HELENE ELMQUIST

1852-1928


     Helene Ambrosia Elmquist blev født d. 8. dec. 1852 i Århus som tredie-ældste barn af Alfred Hjalmar Elmquist og hustru Georgine Christine, født Nielsen.
     Helene mistede sin mor 3 1/2 år gammel, og selvom hendes far søgte at erstatte sine børn savnet af en moder, var dette savn måske særligt stort for Helene, der - citat fra Georg's (556) erindringer - "voksede op, mest omgivet af drenge: de tre brødre, som hun beundrede, og fætrene Freiesleben, og hun fik derfor i skolen ord for at være "drengeagtig"". I bedsteforældrenes store og gæstfrie hjem i Mejlgade i Århus, hvor hun også færdedes meget, havde farmoderen ved den største indflydelse på hende, men tillige den af dem alle elskede tante Louise (53).
     Da hendes far i 1864 blev præst i Virring, fortsatte Helene sin skolegang i den stedlige landsbyskole, hvor hun meget snart fik et nært forhold til lærer Rings familie, og da især den jævnaldrende datter, Sophie, der siden skulle blive hendes svigerinde. De delte som gode kammerater alt, sorger og glæder, skolegang og leg.
     Det Ringske hjem rummede så megen hygge, og Helene mindedes siden hen altid med kærlighed og højagtelse de to gamle - og den religionsundervisning, hun nød i den Ringske skole.

     Helenes datter, Emmy, skriver i sine erindringer, at hendes mor 'hele sit liv' var hæmmet af et dårligt syn, og at hun på sine ældre dage ikke kunne færdes udendørs på egen hånd og fortsætter: 'Hun bar denne sin skæbne på uforlignelig måde, og når nogen da beklagede hende, sagde hun: "Mine børn ser for mig"'.
     Hun havde megen humor; hun var udpræget musikalsk og havde en meget smuk og særpræget sangstemme. Hun elskede at give, også selv om hun ofte ikke havde så meget at råde over. Ved Helenes kiste sagde hendes bror Alfred: "Helene var trofast, gavmild og gæstfri".

     Hendes bror, Georg, giver i sine (ellers meget udførlige og ofte barsk kritiske) erindringer ingen samlet, særlig, skildring af søsteren, således heller intet om hendes nedsatte syn, men omtaler hende overalt med stor hengivenhed, beundring og respekt for hendes menneskelige kvaliteter.

     Her skal sammenstilles nogle spredte citater fra hans erindringer (forfra og frem til side 161)

  "Min søster, Helene, opfattede alle dage mor Johanne som "stedmor". Og små piger, som læser eventyr, har nu en gang ingen tiltro til stedmødre!
  - Helene og jeg gik i skole hos N.C. Ring i kommuneskolen [i Virring]. Han var en udmærket og fornøjelig lærer og lærte os fortræffeligt skrivning, regning og religion.
  - Når mor spillede med Helene, var jeg ovenpå og fri for videre tiltale. Mor sad da med en saks i hånden og sagde "1-2-3-4"! - og Helene tudbrølede, så det var en jammer at høre - alt mens hun var placeret ovenpå Berggren's tykke samling af folkeviser, da stolen ellers ikke var høj nok til hende. Hun måtte dog pænt stå pinen ud og blev til sidst flink til at spille.
  - Helene passede godt i alder sammen med Sophie [Ring], der ved vor ankomst til Vitting var en ukristelig lang pige, hvis lange rød-strømpede ben mindede stærkt om den fugl Storken.
  -Så kom gaverne og juleknaset.- Blandt gaverne var der ofte morsomme påfund. Således havde Helene en gang syet et rødt næsefutteral til mor, der altid var bange for at blive rødnæset af vind og vejr.
  - Det faldt langt lettere for Helene og mig [end for Alfred] at vise folkelighed, fordi vi 3 Aar havde gaaet i Skole med Bønderbørn, og talte jydsk, skjøndt vi ingenlunde anstrengte os for det. Thorvald og han havde tilbragt hele deres Barndom og Ungdom blandt Byfolk; vi andre to var Landsbybørn".

     Helene forlovede sig med:


PALLE MØLLER LUNØE

1848 - 1914

     

Palle Møller Lunøe var født d. 10-12-1848 i Grenå som søn af den meget søgte herredsfuldmægtig og prokurator Lars Johan Lunøe og hustru Marie, f. Agerskov.

