadsembeder (Randers og Vejle). I marts 1885 er han så "med fremmed befordring" på vej til en berettelse i Sejlflod, da hestene løber løbsk og han væltes af vognen. Hans venstre arm vrides af led og først hen på sommeren "fik armen nogenlunde sin førlighed tilbage".]

     ~Enhver gerning skal jo imidlertid have sin kamp og sine skuffelser; således også min gerning i Gudum. Som allerede omtalt havde jeg holdt en række bibellæsninger om vinteren på kommunens fattiggård for en talrig tilhørerskare. Dette var sket med fuldstændig billigelse af sognerådet, som endog havde takket mig for disse møder, og jeg havde i min glæde over den smukke sal skænket to store lamper til den.
     Imidlertid kom der et nyt sogneråd, som ville gøre sig vigtig og pludselig forbød mig disse møder under påskud af, at de fattige på gården forstyrredes derved.
     [Sagen udviklede sig til en del brevveksling og en avispolemik i "Ålborg Stiftstidende" - og sideløbende måtte Th. føre en anden strid - i "Århus Stiftstidende" og "Højskolebladet" - med sin tidligere ven, valgmenighedspræst Theilmann og "den temmelig flabede fripræst V. Brusker" m.fl og han .."følte under alt dette, at strid og kamp ikke ligger for mig, og jeg er glad for at jeg senere så nogenlunde har kunnet undgå dette"].
     [- Th. kom også, i sit forhold til Vilh. Beck, til klarhed over, at tiden endnu ikke var kommet til samarbejde mellem dennes retning og den grundtvigske, .. "hvis syn på kristendom og menneskeliv dog er og bliver det sundeste og dybeste, som det er det sandeste." - Endelig får Th. en konflikt med to indremissionærer, hvoraf den ene er "usædelig", og den anden bagtaler Th. og Sofie, som han beskylder for at være vantro. Alt dette bidrager nok til, at Th. beslutter at ville søge sig en ny stilling.]
     Det hyggelige præg, som var over omgangskredsen på Gudumholm, vedblev for størstedelen at holde sig; dog deltog vi lidt mindre i selskabeligheden, da vi fik så meget at gøre med møder.
     ~Endnu skal jeg nævne, at jeg gerne en gang om året (i oktober) blev inviteret til middag på grevesædet Lindenborg, når grev Schimmelmann holdt jagt på godset. Det var ganske morsomt her at træffe sammen med forskellige tyske generaler og grever og se, hvorledes den slags folk holdt selskaber.
     Af ulige bedre værdi var de jævnlige kirkelige møder i Ålborg, som Jak. Holm, Repsdorph og jeg fik i gang, med gudstjeneste og altergang samt forhandlin-ger om kirkelige spørgsmål om eftermiddagen. Her samledes mange grundtvigske folk fra hele Nordjylland.
     ~Repsdorph og Paludan var ubetinget mine kæreste præstevenner under mit Gudumophold. ~Den sidste var, ligesom tidligere Tuch, min fortrolige ven, som jeg delte alt med vedrørende præstegerningen.

     D. 13 maj 1889 blev jeg kaldet til sognepræst til Flødstrup og Ullerslev på Fyn, og efter 17 års præstevirksomhed i det kære Jylland drog jeg nu til andre egne af fædrelandet. Jeg flyttede nærmest for at få en bedre bolig og udsigt til økonomisk forbedring, hvad jeg ikke kunne få i Gudum.
     Men ved afskeden fra Jylland klang det i min sjæl, hvad vor kære veninde, Althea Le Maire, skrev til mig:

Hvarje skiljoväg i lifvet har sin löftes-stjärna fåt;
Nya plikter - nya strider, men och ökat nådesmått;
Så var Herrens sätt tilförne, känt af mången Jesu vän,
Och uti hans vida rike, samma sätt ju gäller än -
Led oss blott, du kära Herre, som du vill hvar dag igen.


