F.A. MARIUS E. ELMQUIST

1859-1943

     I Korsør boede i året 1859 styrmand på postskibet mellem Korsør og Kiel, Jens Herskind Elmquist (76), som nyligt var blevet gift med Jensine Pontoppidan. De fik den 30-10-1859 en søn, der ved sin dåb i Korsør kirke den 9-5-1860 fik navnene Frits Andreas Marius Emil Elmquist. Marius blev det navn, der blev anvendt i dagligdagen.
     Familien flyttede i 1863 til Masnedsund ved Vordingborg, fordi faderen blev udnævnt til skibsfører på ruten Vordingborg - Gaabense - Stubbekøbing. Marius kom i skole i Vordingborg Realskole i 1868 og bestod "Afgangseksamen af højere Grad for Realdisciple" i juli 1874 som nr. 1 i sin klasse.
     Forinden var han den 12. april blevet konfirmeret. Han og hans bror tilbragte denne festlige aften for sig selv i et mørkt lokale, medens der blev holdt afskedsfest for hans fader, der var blevet forflyttet til overfarten over Storebælt og derfor ville tilbage til Korsør.
     Efter faderens udtrykkelige ønske søgte Marius ind til marinen som frivillig lærling og var - skønt kun en lille spinkel dreng - med på fregatten "Jylland"s vintertogt fra 27-10-1874 til 31-3-1875. Togtet gik bl.a. til de dansk vestindiske øer og er beskrevet i pjecen "Rejsebeskrivelse", udgivet af Den Selvejende Institution Fregatten Jylland, og fortalt af Lars Olsen, født den 6-3-1852 i Nakkehoved.
     I den sidste del af 1875 sejlede Marius med korvetten "Heimdal" 18-5 til 16-8 og med "Pandserbatteriet Gorm" 24-8 til 6-10. I den følgende vinter var han bl.a. på gymnastikkursus hos en gymnastiklærer ved 13. bataljon og bestod i april 1876 adgangsprøven til Søofficersskolen som nr. 3 af 21 ansøgere.

     Men allerede samme efterår søgte han bort fra skolen, idet skolen og han blev enige om, at han "savnede anlæg for sølivet", således som det er udtrykt i den anbefaling, som skolen gav ham.      Han kom nu - som han gerne ville - i købmandslære, først i Korsør, senere hos et agentur- og kommissionsfirma i København, hvor han kom til at interessere sig særligt for handel med råtobak, hvorfor han rejste til Bremen for at lære mere herom.
     Uanset sin tid som lærling i marinen blev hans værnepligt ikke anset for aftjent, og efter et par udsættelser blev han indkaldt og ansøgte da om at komme til Forplejningskorpset, ved hvis skole (på Wildersgades kaserne i København) han mødte den 27-10-1884 og senere blev hjemsendt som underofficer af Forstærkningen.
     Da dette var overstået, blev han ansat i firmaet Schmidt & Laumann i Bremen som deres rejsende repræsentant i Danmark. Han boede som privat logerende i København, hos hvem er ikke oplyst. Under sit arbejde knyttede han hurtigt så gode forbindelser indenfor den danske tobaksindustri, at han få år senere etablerede en selvstændig agentur- og kommissionsforretning i råtobak. Han løste grossererborgerskab i maj 1889 og nedsatte sig i København under firmanavn: M. Elmquist.

     Hos den familie, som han boede hos, kom to unge søstre fra Fyn på besøg, døtre af godsforvalter Christian Møller på Østrupgård nær Kerteminde. Marius forelskede sig i den ene. Hun, der var født d. 25-9-1870, hed Jacobe.

JACOBE CAROLINE MØLLER

1870 - 1955

     De blev gift den 10. maj 1892 i Østrup kirke.
     Deres første bopæl blev Frederiksborggade nr. 39 I. Her blev Kai født i 1893, og kort efter flyttede familien til Ny Vestergade nr. 21, hvor Poul blev født i 1896. Men også her blev pladsen for trang, og familien flyttede til Vester Boulevard (i dag H.C.Andersens Boulevard) nr. 47, hvor Svend blev født i 1902.