     

Palle var skolekammerat [i Århus Katedralskole] med Alfred Georg E. og valgte som ham teologi-studiet.
Om forlovelsen fortæller Georg (s. 162 - 168) i sine erindringer:


  "I den Sommerferie (1874) var det, at min Søster Helene blev forlovet. Jeg havde været ude paa en flere Dages Fodtur til Fjellerup-egnen (nordkysten af Djursland) og kom vandrende tilbage til Virring fra Ørsted ved Middagstid. Jeg traf kun Mor hjemme, og hun fortalte, at alle de andre var taget over til Kapellan-boligen i Hørning. Hun var så hemmlighedsfuld, at jeg forstod, at der måtte være noget mærkeligt på færde.
  Saasnart jeg havde fået en Bid Mad i mig, bestemte jeg mig til at gaa videre til Hørning. Jeg kunde jo nok forstaa, at det var noget med Helene og troede, at hun var blevet forlovet med Alfreds Ven, stud.theol. Mikael Berg, som et Par Gange havde været i Virring, og som jeg holdt meget af.
  Han var et stilfærdigt og meget idealistisk Menneske, spillede og malede smukt og skrev smagfulde digte i "For Romantik og Historie", som redigeredes af H.P. Holst. Jeg var blevet gode Venner med ham i en tidligere Ferie, og vi skrev Rimbreve til hinanden.
  Afsted foer jeg med mine bekjendte jordvindende Skridt. Den Gang kunde jeg komme henad Vejen i en Fart som faa andre. Jeg lukkede rask Døren op til Dagligstuen: "Hvad er der saa med Helene"! Hun blev saa forbløffet, at hun, uden at svare, faldt om halsen paa Palle, hvis Nærværelse jeg nu først bemærkede. Berg var der slet ikke.
  Det var en stor Skuffelse for mig! Palle Lunøe kjendte jeg den Gang ikke; jeg kunde lige huske ham fra min Skoletid i Aarhus, især fra et Studentergilde paa Tante Karens [54] Veranda [i det gamle Elmquist'ske hjem i Mejlgade], hvor han stod med sit den Gang runde Fuldmaaneansigt og holdt en begejstret og vidtløftig Skaaltale for "Idealet". Jeg anede [dengang] ikke, hvad dét var, men kunde jo nok begribe, at det var et Fruentimmer (jeg var 12 Aar den gang).
  Palle var som ganske ung forskrækkelig grim; med tiden blev han kjønnere og kjønnere og var tilsidst en smuk Mand.

  Helene havde lært ham at kjende, da hun var i Kjøbenhavn hos Tante Louise (53) for at uddanne sig i Sang og Musik [og hvor Palle læste teologi]. Hendes Væsen overfor ham havde været saadan, at han ikke vidste, om hun villa have ham eller ej, og sommetider vidste hun det vist heller ikke selv.
  Alfred, som Palle havde betroet sig til, blev bange for, at han skulde blive gal eller gjøre en Ulykke paa sig selv og tog sig paa at hjælpe ham.

  Palle kom saa vandrende til Virring, uden at andre end Alfred vidste det, og han flakkede i flere Timer rundt om Præstegaarden i en jammerfuld, uvis Tilstand. Tilsidst fandt han Alfred, der saa fik Helene listet ud i Langhaven. Der friede han saa til hende, rimeligvis i en saadan sindsbevægelse, at hun ikke turde andet end sige "Ja".

  Hans excentriske Væsen var mig meget imod, og skjøndt han tidt morede mig, som alle de andre, især Far, ved sine løjerlige Paafund, vænnede jeg mig aldrig til at finde mig i hans underlige Udbrud. Den Gang gjentog han hundrede Gange om Dagen: "Trine Hartmann raser som en Ko paa Fjeldet!" og "Du er jo meget fed!". Om Morgenen, naar vi laa i værelse sammen, foer han op og ned ad Gulvet og gjentog atter og atter disse mystiske Sentenser, til jeg i vildt Raseri kylede mine Morgensko efter ham.

  Hans Vrøvl morede den Gang hele Familien, undtagen Onkel Harald N. og mig, og storartede Skaaltaler holdt han jo ved enhver Lejlighed, afvexlende med Pathos og spidsfindig Skjemt.
  Senere lærte jeg at paaskjønne hans gode Hjerte, men hans vrøvl lærte jeg aldrig at paaskjønne, som det maaske (?) fortjente.

  Vi tilbragte nu adskillige muntre Ferier i Virring med de to forlovede Par [553 og 554] i Præstegaarden, det unge gifte Par [551], Rings i Hørning, Emmy Walther [556], som stadig besøgte sine kjære Ferieforældre, Onkel Harald [55] og undertiden tillige Fætteren Edvard Elmquist [513] og hans forlovede, Louise Herskind fra Aalborg. -
  Hele Dagen var Klaveret i Gang; snart var det Alfred og Laura eller Helene og Far og snart Duetter imellem andre, eller det kunde ogsaa være Laura og Mor, der firhændigt spillede Beethovens Septet og Webers Jubel-ouverture. Ogsaa Palle, Onkel Harald, der havde en mageløs dyb Bas, og jeg "producerede" os. I Mørkningen maatte Far til Klaveret, og alle hans kjære gamle Sange fra vor Barndomstid rungede da i et mægtigt Kor igjennem Stuerne.