VII: Flødstrup - Ullerslev


     Jeg havde ikke tænkt mig, at Fyn nogensinde skulle blive mit hjem. Mere og mere var jeg i tidens løb vokset fast i Jylland, som jo også var mit fødeland, og skulle jeg være landsbypræst fremdeles, ville jeg helst blive dér. Men Herren førte det nu så, at jeg kom til "Danmarks Have", og skønt Jylland altid vil stå mit hjerte nærmest, har jeg dog hidtil ikke haft grund til at fortryde på, at jeg kom til Fyn.
     Forinden jeg imidlertid tiltrådte mit embede dér, gjorde jeg en rejse til Sverige og Norge, idet jeg besøgte Gøteborg for anden gang og derefter deltog i det nordiske missionsmøde i Kristiania, ved hvilken lejlighed jeg bl.a. så Frognersæteren, Åsker m.m. i den norske hovedstads omegn.
     ~Flødstrup og Ullerslev sognekald ligger i en frugtbar og frodig egn af Østfyn. Egnen er flad, men skovrig; mod Øst beskylles hovedsognet af Store Bælt. En dejlig have omgiver præstegården, og sognevejen er kun en god kvartmil.
     Befolkningens tal var ved min ankomst godt 2000. I åndelig henseende fandt jeg en ikke liden forskel mellem de to sogne.
     Flødstrup har både været berørt af den gamle lægmandsvækkelse fra Kerteminde og den senere grundtvigske rørelse, der har sat sin frugt i valgmenigheden i Kerteminde. Som følge heraf var der ubetinget bedst åndelig jordbund i Flødstrup. Men dels religiøse, dels politiske bevægelser havde i tidens løb sat deres mærke i Flødstrup i skikkelse af en splidagtighedens ånd, der fik yderligere næring ved, at sognet gennem en årrække har været belemret med adskillige krakilere, der voldte min formand stor pine. Flødstrup fremtrådte således som et i mange henseender frugtbart sted for en præsts gerning, men dog tillige som et vanskeligt sogn, fuldt af divergerende meninger. En statsskole og en friskole, to modstridende forsamlingshuse, samt 16-18 familiers tilslutning til valgmenigheden vidner herom. Imidlertid har jeg altid ubetinget været gladest ved Flødstrup. Jeg har gået min støtte, rolige gang og glædet mig ved godt kirkebesøg og mange kære venners tilslutning.
     Ullerslev var et sogn uden nogen åndelig bevægelse, med ringere kirkegang, forøvrigt uden krakileri og med en velvillig befolkning. Gennemgående var den åndelige undergrund grundtvigsk. Indre Mission kendtes så godt som ikke i disse sogne og kendes ej heller endnu (1897).
     Min formand Meinert havde ikke befundet sig vel i de 11 år, han havde været her. ~Jeg kom som grundtvigsk præst og moderat venstremand, så at beboerne med fynboernes let påvirkelige sind straks tog imod mig med glæde. Jeg stillede mig fra begyndelsen af meget frisindet overfor valgmenighedsfolkene og friskolen, ligesom jeg også kunne sympatisere med beboernes politiske anskuelser.
      Følgen heraf var, at jeg snart så flere valgmenighedsfolk i min kirke, blev opfordret til at holde foredrag i øvelseshuset på Langtved mark, og i det hele mærkede, at jeg var velkommen. Snart fik jeg også indbydelser rundt omkring fra til at komme og holde foredrag både hist og her på Fyn. Jeg efterkom en tid lang disse opfordringer, men trak mig senere mere tilbage, da jeg fik nok at gøre i mine egne sogne.
     Jeg havde den glæde at se Flødstrup kirke fyldes med en betydelig menighed, som, Gud ske lov, nu i 8 år er vedbleven at holde sig.
     Mens jeg er vedblevet at kunne glæde mig ved en kreds af venner i kirke og hjem, viste det sig efter nogle års forløb, at forholdet til valgmenigheds- og friskolefolkene forandredes. Man blev efterhånden bange for, at jeg skulle få for megen indflydelse. Den nye bestyrelse for øvelseshuset undlod nu at indbyde mig som taler og søgte tilmed at ødelægge ungdomsforeningen, som havde stærk støtte hos mig. Måske havde man ventet, endog håbet, at jeg skulle indlade mig på en strid ~men jeg har ganske roligt ladet Dhrr. té sig, som de fandt for godt og har nøjedes med at passe den gerning, som jeg er glad for at have her i sognet.
     ~Der er i disse sogne kun liden fattigdom; dog udgør arbejderklassen på de tre herregårde ikke få mennesker. For deres skyld indtrådte jeg 1890 i en arbejderforenings bestyrelse, som imidlertid ingen betydning fik. .For ungdomsforeningen i Flødstrup arbejdede jeg en del, navnlig for dens bogsamling, men senere foretrak jeg at arbejde for ungdommen gennem konfirmandmøder.