     Her havde Marius en tid kontor sammen med boligen, idet det såkaldte "herreværelse" samtidigt var kontor, men senere blev kontoret som følge af virksomhedens vækst flyttet til en stuelejlighed i Rysenstensgade nr. 6. I 1903 havde firmaet opnået repræsentation for en række førende råtobakshuse i Bremen og Holland, og Marius udvidede firmaet ved at optage en mangeårig medarbejder, Frantz Kragh, som kompagnon, og firmanavnet blev ændret til : M. Elmquist & Co. Kragh udtrådte af firmaet igen i 1905.
     Påny i 1908 flyttede familien, denne gang til en nyopført ejendom på Vester Boulevard nr. 51, hvor der var både kontor og bolig.
     Om sommeren "lå familien på landet", idet Marius lejede møblerede huse på Charlottenlundegnen, i somrene 1912 til 1914 på Viggo Rothesvej nr. 29. Om disse sommerferier har far (7622) fortalt så levende og morsomt.
     I 1915 realiserede Marius og Jacobe en længe næret drøm om eget hus ved at købe en villa på Frydendalsvej nr. 29 på Frederiksberg, medens et kontor blev oprette i stueetagen i Christiansborggade nr. 2 med prøvelager i en kælder overfor, senere i nr. 2.
     Firmaet voksede stadig, ikke mindst under første verdenskrig, og Marius følte behov for aflastning. Hans ældste søn Kai indtrådte i firmaet, fik procura 1-6-1915, borgerskab som grosserer 27-11-1919 og blev medindehaver 1-1-1920. Tillige havde Marius overtalt Poul til også at gå ind i tobaksbranchen. Han løste borgerskab som grosserer i 1925, fik prokura 1-1-1926 og blev medindehaver i 1928.
     Samme år havde Marius haft et lettere slagtilfælde og valgte at trække sig tilbage fra firmaet. I 1936 opgav Marius og Jacobe huset på Frydendalsvej - sandsynligvis fordi han i en alder af 77 år ikke kunne overkomme det - og flyttede til Trunnevangen 1I i Charlottenlund, bl.a. fordi der herfra var mulighed for spadsereture i Forstbotanisk Have og Charlottenlund Skov. Her boede de kun et års tid og flyttede så til en stor herskabelig lejlighed i Kristianiagade nr. 6 på Østerbro. Dette blev hans sidste bolig.
     Jacobe havde svært ved at holde på tjenestepigerne, efter at husets faktotum gennem 36 år, Anna fra Fejø, måtte give op og var kommet i privat pleje.
     De gamle talte om måske at flytte til et nærliggende pensionat i Bergensgade, men hen mod jul 1943 følte Marius sig sløj og træt. Jacobe havde en fætter, dr. Møller, som drev klinik på Bakkegårds Allé på Frederiksberg, og derhen fulgte Poul sin far. Det viste sig, at han havde lungebetændelse, og han blev gradvist svagere. På årets sidste dag døde han ganske stille.