  Helene havde en dejlig Stemme, med en ganske ejendommelig smuk Klang, aldeles égal i alle Toner, og hun sang udmærket Koloratur; hun og Far sang prægtigt sammen. Far overgik dog langt os alle; han var en stor og sjælden Sanger. Alfred excellerede i Bertan de Bom og "Gluntarna". Helene og Laura sang "Liden Kirsten" sammen med Alfred.

  - Palle brød sig ikke stort om Musikken; han havde en vældig Røst og sang med falsk og hul Pathos. Hvad han imponerede mig mest med, var "Marseillaisen", som han foredrog som Apoplektiker, saaledes at den ene Halvdel af Ansigtet var fuldstændig lammet, mens den anden var i den livligste Bevægelse og fuld af Begejstring. ..."

   Helenes Bryllup stod d. 5-11-1878.

     

Som det fremgår af ovenstående citat - og af de yderligere ca. 30 sider erindringer (s. 519-49), som Georg (556) bruger til at beskrive denne sin nære ven og svoger - var Palle et meget ejendommeligt menneske, men han var også både godt begavet og et meget kærligt menneske.
     I et brev til mig (K.E.) fortalte hans datter Emmy bl.a. således om ham:

  "Far var begavet med et stort tegnetalent. Da tyskerne i juni 1864 besatte Grenå, lavede far (16 år gammel) en tegning af nogle Tyskere, der hang i en galge, og satte tegningen hen i vinduet, fordi det ærgrede ham, at de unge soldater kiggede ind efter hans søstre. Tyskerne ville have far udleveret, men det lykkedes far at stille de vrede mænd tilfreds. Tegningen befinder sig på Grenå Museum.

  ---Far var også i besiddelse af stort skuespillertalent. Han gjorde stor lykke som birkedommer Krans i "Eventyr på Fodrejsen". Da han som ældre mand sad i Det kgl. Teater og beundrede Olaf Poulsen som birkedommeren, hørte han en samtale mellem to jævnaldrende mænd. Den ene sagde: "Hvor er Olaf Poulsen uforlignelig morsom". Den anden svarede: "Ja, men jeg har set én, som langt overgik Olaf Poulsen; det var en student, som spillede den samme rolle i Grenå."
  Først of fremmest var Far dog præst med liv og sjæl og var meget afholdt. Længe efter hans død hørte man folk sige om ham: 'Sådan en præst får vi alsrig mere.'"

     

Man han synes samtidig at have ligget under for trangen til at følge øjeblikkets tanke-indfald og derfor have haft svært ved at opnå dén indre balance, der kræves til at pålægge sig selv mere varige mål og viljekrævende handlinger.
     Denne svaghed - der vistnok var en arv fra moderen - kom allerede til udtryk i ungdommen - men tiltog især og desværre på hans ældre dage.

     

Hele livet igennem viste Palle derhos en mærkelig ringe sans for pengesager. Georg skriver herom: "Han var egentlig ikke nogen Ødeland og var nøjsom for sit eget vedkommende (ligesom min søster, der senere har vist sig som en god økonom) .. og han indså selv, at det var pinegalt med økonomien og udtalte ofte ønsket om at blive gjort umyndig".

     

For Helene, der var en åben og gavmild natur med stærk sans for og trang til familieliv må disse forhold - utvivlsomt - have været en stor belastning gennem det iøvrigt lykkelige 36 år lange ægteskab.

     

Palles gejstlige løbebane blev som følger:
     1877: Uordineret medjhælper hos svogeren, Thorvald, (da denne som sognepræst i Ørre-Sinding lå syg af tuberkulose); 1878: personel kapellan for Hvorslev-Gjerding sogne; 1881: Sognepræst for Louns-Alstrup menigheder; 1886: Præst i Marie Magdalene-Koed sogne på Djursland - og fra 1898 og til sin død d. 27-1-1914: Præst i Store Viby sogn, Hindsholm.

     Sammen fik Helene og Palle 3 børn:

     Lars Johan Lunøe født d. 20-7-1881, død d. 23-8-1949.
     Cecine Marie Lunøe født d. 16-8-1882, død 1-10-1971
     Emmy Louise Christiane Lunøe født d. 23-5-1891, død d. 6-7-1979.