     Min virksomhed udenfor mit eget pastorat har jeg efterhånden indskrænket. ~Desto mere har jeg her i Flødstrup dyrket den litterære virksomhed. Jeg har udgivet "Kirken og dens hellige Handlinger", "Guds Førelser med Fædrene" og "En kirke under korset. Sammen med min ven og nabo Fr. Møller har jeg udgivet prædikensamlingen "Herrens År", og desuden havde jeg jo "Kirkebladet".

     Men en særlig litterær virksomhed fik jeg i okt. 1890 ved at blive kirkelig medarbejder ved "Nationaltidende". Hver søndag leverede jeg under mærket F.F. (Flødstrup, Fyn) en artikel om brændende kirkelige spørgsmål. Det var i mange henseender en interessant gerning, og jeg høstede megen anerkendelse derfor, men min anonymitet (som var udtrykkeligt ønsket af redaktionen), skaffede mig også en del drillerier og ærgrelser, så at jeg fra nytår 1895 ophørte med virksomheden, idet jeg fra nu af indskrænkede mig til under mærket Sp.(sognepræst) hveranden uge at give meddelelser fra udlandets kirkeliv og missionen.
     ~Denne virksomhed ydede mig desuden en god indtægt. Indtil januar 1897 kan jeg regne, at jeg har tjent godt 12.000 kr. ved litterær virksomhed ("Kirkebladet" iberegnet). Men det var også nødvendigt. Thi Flødstrup var et stærkt bebyrdet kald (stor formands- og enkepension), og jeg ville næppe have set nogen udvej for at klare mig i disse år, få mine børn hjulpet frem osv., dersom Herren ikke havde givet mig denne evne og lejlighed til denne bifortjeneste.
     Min litterære virksomhed skaffede mig også lejlighed til tre udenlandsrejser: 1892 til Holland, England og Tyskland, 1894 (med ministeriets understøttelse) til Finland og Rusland og 1896 til London, Windsor og Eton. ~I 1892 var jeg også tredie gang i Gøteborg og tillige på Nääs sløjdseminarium.
     Senere har jeg også indskrænket mine litterære sysler, væsentligst til "Kirkebladet" og spalten i "Nationaltidende". Kirkebladet beholdt ikke den betydning (og heller ikke det abonnentantal), det havde 1884-90. Hertil bidrog indre missions stadigt voksende ufordragelighed og Th. Rørdams stærkt polemiske tilbøjeligheder mod den nyere grundtvigianisme.. [Efter Rørdams død 1894 stod Th. en årrække som eneudgiver og bladet havde 1897 endnu ca.500 abonnen-ter,.."men den tanke at ophøre med bladet er mig dog ingenlunde fjern".]
     [Th. beretter derefter om, hvorledes embedets indtægter er blevet forringede, bl.a. ved dets store byrder og hans forpagters ( proprietær Lollesgård) fallit. I 1895 ombygger Th. stuehuset, hvorved] .."vi fik en fortrinlig lejlighed, den bedste vi nogensinde har haft og dette i forbindelse med den store, dejlige og frugtbare have, som vi stadig søger at forbedre, har gjort Flødstrup til et såre behageligt opholds-sted for os, som det engang vil blive svært at forlade." Samme år opgiver han at, som hidtil, selv drive de 18 (ud af i alt 73 tdl.)for derved at kunne holde karl og egen befordring - og samtidig bortforpagter han så hele avlingen til "to flinke gårdmænd i byen, hvoraf den ene kører for mig". Endelig må staldbygningen i 1897 fornyes, og resultatet er, at .."nu (1897) er embedet nedsunket til 2700 kr., en i sandhed tarvelig indtægt for en mand på 50 år, der er 25 års kandidat med Laud!"]
     [De beskedne økonomiske vilkår og hans lyst til at blive købstadspræst får ham til - forgæves - at søge en række embeder. Men, siger han alligevel "..vi har haft lykkelige år her i Flødstrup".]
     ~Af familiebegivenheder kan mærkes, at vi d. 10.okt. 1889 fik vor yngste søn, Asger; 1892 blev Alfred student med bedste karakter, 1896 blev Kristian forlovet med Ingeborg Balslev og bragte os således en ny kær datter; 1897 tog Kristian tandlægeeksamen, og Alfred fik Regensen. Marie har opholdt sig jævnligt i København for at uddanne sig i musik, og Harald skal derover for at læse til Artium.
     ~Eftersom vore børn voksede til, blev ferierne mere og mere livlige. Ofte har en stor flok unge været samlet i præstegården, især i sommerferierne, og moret sig med leg, dans, komedie, jagt, fiskeri o.lign. Jeg nævner Chr. Edv. Nissen, Vilhelm Lorenzen, Balsleverne fra Tarup, Viggo Nielsen, Laur. Andersen og Lollesgårdene. Dette muntre og glade ferieliv var skønt for børnene. Det bidrog til at knytte dem sammen indbyrdes og danner grundlaget for nogle af deres bedste ungdomsminder med deres mor som midtpunkt.
     Derimod stod jeg tildels udenfor, ikke fordi børnene ikke ville have mig med, men fordi jeg på grund af mine deciderede kirkelige og kristelige interesser for en stor del gik mine egne veje.
     Jeg glædede mig over ungdommens liv, men var bestandig optaget i mit studerekammer og af min præstegerning. Dette satte et ubeføjet skel mellem mig og nogle af børnene.