     Og hvordan var han så, denne Marius Elmquist ?
     Af vækst var han lille, vejede kun ca 57-58 kg. Det fortælles, at en gang i stærk blæst var han gået ned ad Kristianiagade for at gå til Grønningen, men da han rundede hjørnet ved Østerbrogade, blæste vinden ham omkuld, og efter et par yderligere forsøg med tilsvarende resultat opgav han og gik hjem igen.
     Som forretningsmand var han i besiddelse af et vågent initiativ, havde god sans for købmandsskab, var meget flittig og samvittighedsfuld, hvilket førte til, at han kunne knytte stadig flere faste forretningsforbindelser til udlandet, så hans forretning snart var én af de førende i branchen. Han nød stor tillid både blandt de udenlandske firmaer og blandt de danske aftagere af råtobakken, der kunne stole fuldt og fast på hans redelighed. Han interesserede sig ikke for politik, men indtog forskellige ledende poster inden for foreninger i branchen.
     Hvordan han var som chef er kun sparsomt belyst. Men der går frasagn om en tilbagevendende hændelse i den tid, da han havde kontor i Christiansborggade og prøvekælder overfor: Når han skulle derover, foregik det som en lille procession med ham selv forrest, fulgt af én med hans taburet i hånden og hans plaid over armen og bagerst én med protokollen!
     I sin fritid var det kunst, litteratur og naturoplevelser han dyrkede. Han holdt af at leve i store stuer, omgivet af smukke kunstgenstande, herunder malerier af anerkendte kunstnere. Han læste meget, både dansk og udenlandsk "klassisk" litteratur, og han og Jacobe gik flittigt i teatret og til koncerter. Han satte stor pris på at rejse sammen med Jacobe, men stillede store krav til komfort.
     Han var forfængelig og gik altid i skræddersyet tøj.
     På sine gamle dage lå hans dagligdag i meget faste rammer med en daglig spadseretur, mens Jacobe købte ind. Frokost spiste han for sig selv, hver dag med en frisk skive skinke og et spejlæg. I det hele taget levede de i nogen grad hver deres liv, sikkert bl.a. betinget af deres aldersforskel på 11 år.

     --- Foranstående beretning baserer sig på mange forskellige kilder, men lad mig slutte med følgende:
     Skal jeg skrive noget om min farfar, som jeg husker ham, bliver det en beretning om en gammel mand, idet han var 69 år, da jeg blev født. Han var meget plaget af gigt, og jeg ser ham for mig siddende i en stol i færd med at læse og med en plaid om benene og muffediser om håndledene.
     Jeg har fået fortalt, at han med farmor ofte var på udenlandsrejser, og da inviterede de ofte en af familiens unge med, og i toget betalte han så for fire personer, så de havde jernbanekupeen for sig selv. Men jeg husker derimod selv, at de var på ferier her på Sjælland, bl.a. på Jægerspris Slotskro, Skods-borg Badehotel og Hotel Leidersdorff i Hillerød. De havde altid en omfattende bagage med sig og boede på hvert sit værelse. Far, mor og jeg besøgte dem gerne en søndag til frokost og blev der til middag.
     De ændrede forhold efter at Anna ikke længere kunne klare at tjene hos dem, og ikke mindst de vanskelige krigsår 1940 - 1943, gjorde det svært for farmor at vænne sig til husførelsen med skiftende unge piger. Farfar ville gerne gøre tilværelsen lettere for farmor, og da han selv godt kunne lide restaurationsbesøg, skete det ofte, når pigen havde fri, at han inviterede på middag i byen.
     Havde de håndværkere eller hovedrengøring, flyttede de på hotel. Jeg husker selv at have besøgt dem ved sådanne lejligheder.
     Farfar var ikke uden temperament. Hans skrædder har en gang fortalt mig, at han huskede farfar fra sine yngre dage som en meget ilter mand, og når han blev ophidset snurrede han rundt som en snurretop alt mens han gav udtryk for sin mening.
     Farfar holdt meget af mig, men som jeg husker det, har han aldrig taget mig på skødet, og som større pige havde jeg nok en vis respekt for ham. Han var levende interesseret i, hvordan det gik mig i skolen, men egentlige samtaler husker jeg ikke, at jeg førte med ham. Sammenlignet med idag kan man vel sige, at den generations børn i følge den tids opdragelse ikke blev inddraget i de voksnes samtaler.
     Jeg holdt meget af min farfar og mindes ham med glæde ved min konfirmation i april 1943, hvor han holdt en smuk og personlig tale til mig og forærede mig en poesibog, hvori han selv havde skrevet følgende forord:

Min egen kære pige
jeg vil kun dette sige:
Hold skønhed højt i ære,
prøv altid god at være,
da vil du venner vinde
og livet lettest finde.

Grethe Møller, f. Elmquist  76 22 1