     ~En særegen ting kom vi ind på i 1893. Året forud havde vor kære veninde Althea Le Maire besøgt os en del af sommeren. Da hun hørte om vore små indtægter, foreslog hun os at prøve at tage pensionærer i huset, hvortil hun mente, at vi egnede os. Og sommeren 1893 kom stadsfoged Kullgren med hustru og søn, og de fandt så meget behag i opholdet her, at de kom igen de følgende fire somre og til sidst endog lod sønnen Charlie forberede til konfirmation hos mig.
     Da vi fik den store smukke lejlighed med badeværelse osv., lod det sig gøre at tage mod sådanne pensionærer, og især kom de fra Sverige, så at vi i den anlening anskaffede os det svenske flag, der nu ved festlige lejligheder vajer sammen med Dannebrog i haven.
     Kullgrens var troende og dannede mennesker, så foruden indtægten havde vi også megen glæde af vore pensionærer.
     Fra Sverige har vi haft som sådanne: Kullgrens, godsejer Dickson, Olivia Åberg, Stina Bäckstrand, frk. Leffler og Louise Nyberg; fra Danmark Aslaug Mikkelsen. ~Med disse pensionærer og andre yngre og ældre gæster har vi levet et fornøjeligt sommerliv med udflugter, siestaer og måltider i haven osv.
     I sommeren 1897 gjorde Sofie og jeg en dejlig rejse til Olivia og Stina i Stockholm, besøgte Uppsala m.m.i heldigt vejr.
     Men Althea Le Maire skaffede os også nogle faste pensionærer. Hun foranledigede, at konsul Oluf Hansen i 1893 satte sin nevø, Walther Greiff (11 år gl.) i huset hos os. Året efter anmodede en enkefru Bülow os om at modtage hendes søn Georg af lignende alder. Og samme år bad en gammel frøken Worm i Nyborg os om at tage imod hendes lille plejedatter Sofie Rasmussen. Mens mange andre forgæves har søgt at få pensionærer, er de således kommet dumpende til os. For de tre fremmede børn fik vi tilsammen 2100 kr. årligt, og det hele gik såmænd forholdsvis godt, men da drengene blev større, blev det os for besværligt, og 1886 rejste de, idet vi kun beholdt Sofie Rasmussen tilbage. ~ Således har Herren hjulpet os igennem økonomiske trange år.
     Af omgang uden for hjemmet har vi ikke haft meget her i Flødstrup, men vi har heller ikke savnet det, da hjemmet er os så kært, og vi altid er mange i huset. Til flere af bønderne er vi kommet en del; derimod har vi ikke følt os dragne til lærerfamilierne.
     Af pastoratets tre herregårde ligger det hyggelige Hannesborg os nærmest, og en livlig, elskværdig, dannet familie dér ville have været os meget velkomne, men Lollesgaard, som boede der i de første seks år, var så generte og ordknappe, at vi ikke fik meget ud af dem, og efter Lollesgaards fallit , har gården stået øde og tom. ~Mere glade føler vi os ved Rørbæk, hvor jægermesterinde Engelsted i sin enkestand har skabt et hyggeligt hjem.
     ~Mens jægermesteren levede, kom vi der af og til til middagsselskaber sammen med egnens godsejere og adelige, men med lidet åndeligt udbytte..

     ~Vor præsteomgang har væsentligt indskrænket sig til Møllers i Rønninge, hvem vi kendte fra Ry, og som ubetinget har været den præstefamilie her på egnen, vi har hentet mest åndeligt udbytte hos.
     ~Min bror Alfred blev præst i Sanderum 1892 og med dem er vi trods den lange afstand kommet sammen nogle gange om året.
     Kærest blandt alle omgangsvenner var dog min trofaste ven fra de unge dage, Henrik Haar [se kapitel II], der indtil 1895 var præst i Søllinge, 2¼ mil herfra. Hvor fornøjelige var ikke vore besøg hos hinanden med hustru og børneflok, når vi svingede op for hinandens dør med de store læs, hilst af rungende Hurrah-råb. Både han og jeg og vore to Sofier var jævnaldrende, ligesom vore børn, og skønne ungdomsminder delte vi med hinanden. Arm i arm vandrede vi i haven, samtalede eller lyttede til musik og sang i dagligstuen.
     Disse sammenkomster var noget af det bedste og kæreste for os. Han var et ædelt, elskeligt og ydmygt menneske, men såre svag af helbred. ~Da kaldte Herren min ven bort i maj 1895. Gerne ville jeg have haft Haar med i vort fornøjelige konvent, der blev stiftet i 1891[- men Haars helbred tillod næppe dette]. ~og hvor vi med vore hustruer har haft mangen en ypperlig sammenkomst.
     Th. Rørdam var i 1892 blevet præst på Assensegnen, men var allerede svag af den hjertesygdom, der i efteråret 1894 lagde ham i graven. ~Ja, der er mange af de kære, der er gået bort og venter på os i de evige boliger.

     Og lad mig så slutte dette afsnit af mine livserindringer med en glædelig sag, den nemlig, at vor kære Alfred d. 20 marts 1897 blev forlovet med vor lille svenske sommergæst Louise Nyberg fra Gøteborg. Gud være lovet for vore svigerdøtre!
 Måtte alle vore børn træffe et lige så godt valg, som Alfred og Kristian har gjort ! Herren velsigne mig og alle mine af sin nåde ! Hidtil har Herren hjulpet! -
        (Sluttet 1897.)


"Jeg toer mine hænder i uskyldighed
og holder mig omkring dit alter, Herre." (Salme 26.6)

Dersom året 1848 med rette har kunnet bære navnet "Det mærkværdige år", da har i mit og min kones private liv året 1898 kunnet nævnes med samme navn. Det danner for os et vendepunkt.
     Lad mig imidlertid, før jeg indlader mig på beretningen herom, indskyde nogle bemærkninger om mig selv.
     Det er vistnok sjældent, at et menneske har haft et mere klart, bestemt og afgjort livskald end jeg. Lige fra mit 13de år har jeg elsket, levet og åndet i dette: at være præst. Aldrig kunne jeg ønske at være blevet noget andet, og jeg føler også, at derpå er alle mine evner og kræfter helt igennem lagt an. Jeg elsker Herrens hus; under dets hvælvinger er mit rette hjem!. Ved dets alter føler min sjæl sig lykkelig som svalen, der har fundet sin rede, som spurven, der har fundet sit ly. Salmesangen (og da fremfor alt Grundtvigs uforlignelige poesi) er min lyst, orglet min livsmusik, prædikestolen mit element og præstekjolen min rette, hjemmevante arbejdsdragt.
      ~Så på mig har det ord passet: "Forlyst dig i Herren, så skal han give dig dit hjertes begæring" (Ps 37.4).

     Under disse omstændigheder har det været mig et savn, at ikke en eneste af mine sønner har valgt den livsgerning, som har været mig så uendelig kær. Hvor gerne havde jeg ikke villet være hovedet for en rigtig præsteslægt! Men måske skal jeg have den glæde at se en og anden af mine børnebørn gå præstevejen. Og Gud ske lov, at jeg alligevel har haft glæde af mine børn, og at de alle er slået ind på veje, der har passet for dem, og på hvilke de har gjort god og glædelig fyldest.

___________



Ej triumfer, som jeg én gang drømte;
Ro kun, efter kampens dybe vunder,
Fred med Gud, når det mod enden stunder,
Og en salig flugt til Himmerig.


     Det er i min præstegernings 34te og min alders 59de år, at jeg efter lang stilstand påny griber pennen for at fortsætte disse meddelelser.
     Jeg standsede sidste gang ved året 1898, som ganske vist for mig blev et mærkværdigt år. Den 8. april i det nævnte år udnævnte kongen mig til Ridder af Dannebroge. Jeg har altid fundet, at af alle udmærkelser var i grunden Dannebrogsordenens Ridderkors noget, som der var mening i og dertil en skøn mening. Hvilke herlige minder knytter der sig ikke til "Dannebroge", og hvad selve det at bliver "Ridder", da står dette for mig langt mere som en ophøjet forpligtelse, end som en æresbevisning...
     ~I samme år blev vor ældste datter Marie forlovet med Viggo Nielsen, og d. 7. aug. fejrede min hustru og jeg vort sølvbryllup i Flødstrup præstegård, den skønneste fest, vi nogensinde har højtideligholdt. ~Man står med en sum af rige minder og erfaringer, omgivet af sine børn og med håbet om endnu at have en årrække for sig at leve sammen i.
     Men året 1898 bragte ét endnu. Jeg havde jo ønsket at komme til en købstad; - jeg var født i en købstad - med ringe lyst til praktiske ting som landbrug og havevæsen, køren og riden, - jeg ville befinde mig bedst ved bylivet - og stod med lysten til at få en smuk kirke med en skønnere gudstjeneste end på landet, - og endelig med den kendsgerning, at købstadkald i almindelighed er bedre i indtægter end landsbykald. Flødstrup var jo nemlig meget bebyrdet.


VIII: Nakskov - og senere


     

Den 19. dec. 1898 blev jeg da kaldet til sognepræst for Nakskov og Branderslev på Lolland.

     Men det blev ingenlunde, hvad jeg havde ventet mig og håbet på. Vistnok har Herren som altid ført noget godt ud af modgangen i de 7½ svære år i Nakskov, men atter og atter måtte jeg dog sande, at jeg burde være blevet i Flødstrup, dette sted, der mere end noget andet på jorden blev vort hjem. ...

     Jeg vil ikke indlade mig på at skildre de 7½ år i Nakskov. Lad dette i flere henseender så triste afsnit i mit præsteliv hvile!
     Lad mig kun sige, at hvad der her forbitrede mig både livet og gerningen, var dels vanskelighederne ved at være to præster, dels ærgrelser i kirkeinspektion og skolekommision, dels intriger, chikanerier og klikevæsen indenfor den kreds, der skulle støtte præsten i hans menighedsarbejde osv. osv. Mere og mere pintes jeg af disse forhold i en by, der alle dage har været nævnet som en meget vanskelig by at være præst i.
     Men var end Nakskov en smertelig skuffelse, så skal jeg dog ikke glemme hverken de skønne timer jeg havde i disse 7½ år i den dejlige kirke, hvor jeg altid havde en stor tilhørerskare - eller mangen velsignet stund ved sygesengene og i de små hjem rundt omkring - eller de venner, som vi vandt os i Nakskov, og som vi takker Gud for og aldrig glemmer.
     Mens jeg endnu håbede på en god gerning i Nakskov, modtog jeg d. 17. februar 1904 embedet som provst for Lollands vestre provsti, en gerning, som jeg kun røgtede 2½ år, men som interesserede mig meget, og som jeg savner i høj grad, hvor jeg nu er [Hvedstrup].
     I min provstetid har jeg indsat 4 præster, visiteret 28 skoler, deltaget i 3 landemoder [årlig sammenkomst mellem et stifts bisp og provster] og holdt 3 synsrejser over kirker og præstegårde, hver på 5 dage.
     Nakskovtiden blev en tid med mange bryllupper i vor nærmeste kreds. Efterhånden ægteviede jeg 5 af vore 7 børn.
     ~Nogle udmærkede sommerferierejser foretog jeg i 1899 til Småland (med min hustru), 1900 til Skotland og England, 1901 til Gøteborg, Marstrand og Småland (med min hustru), 1902 til Gudbrandsdalen i Norge (ligeledes), 1903 til Finland, 1904 til Ribe domkirkes indvielse og Vallekilde højskole, 1905 til Mösseberg i Vestergøtland (med min hustru), og 1906 til Kullen (ligeledes). Senere har jeg været i Tyrol, Schweitz og Italien (Rom).

     Og den svære tid i 1901 i foråret, da Sofie måtte ligge 6 uger på Diakonisse-stiftelsen og gennemgå en operation, endte, Gud være lovet, lykkelig og godt, med tak til den Herre, der er god og hvis miskundhed varer evindelig! -

     Til litterære sysler var Nakskovtiden kun lidet skikket. Jeg havde dér et vældigt arbejde både som sognepræst og provst, et arbejde, som alle undrede sig over, at jeg kunne overkomme.
     ~Med udgangen af 1902 ophørte jeg at udgive "Kirkebladet", der samtidigt gik ind. Jeg vedblev dog at være kirkelig medarbejder ved "Nationaltidende" og udgav en række af mine artikler i dette blad: "Til Værn mod Nutidens Vantro", som jeg véd, at adskillige har har haft velsignelse af.
     Jeg havde søgt til købstæderne, ~ men jeg havde ikke tænkt at vanskelighederne skulle berede mig så pinlig en tilværelse ~at jeg tilsidst måtte bede Gud om lov til at vende tilbage til landet igen, trods det, at jeg nu var i mit 59de år.

     Gud hørte i nåde underligt min bøn, og den 21. juni 1906 blev jeg efter menighedsrådets enstemmige indstilling kaldet til sognepræst for Hvedstrup og Fløng menigheder i Sjællands stift.

__________


     

Da jeg [d. 12. juni 1908] havde mistet min elskede hustru, min ungdoms yndige brud. -- ægtede jeg d. 17. aug 1909 hendes og min ungdomsveninde Therese Rudolph. Hun var 57 år, jeg 63.
     Jeg kan ikke fortænke mine børn i, at dette i mange måder var dem svært og kom dem uventet. Men det er mit håb, at de engang vil forstå, hvilken velsignelse Therese blev for mig på mine ældre dage, da ingen af mine døtre kunne være det for mig, jeg så inderligt trængte til; hvorledes Therese blev mig en sjælden trofast, opofrende veninde og plejerinde, ikke mindst under min lange sygdomsperiode 1910-11, hvorledes hun - langt fra at lade mig glemme min afdøde hustru - netop fredede sammen med mig om hendes minde, delte mine interesser og var mig en udmærket støtte.
     Det er mit håb, at om hun skal overleve mig, mine børn da både for hendes egen og deres fars skyld, vil vise hende den hensynsfuldhed og taknemmelighed, som jeg véd, at mine søskende og jeg viste min fars anden hustru, så han aldrig mærkede vor kærlighed aftage for hans andet ægteskabs skyld. Velsignet og takket være Therese for, hvad hun blev for mig!

_______



     

Økonomer var Sofie og jeg aldrig ! Dertil var vor udstrakte gæstfrihed for stor. Den kostede naturligvis mange penge. ~Vi rejste også meget, anskaffede meget , flyttede tit. Børnene lod vi nødigt mærke, når det kneb. ~Følgen blev imidlertid, at vi med vore mange børn, vore dårlige embeder, osv. efterhånden brugte alt, hvad jeg tid efter anden arvede ~og endda ikke holdt os fri for gæld.

     ~Men never mind ! Vi har været lykkelige, meget lykkelige. ~Børnene har, er jeg vis på, skønne barndoms- og ungsomsminder. Og hvad gør det så, at det er gået, alt det forgængelige jordiske mammon!


______



NB.   NB.   NB.


     Den som vil have noget ud af sit liv, skal

1) holde dagbog. Ikke just som de unge i deres sværmeriske år, over stemninger, følelser og tanker. Behold dem for dig selv ! Men simpelthen over, hvad der sker. Erindringen vil da i sene år kunne supplere mangt og meget, og de forbigangne tider vil stå levende for dig og forme sig til billeder for din sjæl !

2) ret så ofte - i hviletimer, på spadsereture, i søvnløse nætter eller lign.- gennemgå sit livs erindringer, - ret fordybe sig i dem, se at forstå, hvorfor Herren førte det sådan og sådan, lære at kende sig selv, hvad man dér gjorde fejl, hvorledes man dér fik et vink, en vejledning, en velsignelse osv. Og så samle det hele i Bøn og Tak til GUD!

Herre, lær os at tælle vore dage, at vi må få VISDOM i hjertet ! (Ps.90.12)

Ellers glider hele livet hen i en tåge,

Og livet er dog så kort, så dyrebart, så ansvarsfuldt !


___________


     Der har hos mig i mange år været en strid mellem lysten til at indtage en ledende stilling i det kirkelige liv - og tilbøjeligheden til at leve stille og tilbagetrukket i min hjemlige gerning. Men efterhånden lærte jeg at forstå, at jeg slet ikke egnede mig til det første. Jeg ville være blevet en meget dårlig biskop, om nogen ville have været så uforstandig at gøre mig dertil. Og som provst var det kun min store lethed til at arbejde samt min evne til at omgås mennesker, der gjorde mig nogenlunde skikket til denne gerning.

Men Ét kan jeg.   Jeg kan være PRÆST.
Jeg kan prædike -
(tal: jævnt, klart, hjerteligt, kærligt, og alvorligt, - for de enfoldige,
ydmygt uden effekt - og ej for hurtigt.)

     - og jeg kan tale med mennesker om Guds rige. Jeg kan tale med syge og katekisere med børn og unge. Jeg kan forkynde evangeliet, så både dannede og småfolk kan forstå det (ikke mindst så jeg dét på Mösseberg og i Nakskov).

     Og hvad jeg måske fuldt så godt kan: - jeg kan skrive, - skrive så folk gider læse det, - skrive især om Guds Riges sager og kirkelige spørgsmål. Aldrig bliver jeg træt af at bruge pennen. Mine bedste timer er i det stille studerekammer, ikke just ved bogen (thi en stor læser eller studerende er jeg ikke), men når pennen ligger i min hånd og løber let hen over papiret.



Men Gud alene Æren for disse Nådegaver !


---o-0-o---





Fodnote 1.

     "Præstegården var en gammel hvidkalket bindingsværksbygning med stråtaget hængende ned over døre og vinduer, og så smal, at der vanskeligt kunne være to stuer ved siden af hinanden. Fra gangen kom man ind til kontoret og derfra op i arkivet; over døren derind var boghylden med de gamle bøger, og her vandrede spøgelset. (Fars eftermand, der ikke forud var underrettet, hørte det også). Fra gangen kom man ret frem til have- og spisestuen og derfra til højre ind i storstuen - og videre til et gæsteværelse, mens soveværelset læ tv. for havestuen.
     Haven var stor og fuld af store træer, en sjældenhed på egnen, men præstegården lå også i lavningen ved åen, et stykke fra kirkebyen, hvis lille kullede kirke man så fra "Ålelysthuset". Der var et vældigt lindelysthus og parktilplantning, ud til begge sider som læ. Ude i parken, til højre for havedøren, var caprifolielysthuset, og gik man videre ud mod åen, der afgrænsede haven, kom man i hjørnet ned til åbrinken til Ålelysthuset, der lignede en negerhytte, og som var af træ, beklædt med strå. -Lige uden for havedøren en bladgruppe og mange blomster - og rundt om det hele - milevidt - heden.
     (Citat af brev (1924?) fra sønnen Alfred (5511) til søsteren Karen Louise E. (5517)).


Tilbage til Kap. IV.

Fodnote 2.

           Th. var i Mösseberg endnu engang, nemlig i 1910 og da med Therese og ~"disse besøg hører til de skønneste oplevelser i mit liv. Ved begge lejlifheder var jeg "Badeprædikant" på det store badested. I anstaltens kapel havde jeg både ved de daglige morgenbønner og ved højmessegudstjenesten om søndagen (hvor jeg optrådte i min danske præstedragt) den talrigste og mest opmærksomme tilhørerskare af både høje og lave, professorer og præster til jævne almuefolk.
     Med rette har jeg kaldt Sverige for mit andet fædreland, både med henblik på min afstamning og de inderligt kære venner, jeg har fundet der. ~Velsignet være det gamle Svea med sine blånende søer, drømmende skove og sit brave folk!" -


Tilbage til Kap. VIII.